Flere timer før det endnu var officielt, kunne AOK.dk i aftes fortælle, at NOMA ville blive kåret som verdens bedste restaurant 2010. Websitets restaurant-redaktør, Else Bjørn, beretter her om forløbet.
På forhånd havde hun – som rigtigt mange andre – en klar forventning om, at det fantastiske kunne ske. At en dansk restaurant ville nå til tops på restaurant-verdensranglisten "World's 50 Best Restaurants".
I tv-indslag og på nettet hed det således forud for prisuddelingen i London: "Noma på vej mod verdens bedste". Men ingen turde dog garantere det.
To spanske aviser kunne dog tidligt på aftenen afsløre den ubekræftede top 10-liste, hvor NOMA altså lå øverst. Nyheden stod at læse i både El Mundo og El Pais, men tilsyneladende blev det ikke opsnappet af danske korrespondenter.
I stedet blev det private kilder, som gav historien videre til Else Bjørn, som skrev første udgave klokken 19:32.
»Faktisk fik jeg tippet om El Mundo – og senere El País – fra en ven i vinbranchen, som bor i Spanien. Det var grunden til, at AOK.dk som det første danske medie kunne bringe et kvalificeret bud på, hvordan listens top 10 så ud,« fortæller hun til Journalisten.dk og fortsætter:
»Den spanske liste betød, at vi på forhånd var ret sikre på Nomas førsteplads, og at vi derfor allerede inden offentliggørelsen i London kunne lave et web-tv-interview med Søren Frank, som vi – hvis det holdt stik – kunne bringe i det øjeblik, det blev bekræftet af vores reporter, som sad til awardshowet og blev skældt ud over, at han talte i mobil under showet, hvor placeringerne blev offentliggjort bagfra, og der skulle klappes for hver 50 restauranter.«
Berlingske Tidende havde derudover været i kontakt med NOMA på forhånd. Til avisens M/S-tillæg i søndags lavede Søren Frank et stort cover-interview med René Redzepi, som fortalte, at NOMA skulle otte mand afsted til London.
»Fra Noma vidste vi, at køkkenchef René Redzepi og Co. havde planlagt at tage afsted otte mand høj – inklusive opvaskeren Ali, som har arbejdet på Noma siden åbningen. Otte mand er mange – også selv om Noma har lukket om mandagen, hvor listen blev offentliggjort i London. Det var i sig selv en indikator om, at en stor nyhed var undervejs – at Noma vidste, restauranten ville rykke op, men ikke måtte røbe noget,« siger Else Bjørn, der stolede på sin egen mavefornemmelse i planlægningen af websitets nyhedsdækning.
»Selv om om den vagthavende på fotodesken sagde, at nu var det jo ikke en verdenskrig, men blot en restaurant, så kræver en god og hurtig dækning af livsstilsstoffet – og dets nyheder – jo samme ambitiøse, professionelle indstilling til det journalistiske arbejde. Og lidt held,« fortæller hun
Lige før awardshowet skulle begynde klokken 21:00, kunne Berlingske Tidendes London-reporter, Michael Bjerre, da også skrive følgende historie til AOK: "René fra London: Der er noget i gære," hvor NOMAs køkkenchef René Redzepi indikerer, at han måske er ved at skrive danmarkshistorie.
Den tidlige afsløring i El Mundo og El País var dog også en stor hjælp. Til gengæld var der problemer med den sene officielle afsløring:
»Tidspunktet og geografien var en udfordring. Tidligere har Søren Frank været i London, men det er svært at være produktiv, når man er midt i award-cirkuset, så derfor valgte Søren at blive hjemme bag tastaturet i år.«
Samtidig opdaterede Else Bjørn løbende AOK.dks Facebook-profil:
»Nu er de nået til nr. 29, Mugariz er nummer fem osv. Men vi kunne ikke nå at få noget i avisens førsteudgave. I sidste minut – og her mener jeg minut – nåede vi at rette afsnittet om Ali til 2. udgaven,« fortæller hun med henvisning til, hvordan NOMAs køkkenchef og de øvrige kolleger i London alle trak hvide t-shirts over hovedet med billede af restaurantens opvasker, Ali Sonko fra Gambia, som ikke kunne være med i London, da han ikke kunne få visum.
»At Ali ikke fik indrejse i England, og Noma-holdet derfor valgte at modtage verdens hyldest iført t-shirts med en storsmilende Ali på, så han alligevel kunne være med fra scenen, var måske begivenhedens sjoveste spin-historie, for den vil givetvis blive samlet op af medier, for hvem den gastronomiske nyhed ikke er verdensomvæltende nok til at bringe Noma forrest i nyhedskøen,« siger Else Bjørn til Journalisten.dk.
Se også the Guardians interview med René Redzepi.
Samt Bloomberg News tv-omtale.
2 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
@ Niels,
Jeg kan ikke få øje på pral - til gengæld kan jeg se en velforberedt og -udført slagplan.
Det er et godt eksempel på den klassiske nyhedsjournalistik, hvor det ind i mellem også handler om at være godt forberedt for at komme først.
Undskyld mig. Men er dette en artikel om, hvordan en dansk journalist har viderebragt rygter frembragt af spanske medier og samtidig praler af at have lavet et interview til web-tv med en madanmelder på forventet efterbevilling?