• Interessen for de tre journalistuddannelser fremgår af den just overståede koordinerede tilmelding. Århus oplever en stigning. Odense en nedtur. Og RUC forbliver uhåndterbar.
Danmarks Journalisthøjskole har en overraskende stor søgning. Præcis 1276 ønsker at gå til optagelsesprøve på journalistlinjen, mens 134 har søgt fotojournalistik og 67 tv-linjen. Til sammenligning søgte 1210 journalistlinjen i 1998.
»Vi havde regnet med at gå cirka 100 ned i ansøgere til journalistlinjen, på grund af de små årgange,« siger sekretær i DJHs optagelsesnævn Inna Krog-Jensen.
Odense debuterede i 1998 med 565 ansøgere, men oplever i 1999 et fald på næsten 100 til 471 ansøgere.
»Måske har nyhedens interesse fortaget sig, måske har ansøgere hørt, at det er sværere på Odense, hvor man skal gennem akademiske baggrundsfag,« gætter kontorfuldmægtig Inger Pedersen. Hun understreger, at set i forhold til at Odense kun optager 75 studerende, er universitetet relativt set ikke mindre populært end DJH.
På RUC står 42 studerende netop nu og blinker på den interne venteliste til journalistholdet til september, der optager 50. Tallet siger ikke det store – ingen af kandidaterne vidste, at de kunne læse journalistik på RUC, da de i sin tid søgte optagelse.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.