Der er ikke meget anonymitet at hente i den lille, sorte bjælke, Søndagsavisen har lagt over ansigtet på en række almindelige danskere i seneste nummer. Men det er heller ikke meningen, siger Søndagsavisens redaktørEn række almindelige danskere fortæller i seneste nummer af Søndagsavisen om deres private hemmeligheder for kæresten.
I opslaget fortæller de medvirkende om, hvordan de skjuler alt fra prut-snifning og overforbrug på sko til gambling og drukture.
På billederne er de medvirkende anonymiseret med en bjælke over øjnene. Eller rettere: En tynd sort streg.
Men selv om temaet er hemmeligheder, er der ifølge Søndagsavisen ikke noget i vejen med, at anonymiseringen intet gør for at skjule de medvirkendes identitet.
»De er jo gået med på at få taget et billede, og jeg tror ikke, at der er en eneste af dem, der ikke kan stå ved de her små hemmeligheder,« siger ansvarshavende redaktør på Søndagsavisen Søren Krogsgaard til journalisten.dk.
Han forklarer, at det mest var for spøgens skyld, at Søndagsavisen bruger ordet ’anonymisering’ i opslaget, og at de, vistnok, heller ikke har brugt ordet over for de medvirkende.
»Måske er det brugt, men de har fået forklaret helt klart, både af fotografen og journalisten, at det her, det vil være en lille bjælke over dit hoved, og at vi ikke kan garantere, at der ikke er nogen, der vil kunne genkende dem,« siger Søren Krogsgaard.
Han er helt afklaret med, at de medvirkende overhovedet ikke bliver anonymiserede af den lille sorte bjælke, der i et enkelt tilfælde ikke engang dækker personens solbriller.
»Jeg tror, de fleste kan se ironien i det. Når man laver en voxpop, hvor folk skal fortælle deres hemmeligheder, så er det jo ikke hemmeligt længere,« siger Søren Krogsgaard.
»Jeg har arbejdet på BT, og jeg ved godt, hvordan man anonymiserer, og hvordan man ikke gør. Og skulle vi have anonymiseret dem, så skulle vi også have sløret deres tøj, og de skulle være en stor pixeleret blok. Så det er ikke, fordi vi ikke ved, hvordan man anonymiserer. Det er en del af konceptet, at det skulle være lidt paparazzi-agtigt. Billederne er også taget med en telelinse, og der er et ”top hemmeligt”-stempel ude i siden. Det er ideen på siden,« forklarer han.
Derfor er der hverken noget odiøst i, at de medvirkende er lette at genkende, eller at avisen bruger ordet anonymisering.
»Hvis der er journalister, der mener, at man så ikke skal bruge ordet ’anonymisere’, medmindre man rigtigt gør det, så er det ikke noget, jeg har så meget at sige til,« siger han.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.