Lea Korsgaard, Politiken
Årets journalist: Olav Hergel. Han er den journalist, der stædigst og mest sitrende insisterer på at fortælle om skæbnerne bag den danske flygtningepolitik.
Årets fotograf: Martin Bubandt Jensen, fotografelev på Politiken. Blandt andet fordi hans billedeserie fra årets Cannes-festival var utrolig mærkelig, utrolig grim og utrolig smuk – på samme tid.
Årets historie: Ingen over, ingen under: Muhammedkrisen.
Årets citat: »Det eneste dyr, jeg ikke er tryg ved, er papegøjer,« sagt af den australske krokodillejæger Steve Irwin, der i oktober blev dræbt af piggen fra en pilrokke.
Årets nye gratisavis: Det er aldrig lykkedes mig at opstøve dato. 24timer er derfor selvskrevet til en lidt ujævn andenplads, mens Nyhedsavisen i det lange løb møffer sig ind på en stabil etter.
Årets nye magasin: VS. Selv om det er kæmpestort (hvis der blev monteret fire ben på bagsiden, ville det udgøre et bord i sig selv), er det vildt godt: pop- og modekultur på den seriøse og superlækre måde.
Årets redesign: Politikens nye skrifttype Capitolium News, designet af hollænderen Gerard Unger. Fordi læsere af Politiken før havde en samling fluelorte på gråt papir, og nu har de en samling smukke bogstaver i lige geledder.
Årets tv-program: »Operation-X«s afsløring af Dr. Jekyll & Mr. Hyde-personagen Rudy Frederiksen.
Årets mediehjemmeside: Ekstrabladet.dk. Indbegrebet af god frokost-surf på nettet: korte nyheder og billed-gallerier fra »Vild med dans«.
Årets blog: Stéphanie Surrugues amok-blog på Politiken.dk fra årets Tour de France.
Fordi hun var i stand til at gøre cykelsport
– Tom Boonens ben og Bassos hund inklusiv
– hy-hy-hysterisk morsomt.
Årets ord: Podcasting.
Årets spin: Integrationsministerens spindoktor Thomas Harder. Han gør ethvert forsøg på at få fat i Rikke Hvilshøj til en njaaa-men-altså-har-du-fået-de-seneste-tal-nå-det-har-du-okay-men-ved-du-hvad-jeg-mener-faktisk-ikke-det-er-en-historie-snak. Nogen burde sige til den mand: Så tag dog en slapper med det der.
Årets historie, der aldrig blev skrevet: Hvorfor nogen ikke gør noget ved, at 350.000 danskere har behov for at spise antidepressiv medicin.
Rikke Bekker, medejer af B-Film
Årets journalist: Anna Politkovskaja.
Årets fotograf: Jesper Jørgensen, Wasabi Film, Århus.
Årets historie: TV 2s »Dags Dato« – om menneskesmugling.
Årets citat: »Over tid ender det med, at vi ejer hele verden.«
Sagt af finansminister Thor Pedersen ved præsentationen af
regeringens finanslovsforslag.
Årets nye gratisavis: 24timer.
Årets nye magasin: Fokus.
Årets redesign: www.dr.dk
Årets tv-program: TV 2 Dok
Årets mediehjemmeside: www.kommunikationsforum.dk
Årets blog: www.podblog.dk
Årets ord: Muhammed.
Årets spin: Socialdemokraternes »Velfærd frem for skattelettelser«.
Årets historie, der aldrig blev skrevet: Desværre nok flere – af den slags,
der kræver mere end nyheds-research.
Ulla Krag Jespersen, informationschef på Danmarks Journalisthøjskole
Årets journalist: Anna Politkovskaja, som i oktober blev skudt i en elevator i Moskva, fordi hun som en af de få russiske journalister var kritisk over for Putin og krigen mod Tjetjenien.
Årets fotograf: Miriam Dalsgaard, Politiken, for sine enkle, men insisterende billeder af børn på danske asylcentre.
Årets nye gratisavis: Det er svært – metroXpress' aftenudgave, som gik ind, eller dato, som angiveligt bruger en million om dagen? Jeg tror, dato tager prisen!
Årets nye magasin: Det må være Vi med hund. Utroligt hvad der kan udgives i så lille et sprogområde.
Årets redesign: Politiken. Lækkert!
Årets tv-program: Med tre teenagedrenge har jeg nydt »Teenagetesten«, som er en herlig blanding af reality-tv og Tørsleffs husmoderservice.
Årets mediehjemmeside: BBC's Creative Archive, som det seneste år har lagt næsten 500 klip, programmer, lydspor og billeder ud til offentligheden.
Årets blog: www.djh.dk/mediebrokker, hvor en række af Journalisthøjskolens profiler blogger om journalistik og medier.
Årets ord: Journalisthøjskolen. Hvis vi skal fusionere med Den Grafiske Højskole, gælder det om at nyde navnet, så længe det varer. Det er et stærkt brand. Måske står der pludselig Danmarks Mediehøjskole på hoveddøren.
Årets spin: Hvis det er et rigtig godt spin, er det ikke afsløret endnu.
Årets historie, der aldrig blev skrevet: Det kan kun være Bo Elkjærs vedholdende forsøg på at få et interview med statsministeren om Danmarks grundlag for at føre krig mod Irak. Hvor er resten af den danske presse i den her sag?
Didde Elnif, medlem af Dansk Journalistforbunds hovedbestyrelse
Årets journalist: Pernille Tranberg og Nina Frank for at starte kvindenetværket K2.
Årets fotograf: Mads Nissen, 8. semester DJH. Han har en stor social bevidsthed og evnen til at komme ind på livet af mennesker, lige meget om det handler om børn i København eller fattige i Manila.
Årets historie: At man i dagens Danmark vælger at tiltale journalister i stedet for at gå efter den ansvarhavende chefredaktør, jævnfør tiltalen mod Michael Bjerre og Jesper Larsen.
Årets citat: »Med et glimt i øjet kan jeg sige, at hun endnu har til gode at se mit missil, så jeg tager det roligt,« sagt af Jens Rohde. Netop i det sekund ramte dansk politik bunden. Med et brag.
Årets nye gratisavis: Nyhedsavisen. Den har klart det mest interessante indhold og det flotteste layout.
Årets nye magasin: Der er kommet meget få læseværdige danske magasiner på markedet i år. Hvis jeg skal nævne ét, må det blive designmagasinet VS.
Årets redesign: Jeg synes ikke, at der er et eneste af årets redesign, der fortjener hyldest.
Årets mediehjemmeside: Sidste år svor jeg, at jeg aldrig ville skrive www.myspace.com i min browser, men jeg har givet efter – trods pop- og teenage-kultur virker sitet fint til at danne netværk med venner, kilder og mediemennesker.
Årets tv-program: »Clement direkte«. Clement skal have point for (selv-)ironi og skarpe interview, selv om fjollerierne til tider nærmede sig platheder. Min livsdrøm er dog at banke ham i Trivial Pursuit.
Årets blog: Christina Lamb, reporter på Sunday Times, blogger på http://timesonline.typepad.com/cupcakes_and_kalashnikovs/ – et dejligt miks af storpolitik og små hverdagsspekulationer.
Årets ord: Spin. Og skulle vi så ikke give det
stakkels ord fri i hele 2007?
Årets spin: At Kenneth Plummer formår at undgå diskussionen om, hvorfor seks lederstillinger skal reduceres til fire, ved at sætte fokus på antallet i stedet for på indholdet af stillingerne.
Årets historie, der aldrig blev skrevet: De historier, der kunne være skrevet, hvis statsminister Anders Fogh Rasmussen og udenrigsminister Per Stig Møller havde svaret på Bo Elkjærs mere end 500 anmodninger om interview.
Silke Bock, Nyhedsavisen
Årets journalist: Maria Evald, som afslørede, at bryster blev skåret af bornholmske kvinder for at bevare arbejdspladser. Det er fusk i en statslig institution, som systemet selv burde have afdækket for længst.
Årets fotograf: Jan Grarup. Fordi han insisterer på at være dér, hvor livet gør allermest ondt. Fordi hans billeder maner til eftertanke. Og fordi det er flabet at lave en retrospektiv bog midt i sin karriere.
Årets historie: Muhammedkrisen. Den rummer alt – drama, følelser, konflikter, løsningsforslag og ny erkendelse.
