search

Ansøgninger ud af vinduet

 

 

Det er hårdt at være arbejdssøgende journalist, fotograf eller kommunikationsmedarbejder. Jobopslagene er sjældne. Men det værste er, at nogle jobopslag er falske. I realiteten er der intet job.

 

»Journalist søges«. To sjældne ord, der øjeblikkeligt sender jobsøgende journalister på arbejde.

Først research, måske et telefonopkald til virksomheden, derefter skrivefasen og til sidst sparringen med venner og ægtefælle. Det kan tage flere dage at skrive en ansøgning.

Men af og til er det spild af tid. Nytteløst arbejde.

Ikke fordi ansøgningen udløser et afslag. Sådan er spillet. Men fordi ansøgningen er sendt til en virksomhed, der i realiteten ikke mangler en medarbejder.

Det viser flere eksempler, Journalisten har kendskab til. Enten beslutter arbejdsgiveren slet ikke at ansætte en journalist. Eller også har virksomheden allerede fundet en til jobbet, når de modtager ansøgningen.

Uanset årsagen, er det skønne spildte kræfter for de jobsøgende. »Ansøgerne bruger enormt meget psykisk energi på jobsøgningen. For at komme i betragtning til et annonceret job skal man virkelig sætte sig op til det, lave informationsindsamling, bruge sit netværk og så videre. Efterfølgende er det psykisk hårdt gang på gang at modtage et afslag. Derfor skal jobsøgere behandles med respekt,« siger jobkonsulent Hanne Rude, der i 11 år har lavet jobsøgnings- og karrierekurser. De seneste fire år for journalister.

Hanne Rude får løbende eksempler fra sine kursister på jobopslag, der ikke fører til en egentlig ansættelse. Jobkonsulenten understreger, at det er ekstra slemt at misbruge de jobsøgendes tillid i en krisetid:

»Som branchen ser ud nu, er folk mere sårbare over for dårlige oplevelser end i gode tider, hvor man bare søger det næste job, der kommer.«

 

FOTOGRAF PER GUDMANN søgte i foråret en seks måneders vikarstilling som fotograf på B.T.
Den 32-årige billedjournalist, der blev uddannet sidste år gjorde sig meget umage med ansøgningen. Han brugte en lang weekend på at finde de rigtige billeder frem til en cd-rom, lave et cover med egne fotos, skrive ansøgningen og til sidst pakke cd'en med billederne ind i gammeldags madpapir. Per Gudmann, der på daværende tidspunkt var arbejdsløs, slutter jobsøgningen af med selv at tage ind på B.T. og aflevere ansøgningen.

Per Gudmann er så opsat på at få stillingen, at han på selve deadline-dagen ringer ind på redaktionen for at høre, hvornår han kan vente et svar. Ifølge Per Gudmann svarer billedredaktør Stina Mäenpää, at stillingen allerede er besat.

»Jeg bliver helt chokeret,« husker Per Gudmann.

Derfor spørger han i første omgang slet ikke om noget. En time senere ringer han tilbage og beder om at få sin cd-rom retur. Samtidig beder Per Gudmann billedredaktøren forklare, hvorfor han ikke kom i betragtning til jobbet.
»Så siger hun: »Dine billeder er gode. De er helt i top.« Men hun kan ikke forklare nærmere, hvorfor jeg ikke kom til samtale,« husker Per Gudmann.

En uge senere får Per Gudmann sin cd-rom retur. Så bliver han for alvor chokeret.

»Jeg kan se, at madpapiret aldrig har været fjernet. Det er jeg 100 procent sikker på. Jeg prøver at skrabe forsigtigt på tapen – for at se, om den kunne have været pillet af. Men det er helt umuligt.«

Per Gudmann er overbevist om, at B.T. på forhånd havde bestemt sig for en kandidat.

»Jeg synes ikke, at det er ærligt. Hvis man laver stillingsopslag, så skulle man tro, at der er lige store chance for alle ansøgere.«

Det var en tidligere praktikant på B.T., der fik jobbet.

Billedredaktør Stina Mäenpää siger, at hun slet ikke kan huske Per Gudmanns ansøgning – på trods af, at der kun var ni ansøgere til jobbet. Stine Mäenpää kan heller ikke huske, at hun skulle have rost Per Gudmanns billeder, og hun afviser, at stillingen skulle være besat på forhånd. Samtidig fastholder hun, at alle ansøgninger er blevet læst.

Per Gudmann er ikke den eneste, der føler, at han har spildt sin tid på en ansøgning.

Medietimen, der er A-Pressens skoletjeneste, ansatte kort før sommerferien i år en medarbejder tre uger inden ansøgningsfristens udløb. Redaktør Henrik Poulsen understreger, at personen, der fik jobbet, lå i ansøgerbunken. Men de, der sendte deres ansøgning i løbet af sommerferien, kom ikke i betragtning. På den tidspunkt havde Henrik Poulsen nemlig allerede fundet sin nye medarbejder. Henrik Poulsen beklagede dog fremgangsmåden over for de ansøgere, der ikke kom i betragtning.

