Uafhængige medier spiller den samme rolle i Iran, som de politiske partier gør i et vestligt demokrati, fortæller Rajab-Ali Mazrooei, formand for den iranske journalistorganisation. Journalisten talte med ham, da han for nylig var i Danmark i forbindelse med projektet 'Det arabiske initiativ'.

PRESSEFRIHED. At finde balancen mellem den spidse vinkel og den formulering, der får kastet en i fængsel, er ikke blot et arbejdsvilkår for journalisterne ved Irans uafhængige medier, det er nærmest blevet et håndværk. Grænsen for, hvad magthaverne kan tolerere, rykker sig frem og tilbage, og kunsten er at fornemme, hvor den befinder sig.

»Iranske journalister har lang erfaring med at fornemme den politiske situation og udtrykke sig i forhold til den. Det er en del af spillet, og journalisterne ved, hvordan de skal agere i den politiske frontlinje.«

Sådan siger Rajab-Ali Mazrooei, formand for Association of Iranian Journalists. En midaldrende, lidt undseelig persisk mand, der ikke desto mindre har taget hele turen fra revolutionær i 1979, parlamentsmedlem og en af reform-fløjens bannerførere til i dag at være forkæmper for pressefriheden i den gejstlige stat.

Han er økonomisk skribent på avisen Sarmayeh. Før det har han arbejdet ved 10 forskellige aviser, der alle er blevet lukket af myndighederne for samfundsskadelig virksomhed. Alligevel kan man sagtens skrive kritisk om styret og dets politik, hævder han.

Det er et spørgsmål om at gøre det på den rigtige måde.

»Det persiske sprog er rigt, og det rummer mange muligheder for at sige tingene indirekte. Budskabet ligger skjult i sammenhængen, og ingen kan derfor beskylde dig for at have skrevet noget, du ikke må,« fortæller han.

En anden brugt metode – som man også kender fra andre lande med presse-restriktioner – er at skrive sine nyheder ved at referere udenlandske medier. Det kan være problematisk at skrive om folkelig modstand mod en politiske beslutning, men det er ikke forbudt at fodre BBC eller Al-Jazeera med informationer og bagefter citere dem for det.

I DET HELE taget er der ingen klare regler for, hvad der får myndighedernes hammer til at falde over medier eller enkelte journalister. Det kommer helt an på de skiftende politiske magtforhold i det islamisk republikanske styre.

Da den iranske journalist-organisation blev dannet for 10 år siden, var den reformvenlige præsident Khatami netop kommet til magten, og det skabte et åbent og frugtbart klima med megen debat og nye aviser. Men i foråret 2000 slog de konservative kræfter til og lukkede 23 aviser.

»Det var et signal om, at den frie debat var gået for vidt. Det kunne ikke fortsætte på den måde. Et sådant signal forstår de tilbageværende journalister, og så passer de stilen ind,« fortæller Mazrooei. På det tidspunkt var han selv chefredaktør for den toneangivende reform-avis Salaam, der også blev lukket.

Spillet mellem medier og magthavere er en del af den politiske kamp, der uofficielt foregår i landet. Iran har politiske partier, men ikke en åben, demokratisk debat, der kan sammenlignes med den danske. Derfor bliver de uafhængige medier talerør og samlingspunkter for de reformvenlige kræfter i landet.

»Politik og menneskerettigheder er centralt stof for medierne og den primære kilde til diskussioner i befolkningen. Mange journalister er selv politisk aktive, for pressen er det bedste sted, man kan udtrykke sine synspunkter. Hvis de politiske partier var stærke nok, ville de kunne bringe disse synspunkter frem, men det er de ikke, og derfor kommer det til udtryk gennem journalisterne og til dels gennem universiteterne og de studerende,« siger Mazrooei.

HANS EGEN indgang til journalistikken var også politisk. Som ung studerende i Esfahan deltog han i revolutionen i 1979, men forlod efterfølgende landet. I 1989 vendte han tilbage med en økonomisk uddannelse og var med til at stifte avisen Salaam.

»Det var kort efter Irak-krigen, og der var en ny og optimistisk atmosfære i Iran. Jeg overvejede, hvordan jeg bedst kunne bidrage til at skabe forbedringer i samfundet og kom frem til, at de største muligheder lå i at blive journalist,« fortæller Mazrooei.

Salaam spillede en stor rolle i den politiske udvikling. Avisen var blandt andet kraftigt medvirkende til at køre Mohammed Khatami i stilling som præsidentkandidat i 1997. I 2000 blev den dømt til ikke at udkomme i fem år som følge af en politisk højredrejning i landet. På det tidspunkt var Mazrooei chefredaktør. Han var herefter med til at starte en række aviser, der alle blev lukket, inden han kom til avisen Sarmayeh.

Her laver han kritiske analyser og kommentarer om Irans økonomiske politik, men formår at gøre det uden at skaffe sig problemer på halsen.

Til gengæld er myndighederne ikke glade for hans kritiske røst om pressefrihed og fængslede iranske journalister. I 2004 blev han således afskåret fra at stille op til valg til parlamentet, hvor han ellers var valgt ind, fordi han var blevet sortlistet af det konservativt dominerede Vogternes Råd.

En af de personer, Mazrooei forsvarede, var sønnen Hanif, der blev tilbageholdt i to måneder uden sigtelse.

»Han er en af landets mest berømte bloggere,« fortæller Mazrooei og går hen til en computer for at finde sønnens site, der nu igen er aktivt som en af oppositionens mest kritiske røster.

Sønnens arrestation var et forsøg fra myndighedernes side på at bremse den net-aktivitet, der udgør en stigende trussel for medie-kontrollen i landet.

»Myndighederne forsøger at kontrollere nettet, men Iran er ikke et lukket land. Hvert år rejser fire millioner ud og ind af landet. Loven forbyder folk at modtage satellit-tv, men hvis du ser byerne oppefra, vil du se, at de fleste huse har paraboler. I dag kan én ud af seks iranere gå på nettet,« siger Mazrooei.

Selvom det ikke har bedret pressens vilkår, at præsident Mahmoud Ahmadinejad for to år siden kom til magten, ser Rajab-Ali Mazrooei positivt på fremtiden i Iran.

»Idéen om demokrati og frihed har opbakning fra størstedelen af befolkningen. De konservative tilhører en minoritet, selvom de har magt. I dag bor de fleste iranere i byerne, og 99 procent har gået i skole. Det giver grund til optimisme.« /

Fakta

Association of Iranian Journalists

Association of Iranian Journalists (www.aoij.ir) er en faglig sammenslutning, der omfatter journalister ved de private, frie medier, og altså ikke den majoritet af journalister, der arbejder ved de stats-kontrollerede medier.

Irans seks tv-kanaler samt alle radiokanaler er alle statskontrollerede. Ifølge forfatningen må private ikke drive broadcastede medier. De private medier udgør omkring 70 aviser og flere tusinde magasiner.

Iran er et af de fire lande i projektet 'Media Cooperation with the Arab World and Iran', som er en del af Udenrigsministeriets 'Det arabiske initiativ'. Formålet er at styrke den journalistiske standard og uafhængighed, blandt andet ved at styrke journalisternes organisation. Projektet drives af International Media Support og har Dansk Journalistforbund som partner.