Både i Norge og Sverige har man lige offentliggjort vinderne af Årets Bilder – svarende til Årets Pressefoto.
I Sverige blev Paul Hansen, Dagens Nyheder, Årets Fotograf på en serie om ældre i Sverige, mens Joachim Lundgren, Aftonbladet, tog Årets Billede på et psykiatrisk hospital i Kabul. I øjeblikket har Joachim Lundgren orlov og opholder sig sammen med kone og barn i Paris for at læse fransk, men til efteråret vender han tilbage til jobbet som fotograf på Aftonbladet.
Svenske Paul Hansen fra Dagens Nyheder er vant til at modtage priser for sine fotos. Til svenske Journalisten siger han, at han arbejder med at "hitte den aktive luft" – for ham gør det rutinejobbet til noget større.
I Norge vandt Knut Egil Wang fra Bergens Tidende både Årets Dokumentar Norge, Årets Dokumentar Udland samt Årets Billede.
Årets Billede, der indgår i serien "Livet med Jesus – Bibelbæltet 2002", tog Knut Egil Wang, da han deltog i World Press Photos workshop, Me-sterklassen, hvor 12 særligt talentfulde unge pressefotografer fra hele verden bliver inviteret til at deltage.
Inden de mødtes, skulle de arbejde med temaet "tro". Knut Egil Wang valgte at skildre et børne- og ungdomsstævne i Norge.
Knut Egil Wang bruger film. Den længere arbejdsproces gør det nemmere at være bevidst om billederne, synes han.
Til det norske Journalisten siger han, at han tror, man er mere til stede, når man fotograferer med film, fordi man ikke bruger tid på at kigge på billederne undervejs.
Han fik dog et digitalt kamera i præmie!
Kilde: norske Journalisten og svenske Journalisten.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.