Berlingske Tidende slog i år en stilling op på deres Business-tillæg, men et par måneder senere fik ansøgerne brev om, at stillingen var besat internt med en journalist fra Berlingske Tidendes Nyhedsmagasin. Berlingske Tidendes erhvervsredaktør, Peter Kjærgaard, afviser at have spildt folks kræfter:

»På det tidspunkt stillingen bliver slået op, er der stor sandsynlighed for, at den skal besættes med en mand udefra,« siger han.

B.T. droppede til gengæld helt at ansætte en 'Gå-i-byen reporter', selv om stillingen var opslået, 30 journalister havde søgt, og seks havde været til samtale. Begrundelsen var dårlig økonomi på avisen.

»Jeg føler mig lidt snydt. Det er irriterende at have brugt tid på noget ret nytteløst,« siger en af ansøgerne til Journalisten.

 

DER FINDES INGEN LOV, som kræver, at private virksomheder skal slå ledige stillinger op. Men nogle steder gør virksomhederne det alligevel på grund af interne aftaler.
På de offentlige arbejdspladser er det anderledes. Her er arbejdsgiveren tvunget til at slå faste job op eksternt, når den ledige stilling er på tjenestemandsvilkår. Men myndighederne bliver også kraftigt opfordret til at opslå alle andre stillinger. Også selv om kontorchefen, kommunaldirektøren eller ministeren allerede har fundet sin mand.

Da den nye regering før julen 2001 ansatte pressemedarbejdere, blev journalisterne Ulla Østergaard, Jakob Høyer og Morten Langager hentet fra JyllandsPosten. I første omgang blev de tre nye pressemedarbejdere korttids-ansat – ifølge reglerne skal korte, midlertidige job ikke partout slås op.

De tre stillinger blev senere slået op. 28 personer søgte, deriblandt Morten Langager, Ulla Østergaard og Jakob Høyer selv. Ikke overraskende faldt valget på de tre, der et par måneder tidligere var blevet håndplukket.
Job-opslagene afvises dog at være proforma.

»Vi følger de regler, der gælder,« siger Kåre Geil, der er ministersekretær i Indenrigs- og Sundhedsministeriet.

Han opfordrer generelt ansøgerne til at ringe for at høre nærmere om jobbet.

»I forbindelse med Ulla Østergaards ansættelse har folk, der har spurgt, jo fået at vide, at en, der var på en korttids-kontrakt, ville søge den faste stilling,« siger Kåre Geil.

Han mener, at det er op til ansøgeren at tolke sådan et udsagn.

 

DET KAN VIRKE
ABSURD at slå stillinger op, der i realiteten allerede er besatte. Men ikke for B.T.s tillidsmand, Klaus Moe. Han forsøger at holde sin ledelse fast på, at alle ledige stillinger skal slås op.

»Vi har fyrede kolleger, der skal have tilbudt jobbene. Derfor slår jeg på, at alt skal slås op. Det kan godt være, at det kan medføre situationer, hvor nogen siger, at opslaget er idioti, fordi ledelsen allerede har fundet den rette. Men jeg er nødt til at sikre mig, at der dumper stillingsopslag ind ad brevsprækken hos de fyrede,« siger Klaus Moe.

Han mener, at kravet om at opslå stillinger er med til at modvirke, at alle job bliver besat med håndplukkede folk.

Klaus Moe er ikke glad for at høre, at billedjournalist Per Gudmann har fået en uåbnet ansøgning retur fra B.T.

»Jeg forstår ikke, at det er sket. Det er noget sjusk. Alle ansøgere skal tages seriøst. Ellers kan vi jo tabe guld,« siger han.

Billedjournalist Per Gudmann har i dag et fast job på magasin- og web-virksomheden ncom, som han er glad for. Men han kan ikke lade være med at spekulere over forløbet på B.T. Hvor tilfældigt det var, at han fandt ud af, at B.T. ikke havde set hans ansøgning.

»De kunne bare have åbnet madpapiret. Så havde jeg aldrig opdaget noget.«

Journalistforbundets jobservice skønner, at godt hver fjerde af Journalistforbundets medlemmer, der er i arbejde, skifter job hvert år.

I øjeblikket er 1.443 ud af de 11.968 medlemmer arbejdsløse.

 

FAKTA
Når stillinger forsvinder

Ifølge jobsøgningskonsulent og karriererådgiver Hanne Rude kan der være en række årsager til, at opslåede stillinger pludselig forsvinder:

* Virksomhederne kan have været lidt for hurtigt ude. Måske mangler der økonomi, eller også omstrukturerer de, og pludselig er det alligevel ikke aktuelt at ansætte en ny. Nogle gør det for at markedsføre sig. Det kan være en måde at sige til konkurrenterne: Her går det godt.

* Nogle vil lige se, hvad der rører sig på markedet.

* Det kan også være, at ansøgerfeltet er for tyndt. Cheferne synes ikke, at de kan få det, de havde forestillet sig. Så vil de hellere vente og se.

* Stillingen skal ifølge husaftaler eller lovkrav slås op, men cheferne har allerede en til jobbet, der er ansat i virksomheden. Mange har også folk i tidsbegrænsede ansættelser, der kommer i spil til de opslåede stillinger.

 

 

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen