Ansatte på MetroXpress bekymrede over Ritzau-aftale

MetroXpress A/S indgik for nylig aftale med Ritzaus Bureau om fast leverance af nyheder til både MetroXpress og 24timer frem til udgangen af 2013. Herunder en fast færdigredigeret side om dagen. Nu slår de ansatte alarm.

MetroXpress A/S indgik for nylig aftale med Ritzaus Bureau om fast leverance af nyheder til både MetroXpress og 24timer frem til udgangen af 2013. Herunder en fast færdigredigeret side om dagen. Nu slår de ansatte alarm.

»Der er ikke nødvendigvis noget galt med Ritzau. De er gode og kompetente. Men vi risiskerer, at det særpræg, som MetroXpress har, forsvinder,« siger tillidsrepræsentant på MetroXpress Rasmus Skat Andersen til Journalisten.dk.

Han og den redaktionelle medarbejderforening er bekymrede over Ritzau-aftalen, der løber frem til udgangen af 2013, og som omfatter nyheder til både print og internet på de to gratisaviser 24timer og MetroXpress samt færdigsider med avisernes egne typografier. Særligt sidstnævnte med én fast færdigredigeret side hver dag fra Ritzau betragtes som »en dårlig idé«.

»Det risikerer at udvande en af avisens største styrker, nemlig det stramt redigerede og velprioriterede nyhedsoverblik,« lyder det fra den redaktionelle medarbejderforening på MetroXpress.

»Retfærdigvis skal det sige, at ledelsen har lovet, at de ikke forestiller sig, at omfanget af færdigredigerede sider skal øges,« siger Rasmus Skat Andersen til Journalisten.dk og tilføjer:

»Men problemet kan være, at vi fremover kan få endnu sværere ved at bekæmpe det fejlagtige ry, at MetroXpress bare skulle være en Ritzau-avis.« 

I øjeblikket sidder der på MetroXpress et hold af redigerende, som ikke bare forkorter, men ofte bearbejder Ritzaus telegrammer, så de passer ind i MetroXpress' koncept.

»Det filter i processen vil nu delvist forsvinde, og det udgør et principielt problem,« siger Rasmus Skat Andersen.

Han understreger igen og igen, at der intet galt er i nyhederne fra Ritzau. Det er princippet i at lade Ritzau producere hele sider af avisen.

Den redaktionelle medarbejderforening vurderer i øvrigt, at den nye manøvre ikke handler om kvalitet, men primært er økonomisk begrundet. Altså at det handler om at få mest muligt for færrest penge.

»Og hvorfor nøjes med én side, hvis Ritzau kan og gerne vil levere mere, og hvis det koster mindre end at have egne medarbejdere til at lave det samme?« spørger Rasmus Skat Andersen.

Hertil svarede 24timers chefredaktør, Claus Johansen, allerede ved aftalens indgåelse følgende til Journalisten.dk:

»Udgiften er nok nogenlunde den samme, men pointen er, at vi så i stedet kan fokusere vores kræfter på at lave det, vi er bedst til.« 

Journalisten.dk har forelagt medarbejdernes bekymring over Ritzau-aftalen for MetroXpress' chefredaktør Jakob Høyer, men han har ikke svaret.

Læs også: Ritzau i kridthuset hos metroXpress

0 Kommentarer