Det skal være lettere for udgivere af podcasts at tjene penge. Det mener Apple, der sent tirsdag lancerede en stribe nye produkter og tjenester, herunder en abonnementsmodel for podcasts, der sætter både udgivere og Apple selv i stand til at tjene penge på udgivelserne.
Podcasts på abonnement går i luften i maj, og det er op til udgiverne selv at sætte en pris på abonnementet. Apple beholder dog 30 procent af indtægterne det første år, hvorefter Apples andel falder til 15 procent.
Der lægges op til både månedlige og årlige abonnementer – og familier kan dele et abonnement mellem op til seks deltagere.
I forvejen har også Spotify interesseret sig for podcasts på abonnement – og herhjemme kender vi fænomenet fra Podimo, der gik i luften i 2019.