Anonym kilde: EU-tjek af pressefrihed er proforma

Et nyt EU-udvalg skal granske journalistik og pressefrihed i medlemslandene. Men det er ren proforma, fortæller en anonym kilde i Europa-Kommissionen.

Et nyt EU-udvalg skal granske journalistik og pressefrihed i medlemslandene. Men det er ren proforma, fortæller en anonym kilde i Europa-Kommissionen.

I går meddelte Europa-Kommissionen, at de vil lancere en undersøgelse af pressefriheden i EU. I spidsen for den kritiske granskning sidder et udvalg, der samler tidligere ministre, forskere og journalisten Ben Hammersley. Sidstnævnte er blandt andet tilknyttet Wired som redaktør.

Men EU-mediet EU Observer har været i kontakt med en anonym kilde i Europa-Kommissionen, der fortæller, at Kommissionen ikke har nogen reel magt til at blande sig på området. I stedet er formålet at lukke munden på kritikere fra Europa-Parlamentet, hvor folkevalgte politikere længe har råbt op om pressefrihed i udvalgte lande som Ungarn og Italien.

»Det handler grundlæggende om at få Parlamentet rystet af. Der er nogle medlemmer af Parlamentet, der tilsyneladende er ude af stand til at forstå, at EU har meget begrænset juridisk magt på dette felt,« siger kilden, der vel at mærke er anonym.

Europa-Kommissionen har dog officielt større forventninger til udvalgsarbejdet. Kommissionen oplyser, at udvalget skal kigge på konkrete problemer som politisk indblanding, juridiske trusler mod journalister, virksomheders indflydelse og journalistikkens tilstand i bred forstand – og med telefonaflytningerne i Storbritannien i baghovedet.

»Vi kommer ikke til at sige 'det var så det, mange tak' og så rykke videre til noget andet (når udvalget har afleveret deres anbefalinger, red.),« lovede den ansvarlige europakommissær Neelie Kroes på et pressemøde i går.

Du kan læse mere om pressefrihed i Europa, og resten af verden, i Reportere uden Grænsers pressefrihedsindex her

0 Kommentarer