Deltagerantallet ved Årets Pressefoto faldt med ti procent i år. En lang række fotografer kalder nu konkurrencen for Københavneri og langer ud efter konkurrencens opbygning.
»I mine øjne er det et stort klappen på skulderen og københavneri. Det gider jeg ikke deltage i!« Sådan lyder forklaringen fra én af de fotografer, der har valgt Årets Pressefoto fra i år, skriver Pressefotografforbundet.dk
Sidste år deltog 228 fotografer ved Årets Pressefoto. I år var det tal 206, og Pressefotografforbundet.dk har forsøgt at finde årsagen til deltagerfrafaldet. På baggrund af mail-interviews med fotografer, der har deltaget minimum én gang i løbet af de sidste seks år, men ikke deltager i år, bringer de en række kritiske artikler om fotokonkurrencen.
Fagbladet Journalisten bragte i forbindelse med sidste år konkurrence en artikel, der viser, at priserne kun meget sjældent går til fotografer fra lokale medier. Den kritik bliver heftigt gentaget af de mange fotografer, der alle optræder anonymt.
En stor del af kritikken går på dommerkomitéens sammensætning. Flere mener, at det vil påvirke afgørelsen, at to ud af de tre dommere er ansat på Berlingske Tidende og Polfoto. En fotograf forudsagde ligefrem, at det ikke bare ville være provinsfotograferne, der ville blive forfordelt i årets konkurrence, men også Jyllands-Posten, der ikke er repræsenteret i dommertrioen.
De nominerede er siden blevet offentliggjort, og Jyllands-Postens fotografer har ikke modtaget nogen nomineringer.
Flere fotografer kritiserer også linjen, som dommerne har lagt de seneste år. Flere mener, at billederne er blevet for kunstneriske.
"Jeg forstår simpelthen ikke de seneste års udvalgte billeder", skriver en fastansat fotograf fra et lokalt dagblad ifølge Pressefotografforbundet.dk
Mange af magasinfotograferne klager over, at de kun har en chance i portræt-kategorien, da deres reportageserier er sjældne og sjældent nyhedsbårne.
Der er også mange af fotograferne, der ikke lægger en anklagende linje i deres svar. De erkender bare, at de ikke leverer de produkter, som dommerne belønner. En anden forklaring er, at 2009 bare har været et dårligt år for mange fotografer.
»Jeg syntes ikke, at jeg havde noget at sende ind,« er en hyppig forklaring.
Læs alle artiklerne på Pressefotografforbundet.dk
Sidste år forsvarede leder af fotojournalistuddannelsen på Journalisthøjskolen, Søren Pagter, at det ofte er de samme, der vinder priser ved Årets Pressefoto. Læs hans indlæg her.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.