Årets citat: »Over tid ender det med, at vi ejer hele verden,« jublet af finansminister Thor Pedersen, da han præsenterede regeringens finanslovsforslag for 2007. Siden har han haft travlt med at modificere sin kække udtalelse.
Årets nye gratisavis: Nyhedsavisen, som
bedst forener høje journalistiske ambitioner med at være gratis. Men jeg har også nydt både 24timer og dato, som jeg fik engang.
Årets redesign: Politiken, som er vanvittigt smuk. Men man skal stå tidligt op for at læse den. På en søvnig morgen føler jeg mig som Gummi-Tarzan foran en gigant fyldt med kriblende myrer i laaaaaaaaange rækker.
Årets tv-program: »Når tilbud dræber« af Tom Heinemann. Om indiske arbejdere, der bliver dødssyge af at fremstille håndklæder til frådende forbruger-danskere. Stærkt!
Årets mediehjemmeside: TV 2, som både opdaterer på nyheder og den seneste sladder. Hertil kommer, at TV 2 har været banebrydende, når det gælder blogging!
Årets blog: Hans Skov Christensen, DI. Kæmpemanden kan ikke beskyldes for at være morsom, men 60+'eren blogger med noget på hjerte, hvad enten det handler om Klods-Hans, Tyrkiets optagelse i EU eller Salmebogen.
Årets spin: Opmærksomhedsmagneten Naser Khader, som gør det så godt, at også CD 'spinner' på ham. Hvis Khaders partifæller gjorde det samme i stedet for træde hinanden over tæerne, kunne meget ske.
Årets historie, der aldrig blev skrevet: Fra egen navle: Min bog om Clement Kjersgaard. Og udenfor: Hvor mange timer der går fra undervisning, pleje og omsorg i den offentlige sektor som følge af regeringens krav om mål- og resultatstyring.
Dorrit Saietz, nyhedsredaktør på Politiken
Årets journalist: Olav Hergel har stædigt fastholdt fokus på de ulykkelige børneskæbner i flygtningecentrene. Det er modigt at holde fast, når alle andre frygter at trætte læserne.
Årets fotograf: Miriam Dalsgård for hendes billeder af asylbørnene til Olav Hergels artikler. Enkelt, uprætentiøst og helt uden manérer.
Årets historie: Muhammedkrisen.
Årets citat: »Det ironiske er, at alt, hvad de behøver, er at få Syrien til at få Hizbollah til at holde op med det lort, og så er det overstået.« George W. Bush til Tony Blair under et møde om krigen i Libanon.
Årets nye gratisavis: Nyhedsavisen har det mest ambitiøse produkt. Når den når frem.
Årets nye magasin: Dumpeprisen for at lave det tåbeligste, mest drengerøvede produkt, som forhåbentlig siger mere om afsenderne end om målgruppen: mandebladet Fokus.
Årets redesign: Politikens, uden for enhver konkurrence.
Årets tv-program: DRs forbrugerprogram »Kontant« har vist en anderledes måde at lave kritisk forbrugerjournalistisk på. Samtidig er den noget hysterisk anklagende tone blevet dæmpet en smule, og det klæder programmet.
Årets blog: Politikens Christian Hüttemeiers blog fra en måned på tomlen med VM-finalekampen i Tyskland som mål. Hans møder med almindelige tyske fodboldelskere og fanatiske fans fra diverse lande var ubetalelig oplysning og underholdning i en ramme, som traditionel journalistik ville have haft svært ved at rumme.
Årets ord: Tabermoral. Et ubehageligt og politisk meget ukorrekt begreb, der lægger op til en barsk kritik af velfærdssamfundet. Jeg tror, vi kommer til at høre mere til det.
Årets spin: Talkrigen om midlerne til at finansiere velfærden. Regeringen vandt. Det lykkedes at skabe så meget forvirring, at ingen kan gennemskue, om der er flere eller færre penge.
Årets historie, der aldrig blev skrevet: Historien om, hvordan det danske militære engagement i det sydlige Irak er endt i fiasko.
Pernille Tranberg, chefredaktør for Tænk
Årets journalist: Olav Hergel, Politiken, fordi han bliver ved.
Årets fotograf: Søren Zeuth, freelancer, som tør gå undercover i Kina og afsløre de elendige arbejdsforhold på blandt andet fyrværkerifabrikker.
Årets historie: Danskerne fylder sig med lykkepiller uden at kende de alvorlige bivirkninger, fordi lægerne ikke oplyser om dem, og fordi industrien skjuler nogle af de værste. I Tænk og i DRs P1 »DokumentarZonen« i maj.
Årets citat: »Jeg er ked af, at Lisbeth Knudsen ikke bliver en del af holdet. Personligt vil jeg savne hende.« Generaldirektør Kenneth Plummer i forbindelse med hendes afgang.
Årets nye gratisavis: Nyhedsavisen, der har den bedste nyhedsjournalistik blandt gratisaviserne. Bare synd, at de vænner danskerne til, at journalistik er gratis, og at industrien skal betale vores lønninger.
Årets nye magasin: Fokus, fordi det i det mindste er et forsøg på at lave et ugeblad, der ikke bare er underholdning og livsstil.
Årets tv-program: Jeg ser næsten ikke tv, men det bedste radioprogram er »P1 Morgen«.
Årets mediehjemmeside: www.dr.dk/podcast, fordi den kan bruges til noget, når jeg har brug for det, og fordi der ikke er reklamer på siden.
Årets blog: Det er jeg holdt op med at bruge for meget tid på, men hvis jeg skal pege på en, er det nok Arlas: Det er et sundt tegn, at private virksomheder åbner over for forbrugerne.
Årets ord: VC2 – viewer-created content.
Årets spin: Socialdemokraternes økonomiske forhandlinger med kommunerne, hvor V-formanden i KL og borgmestrene i København og Århus spillede Socialdemokraternes spil på Christiansborg, så der blev sat gang i velfærdsdebatten og i S-opturen i meningsmålingerne.
Årets historie, der aldrig blev skrevet: Det vil jeg ikke oplyse her. Den kommer i Tænk i 2007.
Charlotte Lindholm, vært på DR-magasinet »Penge«
Årets journalist: Nils Mulvad for hans analytiske journalistiske arbejde, hvor han har presset på for at få den danske regering til at offentliggøre, hvem der har hænderne nede i EUs landbrugsstøtteordninger.
Årets fotograf: Martin Rieck, som er fotograf på »Magasinet Penge«. Han arbejdede konstruktivt under stort tidspres og med nogle meget vanskelige arbejdsvilkår på vores
tv-portræt af den sky iværksætter Janus Friis.
Årets historie: Skandalen om Plejehjemmet Fælledgården, som blev vist i »Søndagsmagasinet« på DR1. Fordi historien er vedkommende og klart dokumenterer, hvor uværdigt vi behandler ældre borgere, som ofte ikke har nogen til at kæmpe for deres rettigheder.
Årets citat: Jens Rohdes udtalelser om Helle Thorning-Schmidt i B.T. 26. november.
Årets nye gratisavis: Nyhedsavisen, fordi det er godt for mediemarkedet med nye spillere.
Årets nye magasin: Inside Innovation.
Årets redesign: Politiken – layoutet er rigtig godt.
Årets tv-program: BBC's bilprogram Top Gear er i verdensklasse og en fornøjelse at se glide over skærmen.
Årets mediehjemmeside: www.dr.dk
Årets blog: Mediebloggen, fordi der er behov for fordomsfrie og skarpe kommentarer til alt, hvad der rører sig inden for medierne.
Årets ord: Gratisavis.
Årets spin: Claus Hjort Frederiksens fantastiske evne til at parkere historierne om jobkartellerne.
Årets historie, der aldrig blev skrevet: Skandalen om IC4-togene, som endnu ikke er blevet leveret.
Lisbeth Knudsen, bestyrelsesformand for DJH
Årets journalist: Søren Klovborg, redaktør på »Magasinet Søndag«, der har haft historier
om Fælledgården, kviksølvforgiftede klinik-assistenter, Søren Ventegodt, Arto og meget mere.
Årets fotograf: Jan Grarup på grund af bogen »Shadowland« og hans billeder fra aktuelle brændpunkter. Billederne fra jordskælvet i Pakistan er unikke og binder sig fast til net-hinden.
Årets historie: Fælledgården. Den rejste en nødvendig debat om behandlingen af de ældre. Ikke bare om antallet af bleskift og forkert medicinering, men i høj grad også om tonen og respekten for dem.
Årets citat: »Der er ikke noget at komme efter«, sagt af Anders Fogh Rasmussen. I år er den politiske journalistik begyndt at gå mere kritisk til efterprøvningen af regeringens og statsministerens kontrakt med vælgerne.
Årets nye gratisavis: Nyhedsavisen. Fordi avisen prøver at være noget andet end de øvrige gratisaviser. Den prøver at jagte sine egne historier, og det er prisværdigt i et gratismarked bedst kendt for kopier.
Årets nye magasin: Version2 – det nye magasin for folk med IT-interesser. Men endnu har vi kun set et enkelt nummer, så der skal mere til, inden det kan slå sig igennem junglen af computerblade med mere.
Årets redesign: Politiken. Det mest modige redesign af en avis, der har set skriften på væggen. At nettet kommer først med nyhederne, og at den trykte avis skal kunne noget andet og mere.
Årets tv-program: »Kontant« på DR1. Ikke mindst for afsløringen af skandalen med salg af gamle fødevarer.
Årets mediehjemmeside: www.ditcentrum.dk. Nordjyske har præsteret et af de mest progressive og flotteste bud på nye websider. Kombinationen af professionelt indhold og brugerindhold er spændende.
Årets blog: http://blogs.guardian.co.uk/index.html – et righoldigt udbud af interessante blogs blandt andet en nyhedsblog. Der mangler endnu en stribe danske »fyrtårne« blandt bloggerne, men jeg kunne nævne flere gode amerikanske.
Årets historie, der aldrig blev skrevet: Den rigtige tilbundsgående historie om, hvorfor det danske sygehusvæsen har så svært ved at komme op på den internationale høje standard, som politikerne hele tiden taler om.
Cecilie Beck, TV 2
Årets journalist: Olav Hergel for vedholdende og stædigt at sætte fokus på forholdene for de allersvageste i samfundet. Hans artikler om asylbørnenes forhold gjorde indtryk helt ind i statsministerstuen/-fruen.
Årets fotograf: Henrik Saxgren for hans »Kærlighed og Krig«-udstilling, der er helt enestående og meget bevægende.
Årets historie: At Danmark, der netop har vist sig frem i hele verden som den kompromisløse forsvarer af ytringsfriheden, kan sigte og tiltale to journalister, der intet andet har gjort end at grave sandheden frem.
Årets nye gratisavis: Nyhedsavisen. Leveringen er ustabil, men de har mange historier. Hvis den kan overleve, skal de etablerede betalingsaviser begynde at ryste i bukserne.
Årets nye magasin: Opskriften på Nova lyder meget god. Jeg savner magasiner med journalistisk substans rettet mod kvinder.
Årets redesign: Politiken – det er virkelig blevet en moderne avis.
Årets tv-program: »Klovn«! Jeg er nærmest afhængig. I den journalistiske genre er jeg nødt til at rose »Kontant«.
Årets mediehjemmeside: Ekstra Bladets – den har både det sjove, det skøre, det seriøse og al sladderen.
Årets blog: Som mediemenneske synes jeg, at det er vanvittigt fascinerende, når Rasmus Tantholdt sidder i Bagdad og skriver direkte med seerne, som forholder sig til det indslag, han sendte hjem for få minutter siden. Så kommer medierne næppe nærmere brugerne.
Årets ord: Gratisavis (hold da kæft, hvor har mediefolk snakket meget om dem).
Årets spin: At det kan lykkes fonde og andre milliardærer at fremstå, som om de godhjertet og filantropisk har lyst til at forære broer og operaer væk – helt, helt uden bagtanker.
Årets historie, der aldrig blev skrevet: Tja – hvis nogle kan grave motiverne for ovenstående gavmildhed frem, lægger jeg gerne øre til!
Jette Elbæk Maressa, politisk redaktør på Jyllands-Posten
Årets journalist: Flemming Rose. Uanset hvad man mener om Muhammedtegningerne, har han sat en væsentlig debat i gang.
Årets historie: Afsløringen af Lærerstandens Brandforsikring, fordi den er klassisk afslørende journalistik.
Årets citat: »Der er ikke noget at komme efter«, sagt af statsminister Anders Fogh Rasmussen.
Årets nye gratisavis: Det har jeg endnu til gode at finde ud af – de kommer ikke på landet, hvor jeg bor.
Årets nye magasin: Jyllands-Postens avismagasiner.
Årets redesign: Berlingske Tidende for at gå over til dristigt tabloid.
Årets tv-program: »Operation X«, der afslørede sikker chat-konsulenten.
Årets ord: Undskyld.
Årets spin: Det jeg ikke har opdaget.
Årets historie, der aldrig blev skrevet: Hvem forærede statsministerfruen den meget omtalte kopitaske?
Ida Schultz, adjunkt og ph.d på Roskilde Universitetscenter
Årets citat: »Nyhedskanalen bliver en så massiv muskel på nyhedsområdet, at det næsten er uhyggeligt. Hvis ikke, det var vores egen, så ville jeg blive bange.« Sagt af TV 2-direktøren Per Mikael Jensen.
Årets nye gratisavis: Nyhedsavisen – når den er til at få fat på.
Årets redesign: Berlingske Tidende.
Årets tv-program: »Clement« – for intelligent aktualitet.
Årets mediehjemmeside: www.dr.dk – for åbenhed (for eksempel at DRÅBEN er tilgængelig) og for at tage public service-forpligtelsen alvorligt ved et indholdsmæssigt mangfoldigt site og ved IKKE at tage penge for at vise programmer på nettet, som skatteyderne allerede har betalt for, da de blev sendt på tv.
Årets ord: Nyhedsmuskel.
Årets spin: TV 2 – for at kunne gå på medievandet.
Anna Vinding, kommunikationschef i DSB
Årets journalist: Lasse Jensen med mediemagasinet »Mennesker og Medier«. Han gavner og højner sit eget fag ved at udfordre redaktører, journalister og andre centrale medieaktører.
Årets fotograf: Jan Grarup. Med globalt udsyn og teknisk verdensklasse har han en mission om at fastholde den vestlige verden i historier, vi helst vil glemme.
Årets historie: Fordi Jesper Larsen og Michael Bjerre skrev om Forsvarets Efterretningstjeneste i 2004, må dette års historie være Olav Hergels serie i Politiken om de uværdige forhold, vi byder børn på asylcentre.
Årets citat: »Per Mikael har ingen deciderede faglige svagheder. Han er sådan en type, der godt kan lide, hvis tingene er besværlige. Jo sværere det er, jo bedre er det. Han skal helst gå lige direkte ind i bikuben. Han er en sej lille banan.« Bestyrelsesformand i JP/Politikens Hus, Jørgen Ejbøl om TV 2s nye direktør.
Årets gratisavis: Nyhedsavisen. Jeg aner ikke, om projektet holder, men det har ført til omvæltninger og en nytænkning i mediebranchen, som skulle have fundet sted for 20 år siden.
Årets nye magasin: FAIRnok, som udgives af Max Havelaar Danmark – et gratismagasin fyldt med kvalitet, frækt design og godt læsestof.
Årets redesign: Politiken gør det rigtige. Det handler ikke kun om design, men om at lægge den journalistiske linje om, så den passer til en moderne verden. Det er fem år for sent, men bedre sent end aldrig.
Årets TV-program: »Profilen« med Tine Gøtzsche. Hun kan den gode og skarpe samtale med en aktuel person. Og så fik hun Bjarne Riis derud, hvor rå sportsjournalister ikke har kunnet drive ham i årevis.
Årets mediehjemmeside: www.overskrift.dk. Producerer ikke egne nyheder, men henter dem via feeds fra blogs og traditionelle sites.
Årets blog: Svenning Dalgaard, TV 2. Jeg husker ham som lidt tør. Det er han ikke! Gå selv ind og kig efter. Vittig, vidende, god kommunikator – og nu kan han pludselig komme af med alt det, der ikke er plads til i ruden.
Årets ord: Muhammedkarikatur.
Årets spin: De danske imamers rundrejse i Mellemøsten. Der gik ild i lagkagen, og det lykkedes aldrig rigtig at få den slukket.
Årets historie, som aldrig blev skrevet: Det store interview med skibsreder Jess Søderberg. Nu er begge portrætbøger, som han ikke deltager i, bestsellere. Vi har stadig til gode at høre den rigtige historie om nedjusteringer, ambitioner og generationsskifte …
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.