Forleden fik den kinesiske systemkritiker Liu Xiaobo årets fredspris. Nu appellerer amerikanske PEN hele verden om at lægge pres på Kina i kampen for ytringsfrihed. Og ifølge Liu Xiaobo giver det mening. Se tv-indslag med vinderen.
Der er ikke meget, der tyder på, at årets fredspris umiddelbart kommer Liu Xiaobo til gavn. Ikke nok med at han selv blev fængslet sidste år og idømt 11 års fængsel for at have været med til at formulere det berømte Charter 08, hvor han og andre systemkritikere opfordrer til ytringsfrihed og flerpartivalg i Kina. Nu er hans kone også sat i husarrest.
Og samtidig bliver både danske og udenlandske journalister forhindret i at komme til at tale med de to.
Men ifølge den amerikanske forfatterorganistion PEN så bør hele verden ikke opgive håbet – men tværtimod lægge pres på de kinesiske myndigheder.
PEN har skrevet et brev til den kinesiske præsident, som alle og enhver kan sende via nettet. PEN gør samtidig opmærksom på, at da Kina tilbage i 2001 søgte om at blive vært for de olympiske lege, lovede regeringen at forbedre landets menneskerettigheder.
Kina var som bekendt vært for OL i 2008, men der er ikke meget, der tyder på forbedringer, mener amerikanske PEN.
Årets vinder af Nobels fredspris, Liu Xiaobo, har i øvrigt også selv tidligere opfordret hele verden til at hjælpe.
I et tv-interview, som det kinesiske PEN-center lavede i 2006, og som kan ses her på YouTube, appellerer han til forfattere og journalister i den frie verden om fortsat at støtte de kinesiske forfattere.
Ifølge Liu Xiaobo har hele verden et medansvar for frihedsrettighederne i Kina. Og han mener, at det er vigtigt at opretholde presset fra alle sider for dermed at påvirke udviklingen i Kina og gøre op med den totalitære stat.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Overfor Kina når vi ingen vejene med protester, men hvis EU og USA indfører en ekstra særtold på alle kinesiske varer, så vil der meget hurtigt ske en hel masse, men av, en sådan sanktion vil jo også gøre ondt på os selv, for så er der en masse varer som bliver dyrere, og det er jo netop meningen med en særtold, at vi skal købe mindre af Kina.
Med venlig hilsen
Niels Riis Ebbesen