Vinderne af Årets Jern Henrik blev kåret lørdag, hvor langt de fleste nominerede var med på en Skype-forbindelse fra så fjerne destinationer som Sumatra og Mumbai.
Vinderen af hovedprisen ved uddelingen af Jern Henrik 2009 blev Emil Ellesøe Ditzel for sine artikler i Berlingske Tidende om psykisk syge ekssoldater og politiets brug af magt.
Jern Henrik-prisen er de studerende på Syddansk Universitets pris. Prisen blev uddelt ved et stort opsat show med over 100 deltagere lørdag aften. Som noget nyt blev prisen uddelt i fire forskellige kategorier. Det fortæller bestyrelsesmedlem i KaJo, Rasmus Mark Pedersen.
»Der var kritik af, at det kun var studerende med lang tid til at lave et projekt, som havde en reel mulighed for at vinde prisen,« forklarer han.
Derudover er prisen lavet om, så der ikke længere er nogen sponsor. Sidste år sponsorerede Se og Hør uddelingen. Det har betydet, at prisen er blevet mindre. Til gengæld har der været rekordmange nominerede.
De øvrige vindere er:
- Annelene Højvang Larsen vandt i kategorien ServeiceHenrik for sit kommunikationsarbejde i Dansk Røde Kors.
- Henrik Fallesen vandt i kategorien FeltHenrik for sin dækning af All England finalen 2009 for DR Radiosporten.
- Emil Rottbøll vandt i kategorien BaskerHenrik for en artikel i Information.
Læs her, hvorddan juryen begrundede, at Emil Ellesøe Ditzel vandt i hovedkategorien:
"Emils historier har en meget stor journalistisk bredde – fra det skarptegnede nærværende velfortalte portræt af soldaten med sablen, der blev skudt af politiet til de mere afdækkende artikler, der stiller spørgsmål til institiutionerne og giver enkelthistorien det store perspektiv.
Serien er velvinklet og vidner om stædig og grundig research og en veludviklet evne til at strukturere stoffet og vælge præcise og passende måder at fortælle de enkelte historier på. Emil, du skriver, så det er en nydelse at lade øjnene danse over dine ord – og formår i dine historier både at fange dine personers nuancer og kompleksitet og samtidig holder du hele tiden fast i den overordnede histories klarhed. I dine artikler møder vi en journalist med både drive, nysgerrighed, indlevelsesevne og et usædvanligt fortælletalent med sans for både magtstrukturer, mennesker, komposition og detaljer. Og for alt det får du derfor Jern Henrik Prisen 2009."
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.