search

Arbejdsløsheden i DJ er raslet ned

Ledigheden er faldet markant i medier og kommunikation det seneste år. Det gælder ikke dagbladene, men især offentlige kommunikationsjobs er der kommet flere af. »Alt i alt er vi en branche i vækst,« siger udviklingschef Per Nielsen

Markant flere DJ-medlemmer er kommet i arbejde det seneste år. Det viser Dansk Journalistforbunds ledighedstal.

DJ's udviklingschef, Per Nielsen, har regnet på tallene for Journalisten. Hvis man sammenligner juni i år med juni sidste år, er ledigheden blandt de medlemmer, der hører til arbejdsstyrken, faldet hele to procentpoint.

I juni 2012 var der 92 procent af arbejdsstyrken i DJ – altså minus pensionister, studerende og efterlønnere – der var i job. I juni 2013 er det 94 procent.

Der er altså sket et fald i ledigheden fra 8 procent til 6 procent.

Tallet er både korrigeret for, at nogle er faldet ud af dagpengesystemet, som Journalisten kunne fortælle i går, samt at DJ i perioden har fået flere medlemmer.

»Det betyder, at der er kommet flere DJ-medlemmer i arbejde i år i forhold til sidste år. Markant flere, faktisk. Alt i alt er vi en branche i vækst,« siger Per Nielsen.

Han understreger, at der er stor forskel på, hvordan det går i de forskellige undergrupper blandt medlemmerne.

»Situationen gælder ikke på det traditionelle medie-arbejdsmarked, men når vi tager hele mediebranchen og kommunikation med, er der sket en markant stigning. Jeg har hørt fra vores konsulenter i fagligt team, at der helt sikkert er flere ansættelser end afskedigelser inden for kommunikation. Især i det offentlige, men også i det private.«

I går kunne Journalisten fortælle, at 408 medlemmer af A-kassen for Journalistik og Sprog er røget ud af dagpengesystemet i de første syv måneder af 2013. Det betyder, at markant flere mediefolk har mistet dagpengeretten end gennemsnittet.

»Det er nedslående, sørgeligt. Og det er for mig at se udtryk for, at den situation, vi har i vores branche, måske er lidt hårdere end i andre brancher og a-kasser, hvor de i højere grad kan mærke et lurende opsving,« sagde næstformand Lars Werge til Journalisten.

Men Per Nielsen mener, at den vurdering kun gælder de klassiske medier. Hvis man ser på medlemsskaren i bredere perspektiv, ser det faktisk lidt lysere ud.

Er du enig i Lars Werges udlægning?

»Jeg er enig i, at det ser sådan ud mange steder i den traditionelle mediebranche, først og fremmest på de trykte medier. Men hvis vi ser på hele vores beskæftigelsesområde, så bliver det lidt mere nuanceret. Først og fremmest kommunikation er ved at komme i gang igen,« siger Per Nielsen.

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen