Det var for at beskytte brugerne, at Apple i april indførte nye privatlivsindstillinger i styresystemet iOS. Indstillingerne har gjort det markant sværere at målrette annoncer via udbydere som Google og Facebook på Apple-enheder.
Nu skriver Financial Times, at Apples eget reklamesalg har gyldne tider som følge af de nye indstillinger. Det drejer sig om de reklamer, der ligger i toppen af App Store – såkaldte ‘Apple Search Ads’.
Financial Times skriver, at Apple Search Ads aktuelt står for 58 procent af alle de app-downloads, iPhone-brugere gennemfører ved at trykke på en reklame. For et år siden var det 17 procent.
Financial Times henviser til flere annoncører og analytikere, herunder firmaet Branch, der analyserer markedet for mobilannoncer.
“Det er, som om Apple Search Ads er gået fra at spille i de mindre ligaer til at vinde verdensmesterskabet i løbet af et halvt år,” siger Alex Bauer, chef for produktmarkedsføring Branch.