Årets pressefoto og Årets reportage, Danmark, 1. pris
Marie Hald, fotojournaliststuderende
38-årige Bonnie Cleo Andersen er mor til tre og har arbejdet som prostitueret, siden hun var 18 år gammel.
Bonnie er ikke bange for at være på bordellet alene. Hvis man skal have det job, skal man ikke være bange. Gennem årene har hun haft tåregas, et boldbat og en pistol liggende, men i dag har hun ingenting. (7:8)
Årets pressefotograf og Årets nyhedsbillede, Danmark, 1. pris
Jacob Ehrbahn, Politiken
Natten til lørdag den 17. november blev den 21-årige jurastuderende Jonas Thomas Sekyere dræbt af adskillige knivstik på dansestedet ’Bakken’ i Kødbyen i København. 11 dage senere blev Jonas bisat fra en fyldt Vor Frue Kirke. Hans kiste blev efterfølgende fulgt gennem byen til Assistens Kirkegård på Nørrebro, hvor en utrøstelig mor begravede sin søn. Mordet udløste en række demonstrationer mod vold og våben i det københavnske natteliv, og efter flere knivoverfald vil politiet intensivere jagten på våben i nattelivet. (2:5)
Årets portræt, 1. pris
Lea Meilandt Mathiesen, freelance
Anette har anoreksi. Som 13-årig meldte hun sig til et motionsløb sammen med sin tvillingesøster. Træningen tog overhånd, og kort tid efter blev både Anette og søsteren diagnosticeret med anoreksi. I dag er Anette 29 år gammel og kæmper stadig med spiseforstyrrelsen. Fordi hun har været syg siden de tidlige teenageår, har anoreksi haft en kæmpe indflydelse på alle aspekter i hendes liv. Lange og opslidende indlæggelser på psykiatriske afdelinger rundt om i landet har isoleret Anette fra jævnaldrende og muligheden for at uddanne sig og få et normalt liv. Anette fik tildelt førtidspension for et par år siden, hun har i dag sin egen lejlighed.
Årets reportage, udland, 1. pris
Lærke Posselt, Moment Agency
Mens skønhedskonkurrencer har eksisteret i over 50 år, er der sket en nylig eksplosion i populariteten i USA. I takt med den øgede popularitet er tendensen, at deltagerne generelt starter i en yngre alder end tidligere, og kravene til pigerne er blevet større og mere ekstreme.
Konkurrencerne har været årsag til megen debat om, hvorvidt konkurrencerne skaber en seksualisering af børn, og hvorvidt de kan være forstyrrende for de unge pigers mentale helbred og selvbillede. Forældrene hævder derimod, at skønhedskonkurrencerne bidrager til at opbygge børnenes personlighed og selvtillid.
Reportagen portrætterer tre forskellige skønhedskonkurrencer i de amerikanske sydstater South Carolina, Georgia og Alabama.
Toårige Evie leger catwalk på spisebordet, mens hendes mor laver aftensmad. (1:8)
Årets nyhedsbillede, udland, 1. pris
Andreas Hagemann Bro, freelance
I maj 2012 så hele verden mod Aserbajdsjan. De skulle afholde Melodi Grand Prix. Men med stor kritik fra NGO’er og beskyldninger om overtrædelser af basale menneskerettigheder fik Grand Prix’et en ekstra dimension. En demonstrant bliver tvunget til stilhed og ført væk ved en ikke-voldelig demonstration på den storslåede boulevard ved Bakus havnefront. Det er ikke et sjældent syn, at demonstranter, der bliver anholdt under en demonstration, bliver registreret og derefter kørt uden for byen, ud i ørkenen, og efterladt. Hvis du er med til at arrangere demonstrationen, risikerer du fængsel. Der er rapporter om påstået tortur i de aserbajdsjanske fængsler.
Årets danske hverdagsbillede, 1. pris
david Høgsholt, freelance
Aksel, 12 år, Laura, 8 år, Cecilie, 17 år, Anna, 14 år, Julie, 14 år, og Barbara, 14 år, sender billeder, facebooker og sms’er under Anna Sofies konfirmationsfest. Ifølge
Danmarks Statistik er unge kvinder i hovedstaden de største forbrugere af sociale medier.
Øvrige førsteprisvindere:
Årets sportsbillede, Action: Lars Møller, Sportsagency
Årets sportsbillede, Reportage: Thomas Freitag, MetroXpress
Åben klasse: Sofie Amalie Klougart, fotojournaliststuderende
Årets tv-fotograf, Nyhed: Ole Jermiin, TV2/Østjylland
Årets tv-fotograf, Dokumentar: Anders Birch, freelance
Årets multimedieproduktion: Poul Madsen, freelance
Årets interaktive multimedieproduktion: Martin Lehmann, Politiken
Dommerne var:
Lene Esthave, freelancefotojournalist, Mads Nissen, fotojournalist på Berlingske, Henriette Lind, journalist på Politiken, Kent Klinch, svensk fotograf bosat i København, Magnus Wennman, fotojournalist på Aftonbladet.
Juryen for tv-fotografer og multimedier var Marianne Leth, fotograf og journalist, og Lars Dareberg, pressefotograf på Sydsvenskan i Malmø.
Årets Pressefotos kan ses på Det Nationale Fotomuseum Det Kongelige Bibliotek fra lørdag den 2. marts til lørdag den 13. april. Udstillingen kommer i løbet af året til
Odense, Herning, Kolding, Aalborg, Vejle, Ribe og Flensborg. Se datoer på aaretspressefoto.dk
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.