Ukraine

AP-journalister blev tilbage under russisk belejring: Nu får de Pulitzer-prisen

Nyhedsbureauet AP får en Pulitzer for sin ”modige dækning fra den belejrede by Mariupol” i Ukraine

Nyhedsbureauet Associated Press (AP) modtager den prestigefyldte Pulitzer-pris for journalistik i offentlighedens tjeneste.

Nyhedsbureauet får prisen for sit arbejde i den sønderbombede ukrainske by Mariupol, hvor AP var til stede, længe efter at de fleste medier havde trukket sig.

Journalisterne tog til Donbas i starten af februar 2022, hvor de blev i 20 dage, efter at Rusland havde belejret byen. Det var de journalister, der blandt andet dokumenterede angrebet på en fødeklinik i byen. Rusland afviste historien som værende informationsterrorisme. Til Journalisten fortalte en af journalisterne, dokumentarist Mstyslav Chernov, tidligere på året, at:

”Uden information går folk i panik, uden information bryder folk sammen, uden information stopper folk med at gøre modstand, fordi de er forvirrede. Det er præcis, hvad Rusland ville have – at folk var forvirrede,” sagde han.

Rusland prøvede i foråret sidste år ihærdigt at erobre byen for at rydde mere af landvejen mellem den besatte halvø Krim og det østukrainske Donbas-område.

Knap 1.000 ukrainske soldater holdt stand i det tungt belejrede Azovstal-stålværk, mens missilerne regnede ned over byen. I sidste ende måtte de dog overgive sig.

International pris til New York Times

Pulitzer-prisen for det bedste stykke internationale journalistik gik til avisen The New York Times.

”For deres ufravigelige dækning af Ruslands invasion af Ukraine, heriblandt en otte måneder lang undersøgelse af de ukrainske dødsfald i byen Butja og den russiske bataljon, som var ansvarlig for drabene,” lyder det på Pulitzer-prisens hjemmeside.

Pulitzer-prisen administreres af det amerikanske Columbia University.

Det internationale medie Politico måtte se sig forbigået i kategorien for bedste breaking news.

Racisme blandt lokalpolitikere i LA

Mediet sendte chokbølger gennem USA og store dele af den vestlige verden, da det fik fingrene i et hemmeligt udkast til en flertalsholdning fra USA’s højesteret, der antydede, at den var på vej til at afskaffe den føderale ret til abort.

Udkastet blev senere på året til en omgørelse af beslutningen ”Roe mod Wade”, og retten til abort har været et af de helt centrale emner i den politiske debat i USA lige siden.

Prisen for bedste breaking news gik i stedet til Los Angeles Times for dets arbejde med at afdække racisme blandt lokalpolitikere i Los Angeles.

Pulitzer-priserne uddeles hvert år inden for journalistik, fotografi og litteratur. Der er i alt 22 kategorier. Prisen er opkaldt efter journalist og avisudgiver Joseph Pulitzer.

0 Kommentarer

Læs også

Rusland kaldte det informationsterror. Mstyslav dokumenterede mulige krigsforbrydelser i Ukraine
Fik du læst?

Rusland kaldte det informationsterror. Mstyslav dokumenterede mulige krigsforbrydelser i Ukraine

16. MARTS 2023