ÅP-dommer: Fotografer har for mange deadlines

Dommer ved Årets Pressefoto siger, at pressefotografer har for lidt tid til fordybelse, når de arbejder i Danmark. Det er derfor billeder fra udlandet ofte er bedre.

Dommer ved Årets Pressefoto siger, at pressefotografer har for lidt tid til fordybelse, når de arbejder i Danmark. Det er derfor billeder fra udlandet ofte er bedre.

Danske fotojournalister gør det hamrende godt. Mange er i verdensklasse og bundniveauet er højt. Men pressefotograferne bliver presset til at gå på kompromis med kvaliteten, når de arbejder i Danmark. Det siger Mads Hansen, fotochef på Fynske Medier og dommer ved Årets Pressefoto.
»Der er ikke tid til den samme fordybelse, når folk er på opgave herhjemme. Det synes jeg godt man kan se på de billeder, fotograferne tager,« siger han.

Han ønsker, at rejse en debat om den blæksprutterolle mange fotojournalister tildeledes, når de arbejder i Danmark. Der er ikke bare én deadline, men mange, og der skal ofte leveres både stillfotos til netavis og papir – og også gerne lidt video til nettet.

Til sammenligning kan man se, hvor professionelt og kompetent danske fotografer arbejder, når de tager til udlandet – med færre opgaver på fotolisten. Det giver plads til at tænke målrettet i fotofortællinger
»Det mangler lidt i Danmark.« siger Mads Hansen, der som fotochef på Fynske Medier selv påtager sig en del af ansvaret.
»Nyhedsflowet er blevet et andet, fordi vi også skal levere til nettet. Vi er nødt til at finde en måde at løse det på.«

Han afviser, at forskellen mellem kvaliteten af fotos taget i Danmark og udlandet bekræfter den gamle fordom om, at en flybillet er genvejen til pris ved Årets Pressefoto
»Hvis man er en halvsløv fotograf, er det ikke nok at sætte sig ind i en flyver. Dertil er niveauet simpelthen for højt.«

Det er første gang Mads Hansen er dommer ved Årets Pressefoto, og det var en enorm oplevelse at se mere end 3.000 "rigtigt gode billeder," siger han.
»En eller to håndfulde tager billeder i verdenseliten og en stor gruppe af fotografer har udviklet sig så meget, at de er tæt på toppen.«

Mads Hansen mener, at bundniveauet er højt.
»Den første gennemgang var hård. Allerede dér røg der virkelig mange gode billeder.«

Navnene på vinderne af Årets Pressefoto offentliggøres i Den Sorte Diamant i København i morgen kl. 13.

 De nomierede i år er:
• Benita Marcussen (Freelance)
• Christian Als (Berlingske)
• Christian Klindt Sølbeck (Freelance)
• Dennis Lehmann (Fotojournaliststuderende/Berlingske)
• Jacob Ehrbahn (Politiken)
• Jakob Dall (Freelance)
• Jens Panduro (Freelance)
• Jeppe Bøje Nielsen (Fotojournaliststuderende)
• Jesper Sterum (TV2/Østjylland)
• Jonas Pryner Andersen (Freelance)
• Klaus Holsting (Freelance)
• Liv Høybye Jeppesen (Fotojournaliststuderende)
• Mads Nissen (Berlingske)
• Magnus Holm (Fotojournaliststuderende)
• Martin Lehmann (Politiken)
• Nanna Kreutzmann (Freelance)
• Nils Mejlvang (B.T.)
• Rasmus Nielsen (TV2/Danmark)
• Tanja Jørgensen (Freelance)
• Thomas Freitag (Metroxpress)
• Tobias Nørgaard Pedersen (Fotojournaliststuderende)

0 Kommentarer