Politikens 'onde Anne-Marie' har tegnet mennesker hele livet.

RØNTGENBLIK. »Der findes ikke noget mere varieret end det menneskelige ansigt. I fjernsynet kan man altid se, om folk lyver; deres øjne bliver lidt flakkende, de griner umærkeligt eller rødmer svagt. Ansigtet er så fuldt af udtryk, som alle kan aflæse.«

Politikens menneske-tegner Anne-Marie Steen Petersen, 56, har levet af ansigter hele livet. Og folk, der i årtier har fulgte hendes arbejde, kunne næsten forledes til at tro, at verden består af mennesker, der ikke har nogen kroppe, men kun hoveder.

Mærkelige hoveder, smukke og groteske. I hendes bedste tegninger er det, som ser man lige gennem kødet og helt ind i personens sjæl.

Engang kaldte nu afdøde Jan Stage hende for 'onde Anne-Marie'.

»Jeg startede jo som en del af den aktivistiske venstrefløj i 1970erne. Da jeg var ung, tænkte jeg meget på, hvordan jeg skulle få ondskaben til at lyse ud af et fjæs. Ungdommen er jo – heldigvis – vild og barsk. I dag prøver jeg mere at undersøge, hvem det menneske er.«

»Men det betyder altså ikke, at jeg har lagt mine tænder i vandglasset,« griner Anne-Marie Steen Petersen, der for nylig udsendte en stor bog med udpluk af 25 års arbejde.

Det vil sige tegninger fra Socialistisk Dagblad, fra hendes ti år på Politiken og tilsvarende ti år på Ekstra Bladet. Alle steder har hun lavet portrætter og dagsaktuel satire.

– Hvordan gør du?

»Ja, det spørger alle om, men det kan jeg altså ikke svare på. Først tænker jeg over, hvad anledningen er. Så studerer jeg billeder af folk og koncentrerer mig specielt om deres øjne og læber.«

»Nu skal jeg jo tegne Hans Engell til Journalisten, i anledning af at der kommer en bog om ham. Den må jeg først sætte mig ind i. Men jeg kender ham jo, for jeg har lavet ham mange gange før. Både da han var minister og toppolitiker, og senest da han blev chefredaktør på Ekstra Bladet. Lige præcis han er ikke ukendt område, og det bliver sjovt at lave.«

– Jamen, hvordan gør du så?

»Alle vi bladtegnere har forskellige teknikker. Nogle nørkler i timevis med noget, som bagefter ligner noget, de har lavet på ét sekund. Selv starter jeg med blyant- og tusch-skitser, som jeg scanner ind i computeren og arbejder videre på. Min computer er mit nye legetøj – ligesom nye farveblyanter.«

»Jeg arbejder hjemmefra, hvor jeg sparrer og udvikler idéer med min mand, Henning Prins. Og jeg kan godt love, at dét arrangement får Politiken mere ud af, end hvis jeg skulle møde op derinde hver dag.«

Anne-Marie Steen Petersen ser sit – og de andre bladtegneres arbejde – som led i en kæde, der går 170 år tilbage i tiden. Til de folkelige bevægelser, der i 1830erne kæmpede for ytringsfrihed og demokrati.

»Da brugte man satiren og karikaturtegningerne til at nå ud til folk. I Frankrig angreb tegnere skånselsløst sagførere og politikere. Satiren var også et våben i Danmark op til det seneste systemskifte. Men man må jo sige, at aviserne har haft en større storhedstid end nu.«

– Hvad er forskellen på nu og for 25 år siden?

»Der er færre aviser og færre job. Og vi laver meget mere. Jeg laver to-tre tegninger mere om ugen end for bare ti år siden. I dag bliver der virkelig bestilt noget på avisredaktionerne. Engang brugte jeg tre dage på et portræt af forfatteren Knud Sørensen. Den går ikke i dag – og det gjorde det for øvrigt heller ikke den gang, men det er en af de tegninger, jeg er allermest glad for.«

»Tegninger er et håndlavet, menneskeligt element, der går uden om det skrevne sprog, og som jeg tror tiltaler mange mennesker. I 1950erne var det de trykte tegninger, der gjorde mig selv interesseret i aviser.«

– Hvad er det svære?

»Det er at forklare noget, der er svært, på en simpel måde med en god pointe. Og visse mennesker er sværere at lave end andre. I lang tid var det svært for mig at tegne Poul Nyrup, ligesom jeg havde problemer med Mogens Glistrup. Jeg havde svært ved at fange det væsentlige i deres personligheder. Til gengæld er Anders Fogh Rasmussen nem; han har et ansigt med klare træk og klare farver. Fordi han er så pæn, kan der være noget dukkeagtigt over ham, som om han er lavet af et fint stykke træ.«

»Man ved aldrig, hvad man snubler over i et bestemt ansigt. Men skal man gå i dybden, må man gå ind i det og se, hvad det rummer.«

»Men der er jo noget frygteligt ved at blive afbildet. Vi har alle sammen fået billeder af os selv og tænkt 'hold kæft hvor ser jeg ud' …«

– Er det derfor, du er holdt op med at være så ondskabsfuld?

»Jeg er altså ikke holdt op med at være ondskabsfuld. Men jeg er mindre bloddryppende. Og man skulle da stadig gerne kunne se, hvad jeg mener om George W. Bush.«

• Blå bog: Anne-Marie Steen Petersen
  Født 1950.
  Bladtegner.
  Ansat i Politikens Hus gennem 23 år, hvor hun har skiftet mellem ansættelser på henholdsvis Politiken og Ekstra Bladet.
  Har netop udgivet »Ridser i lakken« med avistegninger fra de seneste 25 år (Forlaget Per Kofod).