Arbejdstilsynet sætter særligt fokus på sexchikane i mediebranchen

Fremover vil Arbejdstilsynets tilsynsførende motivere og vejlede arbejdspladserne til at forebygge seksuel chikane og andre krænkende handlinger

En række brancher har problemer med seksuel chikane og krænkende handlinger, og derfor vil Arbejdstilsynet nu lave en målrettet indsats.

En af brancherne er mediebranchen, oplyser Arbejdstilsynet i en pressemeddelelse. De øvrige brancher er restaurationsbranchen, filmbranchen, politiet, beredskabet og i fængsler.

Det er blandt andet tal fra Arbejdstilsynets tilsynsbesøg, der viser, at der er problemer i de nævnte brancher. Derfor vil man nu lave en målrettet vejledning til virksomhederne, så de kan forebygge krænkelserne.

”Tilsynsførende oplever, at det på flere arbejdspladser kan være svært at tale om seksuel chikane og andre krænkende handlinger. Det er en stor barriere, hvis problemet skal forebygges, også fordi vi alle har forskellige grænser for, hvad vi oplever som krænkende. Et vigtigt første skridt er at tage snakken om grænser, god adfærd og omgangstone på ens arbejdsplads,” lyder det fra tilsynschef Lars Toft Pedersen i pressemeddelelsen.

Gælder alle grundtilsyn

Mediebranchen har de seneste år været genstand for flere historier om seksuel chikane og krænkende handlinger.

Senest har en ny undersøgelse blandt fagligt aktive i Dansk Journalistforbund vist, at 11 procent af de fagligt aktive har været vidne til upassende hændelser af seksuel karakter.

Fremover vil Arbejdstilsynets tilsynsførende altså motivere og vejlede arbejdspladserne til at forebygge seksuel chikane og andre krænkende handlinger ved at ”informere om emnet, give gode råd og pege på relevante værktøjer”.

Foreløbigt kommer det til at gælde alle grundtilsyn i brancherne fra midten af oktober i år.

Arbejdstilsynet har udvalgt følgende brancher til vejledningsindsatsen i 2021:

  • Restauranter og barer
  • Universiteter og forskning
  • Butikker
  • Religiøse institutioner og begravelsesvæsen
  • Engros
  • Politi, beredskab og fængsler
  • Hotel og camping
  • Film, presse og bøger
  • Kultur og sport

I 2022 vil flere brancher blive udvalgt til vejledningsindsatsen.

0 Kommentarer