Hvordan sender man sin arbejdsgiver ud for at afsløre sig selv som vedholdende løgner gennem 11 år og redder ham hjem som troværdig leder og godt brand i offentligheden?
Det fik Brian Nygaard tre dage til at finde ud af.
KRISEKOMMUNIKATION. En smuk dag for en løgn at dø på.
Sådan skrev en næsten bevæget Lars Werge i Ekstra Bladet fredag den 25. maj.
Grunden var det pressemøde, cykelholdet Team CSC ville holde samme dag. Sjældent har et pressemøde på dansk grund skabt så megen bevågenhed, selv om indholdet allerede var blevet almen viden: Bjarne Riis ville erkende, at hans Tour de France-sejr i 1996 var sket med forbudte stoffer i blodet.
En tung dag for personen Bjarne Riis og holdet. En mand erkender 11 års stædig fastholden i en løgn, og hele hans image som fornyende kraft i cykelsporten står med risiko for at synke i grus.
Ved siden af Riis sidder den dag en person, der i sit stille sind har glædet sig til øjeblikket. En, for hvem de blodberusede journalister udgør pyrenæer- og alpetoppe i det etapeløb, der hedder ’spillet om den offentlige bevidsthed’.
»Det er ikke et mareridt, det er en pressechefs drøm. I princippet den bedste opgave, der kan falde ned i ens turban, hvis man interesserer sig for strategisk kommunikation og krisekommunikation.«
Ordene er Brian Nygaards, pressechef for Team CSC, populært kaldt Bjarne Riis’ spindoktor.
Tre dage før fik han sin arbejdsgiver i røret.
»Så Brian, så kan du godt begynde at forberede det.«
Mere behøvede Bjarne Riis ikke at sige. Scenariet var mange gange løbet gennem Brian Ny-
gaards hoved, og de senere dage var bålet for alvor blevet tændt, da en massør og en tidligere rytter havde fortalt om doping på Telekom-holdet i midten af halvfemserne.
»Jeg kan jo ikke have det job uden at tænke, at jeg måske får lov at løse den opgave. Den har ligesom ligget og ventet hele tiden,« siger Ny-
gaard om den doping-indrømmelse, der nu skulle tilrettelægges.
NOGLE BOMBER kan ikke demonteres. Men man kan bestemme, hvor, hvornår og hvordan de springer.
Tidspunktet for pressemødet var en delikat, lille overvejelse. Det skulle gå hurtigt, for de øvrige indrømmelser begyndte at tikke ind, men alligevel ikke alt for hurtigt.
»Vi indkaldte til pressemøde nogle dage i forvejen, og så stak vi piben ind og undlod at svare på de 8.000 opkald, vi fik. Men så gik folk og gættede på det, og derfor var nyheden allerede lidt væk.«
Det var også grunden til, at Nygaard valgte den brede eksponering og ikke et enkelt medie.
»Når man har en besværlig historie, så bærer man den nogle gange igennem i et medie, typisk der, hvor man ville få den største røvfuld alligevel, for så kan man i det mindste kontrollere tidspunktet. Men her var reaktionen allerede kommet,« siger Brian Nygaard.
Ved selve pressemødet oplevede journalister og tv-seere en normalt kortfattet Bjarne Riis, der talte og talte og besvarede spørgsmål i mere end halvanden time.
Det handlede både om signalværdi, men også om at udnytte den direkte live-transmission på TV 2 News. For en gangs skyld kunne Riis tone rent igennem hos modtagerne uden det filter, der hedder journalistik.
»Al den tid, du ikke kommunikerer, giver du folk plads til at spekulere i de ting, der ikke bliver sagt. Jo mindre du siger, jo mindre indflydelse får du,« forklarer Brian Nygaard.
»I DAG STÅR JEG FREM for at lægge fortiden bag mig …«
Sådan lød indledningen af den erklæring, Bjarne Riis startede med at læse op – Riis’ tanker, men Nygaards ord.
»Jeg redigerer, klipper ting til og fra og vinkler virkeligheden, ligesom journalister. Hvis kommunikation ikke er ens stærke side, kan det godt være, man gerne vil sige A-B-C, men siger det som A-F-B, så selvfølgelig er det min opgave,« siger Nygaard med henvisning til sin arbejdsgiver, der altid har slidt med kejtede udtalelser til pressen.
I erklæringen lagde Nygaard vægt på udførlig fremlægning af misbruget, men samtidig var det vigtigt, at Riis selv påtog sig det fulde ansvar. Til gengæld optrådte ordet ’undskyld’ kun en enkelt gang, og angeren fyldte ikke meget, hvilket faldt nogle medier – især tyske – for brystet.
»Jeg sendte en engelsk pressemeddelelse ud for at forklare motivet for indrømmelsen, men ikke en tysk, og det burde jeg måske nok have gjort. Men jeg ved ikke, om det havde hjulpet. Tyskerne sendte en DPA-journalist med et eneste formål: Weint der Bjarne?«
Nygaard havde ikke noget ønske om, at pressen skulle skåne Riis. Nærmest tværtom.
»Jeg håbede, han ville blive mødt med ekstrem hård kritik fra visse medier. Hvis kritikken bliver for hård og skinger, sker der tit en afbalancering. Så tænker folk: Nu går I for hårdt til ham, og i stedet får de sympati.«
Kritikken i medierne blev hård, næsten på en lidt formel facon, mens befolkningen var langt mere delt mellem kritik og opbakning. Det sidste var det vigtigste.
»Det vigtige at forstå for enhver, der står i den rolle, er jo, at det ikke er journalisterne, man snakker med. Du taler med læserne, lytterne og seerne. Journalisten er et instrument for at fortælle noget om dig selv til den offentlige bevidsthed,« siger Brian Nygaard, som generelt er tilfreds med hele forløbet.
Holdet mistede en enkelt sponsor, og Riis måtte holde sig væk fra Tour de France, men i modsætning til flere andre storhold hænger hovedsponsoren CSC stadig på, og samtidig er holdets anti-dopingprogram blevet anerkendt som det hidtil bedste i sporten.
BRIAN NYGAARD er en umage skikkelse i cykelsporten. Han er cand.mag. i filosofi og var faktisk på vej til et ph.d.-studie, da han for afvekslingens skyld begyndte at skrive cykelsportsartikler. Den daværende pressechef Anders Bay havde brug for en ekstra hånd under Tour de France 2001. Efter løbet valgte Bay at stoppe, og Nygaard overtog jobbet uden større overvejelser.
I starten var jobbet primært at servicere pressen. Men stille og roligt begyndte de strategiske perspektiver at komme ind. I forhold til den danske presse var billedet af Bjarne Riis fastlåst, men Nygaard så et udviklingspotentiale i forhold til den udenlandske presse.
»Hvis danske journalister gik til ham og gerne ville lave historien om den tilknappede og fornærmede Bjarne Riis, så blev han tilknappet og fornærmet. Det var en helt selvkørende maskine. Men i udlandet var det meget nemmere at få paraderne ned, for der var det ikke de samme fem ansigter, han havde stået og været uvenner med,« fortæller Nygaard.
Den kommunikative spilleplads blev udvidet, men doping-spøgelset forsvandt ikke. Ved Tour de France 2006 kulminerede tingene, da Team CSC måtte sende favoritten Ivan Basso hjem – en krise, Brian Nygaard også betegner som et af de faglige højdepunkter.
Han betragter selv åbenhed som en præmis for sit arbejde, og begrebet ’maximum disclosure, minimum delay’ kommer på banen flere gange, når han fortæller om den røde tråd.
Alligevel nåede han at være kommunikationsansvarlig i næsten seks år, før hans arbejdsgiver valgte af realisere ’maximum disclosure’ i forhold til et af de mest diskuterede spørgsmål i dansk sportshistorie – var Bjarne Riis dopet?
Brian Nygaard talte mange gange om det med Riis, men han pressede ham aldrig til at stå frem.
»Jeg er kommunikationsrådgiver, jeg er ikke præst. Jeg kunne komme med en masse gode råd: Nu gør du det, eller nu … Men hvis folk ikke er så langt i deres egen personlige udvikling, at de er klar til det? I så fald er det ikke en pressechef, der er brug for, så er det en hypnotisør,« siger Brian Nygaard.
Bjarne Riis var ikke klar før 25. maj 2007. Derfor blev sandheden sat på standby. I mellemtiden handlede det om ikke at lyve.
»Du må aldrig lyve over for offentligheden, for så bliver alt andet, du siger, indirekte forkert. Så hellere sige: Det er ikke relevant nu, det vil jeg ikke snakke om.«
PÅ MANGE MÅDER føler Brian Nygaard sig mere som kollega med cykelsportens journalister end med de ryttere, han er ansat sammen med. Han betragter sit job som en ambassadørs, der skal få to verdener til at møde og forstå hinanden.
