search

Årets Pressefoto: Interviews

Hvad lærte du af at tage billederne til Årets Pressefoto? Vi har spurgt tre af vinderne.

Hvad lærte du af at tage billederne til Årets Pressefoto? Vi har spurgt tre af vinderne.

foto: Mads Nissen. Foto: Uffe Karlsson
foto: Mads Nissen

•• FOTOGRAFERNE SKAL IND I KAMPEN
»Jeg fotograferede og skrev selv historien fra den illegale guldgraverby Eldorado Do Juma i Amazonas. Det er jo ikke en historie, der typisk kommer frem på et redaktionsmøde, hvor man taler mere om emner, der er oppe i tiden. Men redaktionen endte alligevel med at sætte stor pris på den.

Mange fotografer oplever, at de bare er et vedhæng til journalisten. Hvis vi vil ændre på det, må vi selv spille ind med ideer og præge historierne. På redaktionsmøderne kommer journalisterne altid med ideer til næste dags avis, mens fotograferne ikke siger noget. Det tror jeg er farligt.

Der ligger en stor opgave for os fotografer i at tage mere ansvar. Ellers ender vi med at visualisere journalisternes ideer.
Jeg holder meget af at arbejde sammen med gode journalister. Men fordelen ved at skrive og fotografere selv er, at jeg kan fortælle historien, som jeg selv vil. For når man kommer hjem fra en opgave sammen med en journalist, er det for eksempel ikke sikkert, at journalisten har talt med den person, der er på ens bedste billede.

Det ville have været lettere at lave en historie om gourmetrestauranter i København end guldgravere i Brasilien. Jeg betalte selv turen og brugte min fritid på det. Men historien bestyrker mig i, at hvis jeg føler meget for en historie, så er der også gode chancer for, at den rammer andre.«

– Mads Nissen, Berlingske Tidende
Årets Pressefotograf (kollektion af fem billeder),
Vinder af Årets Reportage Udland (guldfeber-reportage),
Årets Nyhedsreportage Udland (felthospital i Afghanistan) og
Årets Danske Nyhedsbillede (masseanholdelse ved COP15)

fotos: Kristian Djurhuus. Foto: Uffe Karlsson
fotos: Kristian Djurhuus

KANINIØRER ELLER EJ
»De fleste ville nok smide billedet af Lasse væk, fordi hans kammerat fjoller og laver kaninører til ære for fotografen. Det er sjældent en god ting, at man kan fornemme fotografens tilstedeværelse i det færdige motiv – og derfor fravælger man automatisk billeder, hvor folk poserer. Man kan godt argumentere for, at det er en fejl, at kammeraten fjoller. Men det passer til stemningen.

Billedet er taget på Dyrehavsbakken i maj sidste år, hvor jeg kom on/off i tre uger. Jeg ville gerne have den 25-årige slagter Lasse med i serien. Han blev fanget i et skænderi mellem to ekskærester og fik en knytnæve i ansigtet. På billedet taler han med skadestuen, der skal kigge på hans øje. Hans kammerat forstår slet ikke alvoren i situationen, hvilket for mig siger noget om stemningen på Bakken. Man kan få en på hovedet, men mere alvorligt er det ikke.

Jeg havde egentlig tænkt at bruge et andet billede af Lasse, hvor han kigger direkte ind i kameraet, og man tydeligt kan se, at han har fået et blåt øje. Men det var alt for kedeligt, så da jeg skulle sende ind til Årets Pressefoto, gik jeg alle billederne igennem igen for at finde et bedre. Og det blev det med kaninørerne.«

Kristian Djurhuus, metroXpress/24timer
Vinder af Årets Pressefoto 2009/2010 i kategorien Åben Klasse (Dyrehavsbakken)

 

fotos: Thomas Lekfeldt. Foto: Uffe Karlsson
fotos: Thomas Lekfeldt


• VEN OG FOTOGRAF
»Journalister taler nogle gange om, at man ikke må blive for involveret i de mennesker, man skildrer. Det er vigtigt at have en professionel distance, siger de. Men når man følger en familie i næsten et år gennem den værste tid i deres liv, er det umuligt at holde distancen. Da Vibe døde på grund af kræft som syvårig, var det, som om jeg selv mistede et familiemedlem.

Det var oprindeligt udgangspunktet, at jeg skulle følge familien i tre uger. Dengang var der en god chance for, at Vibe overlevede. Efter de første billeder var trykt i avisen, fortsatte jeg med at følge familien.
Jeg var med til scanninger, hjemme hos dem og med dem på ferie på Mallorca. Om sommeren fik familien at vide, at svulsten udviklede sig, så Vibe nok kun havde et år tilbage. Hun døde i januar sidste år.

Jeg har lært, at jeg får de bedste billeder, hvis folk er afslappede og trygge ved mig. Jeg tror ikke på at være "fluen på væggen", men hvis folk er trygge ved fotografen, er de mere sig selv, og så bliver billederne bedre. Vi har tit snakket og drukket kaffe, hvor kameraet bare lå ved siden af på bordet. Undervejs blev jeg gode venner med familien, men jeg fortsatte også med at være fotograf. Hvis jeg havde pakket kameraet væk, var det nok blevet for svært at begynde at fotografere igen. I stedet blev jeg ven og fotograf.«

Thomas Lekfeldt, Ekstra Bladet/MOMENT
Vinder af Årets Pressefoto i kategorierne Årets Reportage Danmark
og Årets Pressefoto (den kræftsyge pige Vibe)

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen