Henrik Qvortrups skift fra chefredaktør på Se & Hør til politisk redaktør på TV 2 har fæstnet sig i hukommelsen på Journalistens panel af studieværter.

– Prøv at beskrive en helt normal arbejdsdag på Se & Hør.
»Der fandtes ikke helt normale arbejdsdage, men indimellem kunne det nok bedst beskrives som en meget velbetalt badeferie. Jeg synes, jeg var meget privilegeret derude, og det var ikke sådan, at jeg fik grå hår i hovedet af at have travlt. Jeg havde mine kampe, oag det kunne også være hårdt at være der.«

– Hvordan opstod kontakten til TV 2?
»Der opstod en kontakt, mens jeg var i New York. Det var natten efter, at jeg havde været til Demokraternes sejrsfest efter Obamas valgsejr, og dér fik jeg en opringning fra TV 2.«

-Hvad tænkte du, da du fik det opkald?
»Jeg blev overrasket. Hvis jeg skulle sætte et ønskescenarium op for, hvordan jeg skulle forlade Se & Hør, var det med netop dét job. Forstå mig ret, jeg var rigtig, rigtig glad for at være på Se & Hør, men jeg var godt klar over, at jeg ikke skulle være der 10 år mere. Jeg var så glad for at være der, at jeg havde tid til at vente på, at det rigtige dukkede op.

– Havde du gået og overvejet dit exit fra Se & Hør?
»Nej. Det havde jeg faktisk ikke, og jeg ville også have fortsat, hvis det ikke havde været for det her tilbud. Man må sige, at i et job på Se & Hør er det et privilegium at slippe af sted med livet i behold, og oven i købet var det mig og ikke Aller, der valgte tid og sted. Når du har et job som det, så lever du livet farligt og balancerer på en knivsæg, hvor du risikerer at gå for langt, og du får sparket. Det er også derfor, du får en god løn. Så det var den bedste løsning for alle, at det var mig, der sagde "farvel og tak for seks et halvt gode år – nu er jeg den, der er smuttet!" I øvrigt til noget, der er et karrieremæssigt dejligt skridt.«

– Hvorfor er du så glad for TV 2?
»Det er et stort privilegium at blive politisk redaktør på Danmarks store folkelige tv-station, samtidig med at jeg også kan spille på det klaviatur, der hedder TV 2 News. Vi har både 19- og 22-udsendelserne, der er rettet mod det brede publikum, og så nichekanalen News, der har som erklæret politik at dække Christiansborg tæt. Kan man bede om mere som politisk interesseret menneske? Det synes jeg ikke.

Jeg skal da heller ikke lægge skjul på, at jeg var glad for opringningen
af en anden grund. Den er ligesom en fuckfinger til alle dem, der sagde, at når man først havde fornedret sig til at have et job som det, jeg havde på Se & Hør, så var man fortabt med en karrierekurs, der for altid var afstukket mod det letbenede og ikke-seriøse. Jeg synes, at TV 2's ansættelse af mig var udtryk for betydeligt mod. Jeg var jo ikke ligefrem en mainstream-kandidat, og jeg tager hatten af for dem, der tog den beslutning.«

– Du har haft en del opsigtsvækkende jobskift i din karriere. Hvordan finder du motivationen til det én gang til?
»Overskriften for alle de jobs, jeg har haft, har været min journalistiske tilgang til dem. Jeg synes, det er meget naturligt, at man kan udfolde sin journalistiske uddannelse på mange forskellige områder. For mig handler det om at agere professionelt inden for de rammer, der er sat af mediet. Da jeg blev ansat på TV 2, var der mange, der troede, at TV 2 skulle til at lave tabloid journalistik. "Nu tror han, at han skal lave Se & Hør på TV 2." Helt ærligt, står der idiot på ryggen af mig? Selvfølgelig skal jeg ikke det.«

– Kan du godt lide, at dine jobskift virker provokerende?
»Jeg kan bare konstatere, at de provokerer, og det tager jeg med og synes er fint. Jeg har aldrig været sådan en, der krøb langs panelerne og ikke blev lagt mærke til. Jeg er meget beæret over at være blevet valgt til årets jobskift, men det siger jo også noget om, at der er en automattænkning. At lave et ugeblad, der henvender sig til en million læsere, er per definition ikke fint, og derfor er det et meget opsigtsvækkende jobskifte. Visse-vasse.«

– Du kender tydeligvis godt fordommene. Har du mødt nogle af dem, efter du er skiftet?
»Holger K. Nielsen sagde til Ekstra Bladet, at han ikke fattede, at det kunne kvalificere til stillingen som politisk redaktør for Danmarks største tv-kanal, at man i seks et halvt år kun havde beskæftiget sig med bare patter. Det siger lidt om, hvad folk tænker. Der må jeg bare svare, at man kan mene om Se & Hør, hvad man vil, men man kan ikke lede det blad med hovedet under armen.«

– Du stoppede i Jersild & Spin efter sagen om Naser Khader og sort arbejde. Følte du, at din troværdighed var faldet i offentlighedens øjne?
»Ja, det kunne jeg konstatere, at den var. Jeg forsvarer stadigvæk Khader-historien, og Pressenævnet har også bakket os op i den sag, men jeg måtte bare konstatere, at det under valgkampen blev kørt så meget op, at hvis jeg optrådte som kommentator, ville det give for meget støj til, at det ville give nogen mening.«

– Hvordan havde du det med dét?
»Jeg var ked af det, og jeg syntes, det var urimeligt, at den kom dertil, for jeg synes, jeg bare passede mit arbejde på Se & Hør. Jeg bragte en historie, jeg fandt journalistisk relevant, uden at skele til, hvem jeg var venner med privat. Så sagde folk, at det fik betydning i valgkampen – ja, for fanden, det gjorde den. Det er jo dét, journalistik handler om. Men jeg sidder ikke her og piber over, at jeg i et godt stykke tid blev diskvalificeret som kommentator, for det er bare spillets regler. Og jeg må erkende, at tingene var kørt så meget op, at jeg ikke kunne fortsætte som kommentator.«

– Har du fået din troværdighed tilbage, eller har TV 2 et problem?
»Haha… Ja. Mands minde er ikke så langt i politik, og det hjalp selvfølgelig også, at Pressenævnet frikendte os. Så er der jo også sket det, at Khader ikke længere er vores alle sammens helt.«

– Du sagde, at du ikke selv synes, det her er årets mest opsigtsvækkende jobskift. Hvem vil du så pege på?
»Hahaha! Det ved jeg ikke, det må jeg tænke over. Min pointe er, at jeg ikke mener, det burde være opsigtsvækkende. Men det er det jo, kan jeg konstatere.«

– Irriterer det dig, at du stadig bliver identificeret med Se & Hør?
»Nej, det er fair nok.«

– Hvor længe tror du, at det bliver ved?
»Det ved jeg ikke, men mon ikke der står i mit 50-års fødselsdagsportræt om fire år, at jeg har været på Se & Hør?«

– Hvor længe bliver du på TV 2?
»Længe, håber jeg, for jeg synes, det er sjovt.«

– Hvad er dit mål med jobbet?
»Jeg vil gerne oversætte det, der sker på Christiansborg. Både for feinschmeckerne på News og for det brede publikum på TV 2. Og så vil jeg gerne fortælle alle de gode historier fra Christiansborg. Det er en misforståelse, at politisk journalistik er kedelig.«

– Du kommer fra Berlingske Tidende og Jyllands-Posten og har været spindoktor for statsministeren. Nu vil du fortælle de positive historier. Er du blevet en blød mand?
»Jeg vil ikke kun fortælle de positive, og jeg går ikke ind for kvoter. Men politisk journalistik handler jo ikke altid om, hvilke historier der har den største betydning for vores fremtid. Ellers havde den burkadebat jo ikke været en stor sag. Vi dækkede den, fordi der var et spændingsfelt, og fordi Konservative havde kvajet sig. Den slags skal vi også dække som redaktion.«

– Der er vel forskel på den måde, TV 2 laver politisk journalistik, og så det, du lavede på Berlingske Tidende. Er du blevet mere folkelig efter Se & Hør?
»Jeg vil i hvert fald sige, at det her lille land er meget stort, og der sidder mange mennesker, som vi i de københavnske mediekredse har en tendens til at fortrænge. Det er en journalistisk vision at komme ud til dem, hvad enten du laver sladderblad eller politisk journalistik. Der er nogle af vores kollegaer, der har lidt for fine fornemmelser. Så meget lærte jeg da på Se & Hør.«

– Nu har der været en del opsigtsvækkende jobskift fra din side i tidens løb. Hvis du skal chokere én gang til, hvad skal du så?
»Det ved jeg sgu ikke… Mon ikke jeg har chokeret nok?«

– Har du nogensinde været bange for, om du har brændt en bro, når du har skiftet job?
»Ja. Da jeg skiftede til Se & Hør. Men jeg var glad for det job – og jeg blev dobbeltglad for det, da det seks et halvt år senere viste sig, at jeg ikke havde brændt den bro.«

– Havde du været lige så glad for det, hvis det havde betydet, at du var blevet skåret fra som kommentator?
»Nej, det ville jeg nok ikke. Når jeg havde det som en fisk i vandet på Se & Hør, var det, fordi jeg boltrede mig i spændingsfeltet mellem at være dansk presses enfant terrible, lave et blad, som folk gad læse, og som det tredje at være kommentator. Det er klart, at når jeg indimellem syntes, at det fyldte lige lovligt meget med Stripper-Simone og andre personager, vi beskæftigede os med, var det rart, at jeg havde det politiske at hygge mig med.«