To forskellige verdener, og så alligevel ikke …
»Journalister, især den unge generation, ligner elitesportsfolk utroligt meget. Lige ambitiøse, lige resultatorienterede. De kæmper enormt hårdt for at ’vinde’ og få den gode nyhed. Og nogle gange er man villig til at gå på kompromis med nogle ting for at blive nummer et,« siger Brian Nygaard.
Han synes generelt, at cykelsporten får den dækning, den har fortjent. Det eneste, han savner, er nogle flere skæve smil.
»Jeg håber, journalisterne også kan have en ironisk distance en gang imellem, når de har slukket computerne og forladt redaktionerne. For cykelsport bliver trods alt aldrig værre end latterlig og spild af tid. Det bliver aldrig en katastrofe.« /
»Riis’ doping er jo et stort spørgsmål i offentligheden. Det er Riis’ ansvar, men Brian Nygaard har et medansvar for, hvornår det kommer. At det sker så sent, er både et strategisk og et etisk problem. Det er jo op til ens egen samvittighed, om man kan være så længe på en arbejdsplads, hvor der ikke er åbenhed om fundamentale forhold, som offentligheden interesserer sig for.«
Jesper Højberg Christensen, direktør i Advice A/S
»Ser man på spindoktor-disciplinen som håndværk, så har han reddet så meget røv for Bjarne Riis og hans virksomhed i år. De er kommet styrket ud af den hårdeste periode overhovedet. Men troværdigheden er under pres, og der er ikke flere skud i bøssen. Men dem, de har haft, har de forvaltet rigtig godt.«
Anders Bay, redaktionschef på TV3 Sport, tidligere pressechef for Team CSC
»Brian arbejder med den mest skandaleramte sportsgren, og i den sammenhæng er han sluppet imponerende godt fra det. Det er ikke Brians opgave at presse Riis’ tilståelse igennem. Havde han tvunget sin chef til at stå frem tidligere, havde han måske slået holdet ihjel, og var det godt?«
6 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Kære Brian,
Jeg arbejder på Christiansborg og kender derfor de fleste spin- og debattricks ganske godt - også det med at tillægge en modstander (hvis vi er det) helt andre motiver og synspunkter end de faktisk har.
Det gør du så også her. Hvor forudsigeligt.
Du skriver, at jeg har ment at du - på et eller andet tidspunkt - skulle have taget dit gode tøj forladt Team CSC. Det er der ikke belæg for i mit indlæg. Overhovedet. Det må du da selv om.
Jeg synes bare godt Journalistens journalist kunne have spurgt dig til dine overvejelser i den retning. På en pæn måde.
Dine mange betragtninger om DR og mig har jeg læst med fornøjelse. Tak for underholdningen. Jeg regner ikke med at du forventer svar.
Det sjove er at jeg - på afstand - har haft en god del respekt for den måde, du kørte dit job hos CSC på. Meget prof, har det virket. Derfor læste jeg også interviewet med stor interesse. Men du virker godt nok noget tyndhudet.
God jul fra en trofast cykelfan - og kollega.
Jens Ringberg, DR
Hej Brian,
ja, der var lidt, ganske lidt, i fht. mine spørgsmål, som du ellers ignorerer. Men jeg kan stadig godt tænke mig at vide:
1.) Hvornår fik du at vide/bekræftet/fortalt af Bjarne Riis, at han havde været dopet? En ting er mistanken, fordi alle andre var, men hvornår fik du det fra hestens egen mund?
2.) Hvordan fik du det at vide? Gik du ham på klingen, fortalte han det af sig selv? Fik du det at vide af andre tæt nok på ham til at de kunne vide det med sikkerhed? Eller?
3.) Hvorfor blev du i jobbet efterfølgende? Det lyder bebrejdende og negativt, men var egentlig ment mere i den opklarende retning: hvad fik dig til at fortsætte med arbejde for en, som du skulle skjule en væsentlig og opsigtsvækkende løgn for? Og ja, i andre spindoktor-job sidder man helt sikkert også med viden som bliver doseret, men netop her, hvor der i årevis er blevet løget om sandheden er det jo ikke bare en dosering.
mvh
Hej Jens,
Det er altid godt med noget konstruktiv kritik og en løftet pegefinger fra folk, der selv har deres moralske anliggender på det tørre.
Jeg skal indledningsvist beklage, at din kollega ikke har lavet et (som du efterspørger) uvenligt interview med dig, men det kan jeg dårligt tage på min kappe.
Men hvis jeg på min side selv har været for venlig overfor ham og helt fordumsfrit svaret på samtlige hans spørgsmål i knap tre timer en eftermiddag på Sabines Cafe, skal jeg nok forsøge at være mere utidig og kort for hovedet en anden gang!
Men må jeg i den forbindelse tillade mig at stille dig et par spørgsmål, som jeg synes er helt nærliggende eftersom, som du nu hejser det nypuritanske og småhellige flag her ved juletid?
Du skriver, at jeg burde have taget mit gode tøj og løbet bort, da den store, revolutionerende og banebrydende nyhed oprandt (der er også lidt til dig her, Jørgen Hansen), at Bjarne Riis havde været mindst lige dopet som sine holdkammerater og kolleger øverst i Tour de France klassementet for ti år siden.
Hvis vi skal være lidt konsekvente her, Jens (og det skal vi jo i den grad, når det handler om moral – ellers er det jo bare for sjov), så er der et lille argument, vi lige skal løbe igennem sammen os to.
Her er præmissen: Du er ansat i DR og – som jeg kan forstå - tolerer du ingen omgåelse af sandheden på nogen måde. Ellers er det slut med integriteten, hvor jeg fornemmer, at du har givet mig det røde kort ikke forstår, at jeg stadigvæk kan holde mig selv ud som ansat på cykelholdet.
OK. Her er så argumentet:
A) Din ledelse har (og her tager jeg formentlig ikke munden fuld) haft et dokumenteret forløjet forhold til økonomien omkring det nye, megalomaniske byggeri i Ørestaden. Det har kostet et historisk knæk i troværdigheden på din arbejdsplads og tilmed kvast flere af dine kollegers redaktioner
B) Din kollega Jeppe Nybroe har – i sandhedens tjeneste – leveret nogle ufrivilligt morsomme, men i virkeligheden dybt tragiske og forløjede (der var den igen!) eksempler på nyhedsjournalistik på den – ja, jeg fristes næsten til at sige ”dopede” måde, men lad og bare holde fast i ”løgnagtig” for the sake of argument.
Derfor C) Efter som du stadigvæk hæver din løn, er du selvfølgelig nødt til pure at benægte, at din ledelse har løjet og diskvalificeret troværdigheden og/eller slå fast, at Nybroe har handlet korrekt og ikke fortjener at blive dadlet for sine krumspring.
Ellers D) Sporenstregs at sende din opsigelse til DR og finde et andet og mere agtværdigt og mindre løgnagtigt sted at arbejde (jeg håber, at ironien er tyk nok her!).
Du kan nok ikke nå mulighed D) med juleposten, så dine penge i januar skulle formentlig også være på den sikre side.
Mens vi med spænding venter på dit valg, vil jeg gerne benytte lejligheden til at ønske alle her på debatforumet en glædelig jul.
Brian Nygaard
"Brian Nygaard talte mange gange om det med Riis, men han pressede ham aldrig til at stå frem."
Hvor længe har Brian Nygaard vidst, at Bjarne Riis havde været dopet, hvordan fik han det at vide og hvorfor blev han efterfølgende i jobbet?
Det kunne jeg godt tænke mig at vide.
mvh
Kære Jens Ringberg
Du efterlyser et svar fra Brian Nygaard, men da vi i interviewet også kom ind på det, du spørger til (det var der desværre ikke plads til i selve artiklen), vil jeg bidrage med min viden.
Jo, i Profilen i august 2006 blev Riis fanget i en situation, hvor han var nødt til at lyve igen - 'nødt til', fordi han ikke var klar til at fortælle sandheden. Det var præcis den situation, Nygaard ønskede at undgå - netop fordi det var en klar og tydelig løgn, i modsætning hvis han havde afvist spørgsmålet. Nygaard havde briefet Riis, men de blev begge snydt af Tina Götsche - "hun er jo dygtig", som Nygaard efterfølgende siger.
Jeg er selvfølgelig ked af, hvis du synes, jeg har været for ukritisk over for Nygaard. Jeg hæfter mig dog selv ved, at jeg har fået ham til at tale åbent om det spændingsfelt mellem løgn og sandhed, hvor han ligger og arbejder. Så må det jo være op til læseren at vurdere hans integritet - hvilket du jo også netop giver dit bud på her.
Venligst
Lasse Højsgaard
Flere