Status. Lukninger, slibrig kendissex og kommunikationsbrølere. Medieåret 2008 vil blive husket for det onde, men glem ikke Berlingskes imponerende hattrick: Udlændingestyrelsen, politireformen og blogfænomenet Dorte Toft. 13 Cavling-vindere afgiver deres dom over medieåret 2008.
CAVLING 2006
Olav Hergel
For artikelserie fra asylcentret Kongelunden
Årets journalist? Uffe Tang, Phillip Flores, Bjarne Steensbech og Morten Henriksen fra Berlingske Tidende. Deres journalistik om Udlændingeservice betyder, at tusindvis af danskere sandsynligvis kan flytte til Danmark med deres partnere i stedet for at skulle bo i Sverige. Det er større end journalistik. Det er næstekærlighed.
Årets jobskift? David Trads som Berlingskes korrespondent i USA. Den mand kan ikke holdes nede.
Årets scoop? Du kan sagtens narre alle folk i nogen tid, og nogle folk altid, men du kan ikke narre alle folk hele tiden. Dorte Toft var den eneste, der ikke lod sig narre af Stein Bagger. Hun skrev årets scoop, før nogen anede det.
Årets brøler? At Se og Hør bragte paparazzi-billederne af en topløs Anni Fønsby, hvor hun står inde i en ferielejlighed. Der blev endnu en grænse overskredet.
Årets krisekommunikation? TV 2's evne til at give Per Mikael Jensen den samlede skyld for stationens krise. Skarpt forfulgt af Per Mikaels evne til at give igen.
Årets ekspert? Arne Hardis og Hans Mortensen, Weekendavisen. Deres sammensurium af klare analyser, objektiv journalistik og subjektive kommentarer har i flere år været de bedst skrevne og bedst underbyggede i dansk politisk journalistik.
Årets historie, som aldrig skulle have været bragt? De første historier om Anni Fønsby og Erik Damgaard havde de selv inviteret til. Resten har været kynisk misbrug af nogle mennesker, som kom til at dumme sig, og som det er gratis at udnytte, fordi de er rige.
Årets citat sagt af en medieperson? "Den kontrakt er lavet, og den har jeg ikke nogen problemer med at stå ved. Jeg svor ved mine børn og mit lem, at det ikke blev til noget, og det gjorde det jo ikke." Nyhedsavisens ejer, Morten Lund, da det kom frem, at han skulle have ført hemmelige forhandlinger med Berlingske Tidende for at få dem til at betale 140 millioner kroner for at lukke Nyhedsavisen.
Årets medieleder? Erik Bjerager. Ingen andre aviser stiger i oplag. Kristeligt Dagblad gør.
CAVLING 2005
Christian Andersen
For dokumentaren "Hævet over mistanke"
Årets journalist? Hans navn er hemmeligt, da han i flere år har arbejdet undercover som tv-journalist. Han har præget dagsordenen i offentligheden ved at afdække prostitutionsmiljøet, udnyttelsen af illegale flygtninge som arbejdskraft og fusk med rengøringen på Rigshospitalet. Han er modig og fortjener stor ros for sit arbejde.
Årets jobskift? Michael Christiansen, bestyrelsesformand i DR. Han har en vigtig plads ved mediebordet. Det bliver spændende at se, om der bliver ro omkring DR.
Årets scoop? Birthe Rønn Hornbech har leveret flere scoops end nogen anden politiker med den usædvanligt kluntede måde, hun har håndteret pressen på i forbindelse med kritik af Integrationsministeriets vejledninger.
Årets brøler? Hele måden, hvorpå Nyhedsavisen blev lukket på, var en pinlig brøler, der gik urimeligt hårdt ud over medarbejderne.
Årets krisekommunikation? Forhenværende justitsminister Lene Espersen er om nogen i stand til at snakke højt, når intet er på spil, men være tavs som graven, når hendes ministerium og ansvarsområde bliver kritiseret. Fantastisk krisekommunikation!
Årets ekspert? Hans Jørgen Bonnichsen. Han har stor indsigt og erfaring, når han udtaler sig om terror og samfundsforhold.
Årets mest misbrugte sætning? 'På den korte bane' eller 'på den lange bane'. Det er trættende, at sproget skal være med til at forme vores arbejdsliv og vores hverdag, som var det et strategimøde for en sportsbegivenhed.
Årets historie, som aldrig skulle have været bragt? Samtlige artikler om Peter Lundin. Giv os substans i stedet for dødsporno.
Årets citat sagt af en medieperson? "Skal du have fransk? Jeg koster 500 kroner." Sagt af DR studievært Line Gertsen, da hun er undercover som prostitueret i en DR dokumentar.
Årets medieleder? Det kan ligne nepotisme, og det er det også. Min egen chef for DR Dokumentar, Steen Jensen, som arbejder på at genrejse DR's egenproducerede dokumentarudsendelser.
CAVLING 2005
Michael Klint
For dokumentaren "Hævet over mistanke"
Årets journalist? Morten Henriksen og Bjarne Steensbeck, Berlingske Tidende.
Årets jobskift? Merete Eldrup til TV 2.
Årets tegning? Roald Als' tegninger af statsministeren.
Årets scoop? Berlingske Tidende om integrationsministerens svigtende embedsførelse.
Årets brøler? Morten Lunds investering i Nyhedsavisen i skarp konkurrence med Brian Mikkelsen, der lovede OL-vinderne skattefritagelse.
Årets ekspert? Hans Engell.
Årets mest misbrugte ord? 'Velfærd', mens vi kun oplever nedskæringer på samme.
Årets historie, som aldrig skulle have været bragt? Ekstra Bladets og B.T.´s nyeste dækning af Peter Lundins gamle drab.
Årets citat sagt af en medieperson? Anders Fogh om politireformen: "Jo, der er lidt at komme efter."
Årets medieleder? Lisbeth Knudsen, Berlingske Tidende.
CAVLING 2004
Miki Mistrati
For dækning af Dan Lynge-sagen
Årets journalist? Dorte Toft for at have benyttet det vigtigste journalistiske værktøj: Nysgerrighed! Ærede Cavling-komité, lad hende modtage Cavling-prisen 2008!
Årets jobskift? Henrik Qvortrup – fra Se og Hør til TV 2.
Årets tegning? Roald Als – illustrationerne i "En god socialdemokrat".
Årets scoop? Dorte Toft og Computerworld for deres væsentlige afsløringer af Stein Bagger og IT Factory.
Årets brøler? Det danske fodboldlandsholds boykot af pressen. Selvmål!
Årets krisekommunikation? Jeppe Kofoeds flotte krisestyring i sagen om hans sexforhold med en ung DSU-pige.
Årets ekspert? Overlæge Henrik Rindom – altid klar med en saglig vurdering eller konklusion
Årets rubrik? Anni Fønsby: "Det er ikke mine bryster" (Ekstra Bladet).
Årets mest misbrugte ord? 'Friværdi'.
Årets historie, som aldrig skulle have været bragt? Eyvind Vesselbo skifter til Ny Alliance (Politiken).
Årets citat sagt af en medieperson? Simon Andersen: "Jeg vil være ydmyg" (om sin kommende rolle på B.T.).
Årets medieleder? Søren Steen Jespersen, Bastard Film, for sit mod til offentligt at erklære Pressenævnet utidssvarende.
CAVLING 2004
Thomas Stokholm
For dækning af Dan Lynge-sagen
Årets journalist? IT Factory outblogger Dorte Toft. Jeg bøjer mig for en til tider temmelig kommenterende journalistik. Hold da kæft en vilje. Respekt!
Årets jobskift? Da David Trads underskrev Nyhedsavisens forudsigelige død og gik til Berlingske.
Årets fotografi? Det officielle foto af Sarah Palin. Hendes alarmerende røde jakke og smil tvang os til at tage stilling til USA's politiske landskab og dermed verdens fremtid.
Årets scoop? I al sin gru må det desværre være Ekstra Bladets afsløring af Peter Lundins allerinderste og sygeste tanker fanget på old school kassettebånd.
Årets brøler? At Jeppe Nybroe blev interviewet af sin gode ven Reimer Bo. Bløde spørgsmål giver bløde svar, og det var hverken Reimer, Jeppe, sagen eller seerne tjent med.
Årets ekspert? Jan Mølby er den eneste fodboldekspert, der tør sige 'dum', 'dårlig' og 'doven' om 22 mænd i korte bukser. Tænk, hvis politiske kommentatorer turde sparke lige så hårdt.
Årets rubrik? Søren Krarup: "Børn tager ikke skade af at blive slået". (B.T. 6. november.)
Hvor er jeg og millioner af andre samvittighedsfulde forældre bare så glade for at vide, at vi kan hæve hånden med god samvittighed!
Årets mest misbrugte ord? 'Krise'. Jeg gider ikke høre det ord, før det er slut med forspiste danskere og intelligente carporte.
Årets historie, som aldrig skulle have været bragt? Slut med historier om grisetransporter, hestedoping og forsøgskaniner, så længe samfundets svageste stadig vakler rundt efter en hospitalsseng, en lejlighed eller en krammer.
Årets citat sagt af en medieperson? Henrik Qvortrup, oven på anklager fra Anni Fønsby om manipulation med billeder af hendes bryster: "Der er manipuleret med Annis bryster – det er bare ikke mig, der har gjort det – men måske Jørn Ege." En kongekommentar fra et af de sygeste forløb i dansk presse nogensinde.
Årets medieleder? Ekstra Bladets chefredaktør, Poul Madsen. Som den eneste har han haft mod til at holde fast i papiravisens journalistiske DNA og samtidig satse big time på web-universet.
CAVLING 2004
Anders-Peter Mathiasen
For dækning af Dan Lynge-sagen
Årets journalist? Berlingskes to hold bag historierne om politireformen og Udlændingestyrelsen samt Dorte Toft.
Årets jobskift? At David Trads og Simon Andersen begge fik kæmpejob i Pilestræde efter at have brugt en milliard kroner på at prøve at kvæle landets betalingsaviser.
Årets tegning? Kurt Vestergaard. Han kan ikke slå en streg, uden at han selv eller andre bliver truet på eksistensen. Alt andet lige: Respekt for hans mod.
Årets scoop? Berlingske Tidendes historier om politireformen, Udlændingestyrelsen og Dorte Toft om IT Factory.
Årets brøler? Dagbladet Politiken og deres 44 nyudnævnte redaktører.
Årets ekspert? Tidligere operativ leder i PET Hans Jørgen Bonnichsen.
Årets rubrik? "Her køber du billige fladskærme". Igen, igen, igen og igen.
Årets mest misbrugte sætning? 'Sådan er dét', mantraet fra PET-chef Jacob Scharf, rigspolitichef Torsten Hesselbjerg, statsministeren, Pia Kjærsgaard med mange flere, når det slet ikke er sådan 'det' er.
Årets historie, som aldrig skulle have været bragt? Jeppe Kofods eskapader på Esbjerg Højskole.
Årets citat sagt af en medieperson? At chefredaktør Arne Mariager ønskede revselsesretten genindført for journalister. Man forstår ham godt, men det burde måske gå begge veje?
Årets medieleder? Er der overhovedet nogen medieleder, der ved, hvad vi skal gøre i øjeblikket?
CAVLING 2003
Bo Elkjær
For artikler om beslutningsgrundlaget for Danmarks deltagelse i Irak-krigen
Årets journalist? Vicepræsidentkandidat Sarah Palin. Palin har en bachelor-grad i journalistik, afsluttet på University of Idaho.
Årets jobskift? Stein Bagger fra stjernedirektør til flygtning på første klasse til rockerrelateret fængselskandidat – på en uge.
Årets scoop? Afsløringerne af Udlændingeservices vildledning af borgerne. Solid journalistik, der burde have væltet taburetter.
Årets brøler? Sterling-annoncen med teksten "Kradser krisen? Det gør vores priser ikke!", bragt på forsiden af Jyllands-Posten den 29. oktober 2008 – samme dag, som Sterling gik konkurs.
Årets krisekommunikation? 'Der er ikke noget at komme efter'. Det er en klassiker. Kan ikke siges for tit.
Årets mest misbrugte ord? 'Hul'. Som i 'hul i udlændingeregler' og 'hul i lovgivningen'. Der er ikke noget hul. Al snak om at 'lukke hullet' er en fordrejning fra det reelle problem, nemlig at dansk lovgivning er bragt i strid med de gældende EU-regler.
Årets citat sagt af en medieperson? "Det hele er min fucking skyld." Morten Lund ved lukningen af Nyhedsavisen.
Årets medieleder? Jon Asgeir Johannesson. Magtens mænd stortrives i fraværet af kritisk presse. Det at opkøbe medier og fyre kritiske journalister hører banan-republikker og tredjeverdens-diktaturer til. Nå ja, og så Island …
CAVLING 2002
Jakob Priess Sørensen
For artikler om Farum Kommune og afsløringer af Peter Brixtofte
Årets journalist? Berlingske Tidendes Christiansborg-redaktion. Det ligner en velfortjent Cavling-pris.
Årets jobskift? Jeppe Nybroes amnesti under Simon Andersens vinger på Nyhedsavisen eller samme brancherevolutionære Simon Andersen fra Nyhedsavisens fallitbo til B.T.
Årets scoop? Udlændingeservice og integrationsminister Birthe Rønn Hornbechs vildledning af Folketinget.
Årets brøler? Fodboldlandsholdets medieboykot – både som label på landsholdets såvel som pressens håndtering af sagen. Alternativt den overstadige Kultur-Brians skattefrie OL-smutter.
Årets krisekommunikation? Birthe Rønn Hornbechs komplette kommunikationsblackout i sagen om Udlændingeservice – som dog i sidste ende virkede stort set efter hensigten for den intimiderede integrationsminister.
Årets ekspert? Mads Fuglede, TV 2.
Årets mest misbrugte ord? 'Islamist' igen-igen. Disse års stuerene udgave af 'perker' – et pseudoudtryk uden andet indhold end uklare fordomme.
Årets citat sagt af en medieperson? "Vi har brugt en milliard, og sådan er det." Simon Andersen, Nyhedsavisen.
Årets medieleder? Erik Bjerager, Kristeligt Dagblad.
CAVLING 2001
Poul Høi
For at skrive 'fremtidssikret avisjournalistik' i en tid, hvor det skrevne ord er under pres
Årets journalist? Karl Erik Stougaard. Få skrev så meget, færre skrev så godt, og ingen skrev så meget og så godt om det amerikanske valg.
Årets jobskift? Simon Andersen til B.T. Godt for både Simon Andersen og B.T.
Årets fotografi? Ét foto især fik mig til at gå i stå. Billedet er taget af en ukendt fotograf i Irak og forestiller et dødt barn, blegt og klædt i hvidt. Barnet ligger på en båre og med en grædende mand ved siden af.
Årets scoop? Morten Crone og Morten Frich hørte et rygte, gik fra dør til dør i et kolonihavekvarter for at få rygtet be- eller afkræftet, oprullede sag efter sag og endte med at sætte hele politireformen til debat. Det er skolæder-journalistik, som giver både journalistik og skolæder et godt navn.
Årets brøler? Kurt Westergaard talte og talte på Dansk Folkepartis landsmøde og scorede det største selvmål i Kurt Westergaards historie.
Årets krisekommunikation? Jeg undrer mig altid over, hvordan Dansk Folkeparti får sig viklet ud af umulige situationer. Enten er overliggeren meget lav, eller også kan de virkelig deres spin.
Årets værste ekspert? Ralf Pittelkow. Et hjem med to vasketøjskurve er ikke nødvendigvis et hverken sjovere eller klogere hjem.
Årets historie, som aldrig skulle have været bragt? Min gamle penneven Eigil Evert harcelerede over Asger Aamund og Lars Kolind, som fylder en masse i medierne uden at have en masse fylde. Det er mit bud – alle de historier, hvor mennesker med større ambitioner end talenter skamløst profilerer sig.
Årets mest misbrugte ord? 'Muhammed'.
Årets citat af en medieperson? "Fuck – I had to stop my paper – I hate Hate HATE to lose." Morten Lund på Facebook efter Nyhedsavisens sammenbrud.
Årets medieleder? Anne-Marie Dohm, rektor for Journalisthøjskolen.
CAVLING 2000
Kim Dahl Nielsen
For afdækning af danske golfveteraners sygdomme og lidelser efter hjemkomsten
Årets journalist? Morten Frich, Morten Crone, Jesper Woldenhof og fotograf Erik Refner fra Berlingske Tidende for den kritiske dækning af politireformen.
Årets jobskift? David Trads, der forlod Nyhedsavisen før tid.
Årets scoop? Ekstra Bladets interview med Peter Lundin.
Årets brøler? Fodboldlandsholdets boykot af pressen efter Portugal-sejren.
Årets krisekommunikation? Mange medier – og især de elektroniske – gik med på Jeppe Kofods 1001 gange 'undskyld', da han endelig stod frem.
Årets ekspert? Berlingskes politiske kommentator Thomas Larsen for sine mange, skarpe og opklarende analyser.
Årets Rubrik? Ekstra Bladets forside "Pilfinger" efter Jeppe Kofods eskapader.
Årets mest misbrugte ord? 'Finanskrise'.
Årets historie, som aldrig skulle have været bragt? The never ending story om Erik og Anni – uden perspektiv.
Årets citat sagt af en medieperson? Kunne være tre Arne Mariager-klassikere: "Logik for dværghøns med hornbriller", "Der er kun én ting, jeg er mere træt af end eksperter fra de forskellige business schools, og det er det norske køkken" eller afskeds-salutten: "Jeg kan ikke holde bladets redaktionelle medarbejdere ud mere."
Årets medieleder? Weekendavisens Anne Knudsen. Mediet har med hende i spidsen valgt en vej og følger den knivskarpt som ingen andre i Danmark.
CAVLING 2000
Kasper D. Borch
For afdækning af danske golfveteraners sygdomme og lidelser efter hjemkomsten
Årets journalist? Dorte Toft for sin vedvarende undren, Camilla Stockmann, Politiken, for sin irriterende gode pen og Tom Heinemann for sin konsekvente undersøgende journalistik.
Årets jobskift? David Trads og Simon Andersen. Det er komisk, at de skifter til et af de mediehuse, de har tæsket mest på.
Årets scoop? Dorte Tofts blog og udlændingesagen fra Berlingske står stærkt i min hukommelse.
Årets brøler? Det femspaltede dementi på forsiden af Nordjyske.
Årets krisekommunikation? Sterling … ha ha ha ha.
Årets mest misbrugte ord? 'Undskyld'. Jeg er så træt af undskyld-skabelonen. Medietrænerne fortæller kilderne, at bare de siger undskyld, så er alt godt.
Årets citat sagt af en medieperson? e age of the subeditor is going to disappear", (David Montgomery). Enig, hvis de bliver brugt som pålægsmaskiner, og helt uenig, hvis de bliver brugt til kvalitetskontrol, sparring eller coaching. Spørgsmålet er, hvad de reelt bliver brugt mest til.
Årets overraskende medieleder? Morten Lund. Pludselig var han der med sine it-millioner, og pludselig var han væk igen. Gode forklaringer savnes stadigvæk.
CAVLING 1999
Søren Funch
For dækning af Hafnia-sagen
Årets journalist? Morten Jeppesen fra Roskilde Dagblad. Fremragende og vedholdende dækning af skandalen omkring Roskilde Bank.
Årets jobskift? Helt klart David Trads og Simon Andersen fra Nyhedsavisen til Berlingske og B.T.
Årets fotografi? Fremragende billede taget af Reuters. "Jump, you fuckers", lyder teksten på et papskilt, som er den bizarre opfordring til de ansatte i finanssektoren på Wall Street i New York.
Årets scoop? Helt klart Berlingskes fornemme afdækning af rodet hos Udlændingeservice samt Birthe Rønns store problemer i samme sag.
Årets brøler? At Erik Damgaard og Anni Fønsby gik med til at lave reality-tv. Livet er for kort til den slags negativ omtale – silikone eller ej.
Årets krisekommunikation? Morten Lund, da han kort før Nyhedsavisens kollaps påstod, at han var ved at købe metroXpress. Han fik fjernet fokus – i det mindste et par dage.
Årets ekspert? Hans Jørgen Bonnichsen, forhenværende operativ chef for PET. Få kendte ham for et år siden. Nu bliver han citeret overalt og hele tiden.
Årets mest misbrugte ord? 'Finanskrise' bliver brugt i tide og utide – også om alt muligt, som slet ikke har noget at gøre med finanskrisen.
Årets historie, som aldrig skulle have været bragt? Fodboldlandsholdets latterlige og barnlige presseboykot. Tænk, at professionelle fodboldspillere kan være så fornærmede, at deres boykot var ved at overskygge den sensationelle sejr over Portugal – i sig selv noget af en præstation, som aldrig burde have fundet sted.
Årets citat sagt af en medieperson? Morten Lund i forbindelse med mudder-kastningen efter Nyhedsavisens lukning: "Jeg føler mig pisset på. Jeg kunne godt finde på at kalde dem nogle usle røvhuller. Jeg er bare ked af det på deres vegne, fordi de ikke har fået nok kærlighed. Jeg har bare lyst til at give dem et knus."
Årets medieleder? Chefredaktør Palle Weis, Information, fordi avisen har oplagsfremgang. Samtidig viser avishistorien, at Information ikke er det nemmeste sted at være chefredaktør.
CAVLING 1999
Jens Christian Hansen
For dækning af Hafnia-sagen
Årets journalist? Morten Frich og Morten Crone for serien "Forbrydelsen" om politireformen. Vedholdende, dybde, dokumentation, væsentlighed, perspektiv og nærvær ved borgerinvolvering. Journalistique classic.
Årets jobskifte? Bo Maltesen, Politiken. For at have modet til at smide chefkasketten og igen bedrive journalistik i øjenhøjde.
Årets fotografi? Jens Astrups foto af en trykket Birthe Rønn flankeret af de egent-lige magthavere, Thulesen Dahl og Peter Skaarup med stramme miner. Et billede, der siger mere end tusind ord.
Årets scoop? Dorte Toft for sin journalistiske næse og vedholdende spørgsmål i Stein Bagger-sagen. Bloggens gennembrud i Danmark. Nu skal vi have defineret bloggen som journalistisk værktøj.
Årets brøler? Missilet Jens Rohde for hans evne til at begå så mange brølere på så kort tid og sluttelig køre TV 2 Radio i sænk så hurtigt.
Årets krisekommunikation? Regeringens damage control i forhold til Guldbrandsen-dokumentaren om Irak. Ikke særligt kønt, men pokkers effektivt.
Årets ekspert? Professor Mads Qvortrup. Ingen selviscenesættelse, klar tale, overblik, oser af viden og overskud. Et fund.
Årets rubrik? "Kastration af grise gør ondt" (Rubrik i Give Avis). Det tror jeg på, og rubrikken skaber i den grad billeder i mit baghoved som læser.
Årets mest misbrugte ord? 'Rettidig omhu'. Det er nonsens, når det bruges i flæng.
Årets historie, som aldrig skulle have været bragt? Bilagshistorien om Lars Løkke opfylder krav til nyfigenhed og kendiseffekt, men ligger langt fra minimumskravene til substans og væsentlighed.
Årets citat sagt af en medieperson? "Jeg giver ALDRIG op – om jeg så skal ende som ham Monty Python-ridderen, der råber og skriger, selv om han har mistet begge ben." Morsomt citat fra benløs avisejer Morten Lund, men også sjældent klar anskuelighedsundervisning i dårlig ledelse.
Årets medieleder? DR-generaldirektør Kenneth Plummer. Trods modvind, tæsk og mistillid er det lykkedes DR at komme tilbage på banen som den absolut ledende tv-station i Danmark.
3 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
"Årets ekspert? Professor Mads Qvortrup. Ingen selviscenesættelse, klar tale, overblik, oser af viden og overskud. Et fund." Ja, et fund, men af hvad? Om det seneste eksempel på Mads Qvortrups "viden og overskud" kan man læse her: http://www.information.dk/158914 Mads Qvortrup har fx aldrig har haft et rigtigt professorat, men blot en midlertidig stilling som han nu vistnok har 'byttet' ud med at skrive free-lance for Information - men han præsenteres fortsat som 'professor'.
For den, der gerne ville lave en Dorte Toftsk afsløring af (næsten) Anna Castberg/Stein Bagger-agtige proportioner, ligger der faktisk en spændende historie i at se nærmere på alle de titler, som journalister og Mads Qvortrup selv har brugt om denne, og det faktuelle grundlag for disse (tip: 'chefideolog for De Konservative', 'lektor i statskundskab', 'rådgiver/spindoktor for Tony Blair', 'dr.phil.', osv, osv.).
Se også Politikens historie fra 2001 om dengang da Qvortrup blev indklaget for Videnskabsministeriet (http://fagligt.folkebevaegelsen.dk/visartikel.php?artikelnr=447) og efterfølgende fyret som deltager i Folketingets Magtudredning pga brud på god forskningsskik. Her er et citat af professor Lise Togeby (Århus Universitet og leder af Magtudredningen) fra Politiken: "Man kan ikke forestille sig, at en person, der er ansat i en fast videnskabelig stilling på et dansk universitet og har en ph.d.-grad fra Oxford, at han lyver eller ikke fremstiller sagen rigtigt, men det er den risiko, som man må løbe".
Pudsigt nok afkortede dette Qvortrups ansættelse ved Århus Universitet betydeligt - og måske derfor er det ikke ansættelser der er nævnt i hans ellers mangfoldige og voluminøse cv'er.
Måske også derfor at han efterfølgende for en årrække skiftede sit fornavn 'Mads' ud med det engelske 'Matt' . . .
"Jakob Priess Sørensen
Årets mest misbrugte ord? 'Islamist' igen-igen. Disse års stuerene udgave af 'perker' - et pseudoudtryk uden andet indhold end uklare fordomme."
Okay, det må da vist være årets i særklasse mest stupide kommentar. Der foreligger naturligvis den mulighed at Jakob intet kender til forholdene i den islamisk dominerede verden, til islam, til muslimske indvandrere samfund i europa, til moskeer og imamer, til krign-mod-terror, til Durban 2 konferencen, til OIC eller blot til den debat om islamisme der foregår i alverdens medier og blandt politikere, islamforskere, politologer osv.
Det er da en ærlig sag, omend umådeligt pinligt for Jakob.
Men at forsøge at gøre denne diskussion af islamisme-problematikken til et banalt spøørgsmål om at folk er racister (og måske islamofober) er da så langt ude og så latterligt, at jeg næsten ikke kan tro at han rent faktisk har svaret sådan på spørgsmålet.
Anti-nazisme, må så således også være baseret på racisme mod tyskere. Hvor latterligt kan det blive. Ifølge Jakob's infame racisme anklage mod alverdens politikere, forskere og alm. mennesker der er bekymrede over en særlig politisk ideologi, terror, og antidemokratiske holdninger, så må alle vi andre ikke diskutere problemer med terror eller søge at bekæmpe terroren og teokratiske regimer - for så er vi racister. Tjaa, der er vel nærmest end legitimering af terror, antidemokratiske opfattelse, islamisk racisme, teokrati i Jakob forsøg på at hvidvakse islamismen, ved at beskylde islamismens modstandere for blot at være racister.
Med dette groteske synspunkt har Jakob tilkendegivet et ekstremt politiske synspunkt der befinder sig langt væk fra det liberale demokratis rummelighed. Det er beskæmmende at overvære, og udtryk for en trist mentalitet at den kritiske sans og nysgerrigheden for hvilken udvikling der foregår ude i verden, er så udpræget hos en dansk journalist.
Tjaa, i sidste ende er det vil nærmest racistisk at anklage ikke-muslimer der bekymrer sig om islamisk intolerance, had, terror, teokrati, for at være racister. Det er jo underforstået at alle vi ikke-muslimer så blot må underkaste hos den rette tro.
Forkasteligt. Afskyeligt, afstumpet, og udtryk for en alarmerende uvidenhed, eller måske blot en patetisk politisk korrethed der er gået grasat og har sat almindelig tankevirksomhed ud af kraft.
Er det ikke muligt at få lidt flere mænd til at komme med deres bud?