Israel-Hamas

Antallet af dræbte journalister stiger fortsat i Gaza

Den israelske hær meddeler blandt andre Reuters, at de ikke kan garantere sikkerheden for journalister i området

Mindst 29 journalister er blevet dræbt i krigen mellem Israel og Hamas.

Det skriver Committee to Protect Journalists i sin seneste opgørelse.

Senest er den palæstinensiske journalist Duaa Sharaf og hendes barn blevet meldt dræbt i et israelsk luftangreb på Gaza. Duaa Sharaf arbejdede for Radio Al-Aqsa, der er tilknyttet Hamas.

”Over de sidste tre uger har Committee to Protect Journalists dokumenteret, at denne er den mest dødelige for journalister, siden vi begyndte at monitorere området i 1992,” siger Committee to Protect Journalists i en udtalelse.

Flere forsvundne journalister

Krigen mellem Hamas og Israel begyndte, da Hamas-krigere 7. oktober angreb Israel. Siden har Israel svaret igen med omfattende angreb.

Ifølge AP, der baserer sin opgørelse på tal fra 29. oktober, er 1.400 mennesker blevet dræbt i Israel, mens 8.005 palæstinensere har mistet livet i Gaza.

Derudover er 116 palæstinensere blevet dræbt på Vestbredden. AP skriver videre, at 5.431 israelere er blevet såret. For palæstinensere i Gaza er tallet 20.242. Tallene er behæftet med betydelig usikkerhed.

”Da journalisters evne til at indsamle nyheder og få vidneberetninger er blevet stadig mere begrænset, er offentlighedens mulighed for at kende og forstå, hvad der sker i denne konflikt, alvorligt kompromitteret, med sandsynlige konsekvenser over hele verden,” skriver Committee to Protect Journalist i en udtalelse om weekendens blackout i Gaza, hvor indbyggerne mistede muligheden for at kommunikere med omverdenen, da blandt andet internettet ikke fungerede.

De dræbte er 24 palæstinensere, fire israelere og en enkelt libaneser. Derudover er otte journalister blevet meldt sårede, mens ni journalister enten er blevet meldt forsvundne eller tilbageholdt.

Advarsel til journalister

I weekenden modtog medier som Reuters en officiel advarsel fra den israelske hær, IDF:

”IDF retter angreb mod al militær aktivitet fra Hamas i Gaza,” lød det i et brev sendt til medierne ifølge Reuters.

Videre lød det, at Israel angriber inde i Gaza, mens Hamas sender raketter mod Israel.

”Under disse omstændigheder kan vi ikke garantere sikkerheden for jeres medarbejdere og opfordrer kraftigt til at tage alle nødvendige forholdsregler for deres sikkerhed,” skrev IDF videre.

I forlængelse af brevet fra IDF har Reuters og AFP rettet kritik mod de israelske styrker.

”Situationen på jorden er alvorlig, og IDF’s uvilje til at give garantier for vores medarbejderes sikkerhed truer deres evne til at dække denne konflikt uden frygt for at blive såret eller dræbt,” lød det fra Reuters i officiel udtalelse, mens AFP’s globale nyhedsdirektør, Phil Chetwynd, på baggrund af samme brev konkluderede:

”Vi er i en utroligt usikker position, og det er vigtigt, at verden forstår, at der er et stort team af journalister, der arbejder under ekstremt farlige forhold.”

0 Kommentarer