Dansk Arbejdsgiverforening har slæbt Dansk Journalistforbund i Arbejdsretten, fordi man ikke mener, DJ er berettiget til kollektivt at varetage vores medlemmers interesser ved at varsle blokade på vegne af freelancere, der reelt har lønmodtagerstatus. En blokade, der er varslet over for Aller Press, som selv optræder med diktater sendt kollektivt til de selv samme freelancere.

Alt imens vi har et blokadevarsel liggende med al den alvor, der ligger heri, tager Arbejdsretten sig virkelig god tid til at behandle klagen fra Dansk Arbejdsgiverforening.

Klagen blev indsendt i slutningen af marts, og siden har Arbejdsretten med forskellige frister krævet høringssvar m.m. Næste frist er den 10. maj, og meget tyder på, at vi kommer langt ind i juni, før der kommer en kendelse.

Det er fuldstændig uhørt, at en hastesag skal tage måneder, mens freelancerne går rundt i uvished og må vente til sommer på en afgørelse af, hvorvidt Arbejdsretten synes, blokadevarslet er lovligt eller ej.

Hele det danske arbejdsmarked har for længst flyttet sig til nye arbejdsformer, nye organiseringer, nye udviklinger inden for de faglige organisationer, mens det arbejdsretlige system fuldstændig ude af trit med virkeligheden opererer, som om intet har ændret sig, og vi stadig alene lever i et industrisamfund. Alle andre i det her land har opdaget, at alle ikke længere arbejder fra otte til 16 fem dage om ugen, men at der er et hav af forskellige måder at indrette sit arbejdsliv på. Vi har fået en fleksibilitet, som ikke mindst arbejdsgiverne har været ivrige efter at udnytte fuldt ud. Men også fra de faglige organisationer er der en stor interesse i at udnytte de fleksible muligheder, der gør det nemmere for den enkelte at vælge sin arbejdsform, så den passer ind i det liv, man har valgt.

Derfor savner det mening, at først Dansk Arbejdsgiverforening og dernæst Arbejdsretten tilsyneladende ignorerer den kendsgerning. Vi skriver 2007, hvor vi med rette kan forvente, at også Arbejdsretten forstår, at en faglig organisation skal kunne varetage medlemmernes interesser, hvad enten de er fastansatte, freelancere eller på anden måde tilknyttet arbejdsmarkedet.

Hvis vi ikke kan det, vil der opstå en voldsom ubalance i styrkeforholdet mellem de stadig større koncerner og den enkelte lønmodtager eller freelancer.

Desværre er der flere andre områder, hvor det arbejdsretlige system er ude af trit med virkeligheden. Det er i flere situationer kommet tydeligt til udtryk i voldgiftskendelser, hvor medlemmer af Dansk Journalistforbund bliver tvunget på andre overenskomster, selv om vores overenskomst dækker fuldt ud. Det er en antikveret holdning, når systemerne tillægges større betydning end det enkelte medlems egne vurderinger.

For en faglig organisation er det helt afgørende, at vi hurtigst muligt kan give det enkelte medlem den støtte, råd og vejledning, der er brug for. Det har medlemmet krav på, og det har betydning for organisationsvalget.

Det enkelte medlem skal i det hele taget have mest mulig indflydelse på  egen situation. Derfor tror jeg også på, at medlemmet er bedst til selv at vælge organisation og overenskomst, hvor der er flere at vælge imellem. Medlemmet er også bedst til at vurdere, om en ny overenskomst er i orden eller ej. Det er også derfor, vi i Dansk Journalistforbund lader medlemmerne stemme om deres egen overenskomst og uden nogen form for sammenkædning lader det være afgørende.

Alligevel løber vi undertiden ind i sammenkædningsregler, som FNs internationale arbejdsorganisation ILO endda har underkendt, men uden det for alvor har betydet ændringer af den danske lovgivning. I år var Danske Mediers Arbejdsgiverforening så parat til at lade vores medlemmer selv bestemme over deres overenskomster på dagbladsområdet. Det er samtidig et vink til Arbejdsretten, Forligsinstitutionen og hele det øvrige arbejdsretlige system om, at der er behov for en gennemgribende reform, så vi får en Arbejdsret, der passer til tiden. /