search

Ansatte kræver chefer fyret på Fyn

Medarbejderne på Fyens Stiftstidende er oprørte over, at alle redaktionelle chefer går fri i fyringsrunden, der bliver eksekveret her mandag morgen. De vil have mindst én redaktionschef fyret. Chefredaktøren mener ikke, at der er plads til retfærdighedsbetragtninger. (Opdateret)

Medarbejderne på Fyens Stiftstidende er oprørte over, at alle redaktionelle chefer går fri i fyringsrunden, der bliver eksekveret her mandag morgen. De vil have mindst én redaktionschef fyret. Chefredaktøren mener ikke, at der er plads til retfærdighedsbetragtninger. (Opdateret)

Mellem klokken 9 og 10 mandag morgen har medarbejderne på Fyens Stiftstidende fået besked på at holde deres mobiler åbne. De, der skal fyres, bliver ringet op i dette tidsrum.

Første udspil fra ledelsen i sparerunden var, at der skulle fyres 20 medarbejdere. Det er siden blevet forhandlet ned til 16 fuldtidsstillinger. Heraf er de ni stillinger regulære afskedigelser. Resten er ledige stillinger, der er nedlagt og vikarer, der ikke har fået forlænget deres kontrakter, eller folk der har sagt ja til en frivillig fratrædelsesordning. De ni, der der skulle fyres, er alle menige medarbejdere, mens de redaktionelle chefer går fri. Det har skabt stor utilfredshed blandt de ansatte.

»Når du ser på antallet af medarbejdere, bliver der færre at lede, men der bliver ikke færre ledere. Det er mine kollegaer utilfredse med,« siger Lene Sarup og oplyser, at ledelsen har bidraget til sparerunden ved at give afkald på en lønstigning, som de skulle have haft her i foråret. Men det mener medarbejderne på Fyens Stiftstidende ikke er nok.

»Vi så gerne, at en af de fem redaktionschefer blev sparet væk,« siger stedfortrædende tillidsrepræsentant Mogens Kruse på vegne af medarbejderforeningen, der holdt fagligt møde sidste onsdag.

Ansvarshavende chefredaktør Per Westergård gør opmærksom på, at der også bliver skåret på chefniveau. Det er bare ikke redaktionelle chefer, men to ud af 10 chefer på direktionsniveau, der forlader Fynske Medier. Det er dog korrekt, at ledelsen har afvist at nedlægge redaktionelle lederstillinger.

»Vi har forsøgt at komme igennem det her forløb, så vi berør læserne mindst muligt, og så vi efter sparerunden kan se os som det stærkest mulige hold til at videreføre alle de medier, vi laver. Der er efter min vurdering ikke plads til retfærdighedsbetragtninger. Det handler om at sikre virksomheden bedst muligt,« siger han.

Per Westergård vurderer, at de menige medarbejdere også ville opleve det som utilfredsstillende, hvis der fremover ville være færre chefer til at lede de omkring 155 medarbejdere og forskellige redaktioner, der tæller lokalredaktionerne, centralredaktionen i Odense, online, radio og tillæg.

»Vi ændrer jo ikke på den grundlæggende strukturelle opbygning. Derfor er ledelsesbehovet efter min vurdering uforandret,« siger han.

Selv om han ikke mener, at der er plads til retfærdighedsbetragtninger i afskedigelsesrunden, så peger han på, at ledelsen har lyttet til medarbejdernes ønske om, at ledelsen også skulle mærke besparelserne. Ifølge Per Westergård var ledelsens afkald på at stige i løn i 2009 med til at redde en fuldtidsstilling under forhandlingerne i fredags.

»Selv om det ikke skal påvirke afskedigelsesrunden, så er jeg opmærksom på, at retfærdighedsbetragtningen fylder meget blandt medarbejderne. Som element i det har vi sagt, at ledergruppen undlader at blive lønreguleret i 2009. Det inkluderer både mig selv og dem, der er ansat på redaktionschefniveau. Medarbejderne har også diskuteret, om de ønsker at give afkald på deres lønregulering, men det har de ikke ønsket,« siger han.

Når de fyrede har fået besked her mandag formiddag, vil de blive indkaldt til et møde senere i dag, ligesom alle de, der skal omplaceres, også bliver indkaldt.

Klokken 17 mødes medarbejderforeningen på Ryans Pub i Odense.

Tillidsrepræsentanterne har derudover hørt rygter om, at en aktivistgruppe vil lave en happening i dag mandag for at demonstrere deres utilfredshed. Så vidt tillidsrepræsentanterne har forstået, involverer happeningen en lagkage, men tillidsrepræsentanterne kender ikke de nærmere detaljer.

Læs også: Fynske medier skal spare 45,5 mio. kroner.

Rettelse: I den oprindelige version af artiklen stod der, at ni stillinger var nedlagt. Der var dog tale om, at ni stillinger blev nedlagt ved regulære fyringer. Derudover blev der nedlagt vakante stilllinger, og der var vikarer, der ikke fik forlænget deres kontrakter, og der var frivillige fratrædelser. I alt er der omkring 16 fuldstidsstillinger, der er nedlagte.

Kommentarer
1
Anders Kristensen
30.03.09 19:30
Re: Ansatte kræver chefer fyret på Fyn

 Som element i det har vi sagt, at ledergruppen undlader at blive lønreguleret i 2009. Det inkluderer både mig selv og dem, der er ansat på redaktionschefniveau. Medarbejderne har også diskuteret, om de ønsker at give afkald på deres lønregulering, men det har de ikke ønsket

Det er da synd for redaktionscheferne, at de må undvære det lønmæssige tandsmør det næste år. Engang i mellem ville det nogle gange være dejligt, hvis ledergruppen selv tog en rigtig del af skraldet i stedet for symbolsk at signalere, at den står supérieur istedet for grand cru næste gang turen går til vinhandleren.

Fremhævet af Journalisten
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen