Den britiske finansavis The Financial Times er kommet under hårde anklager. Annoncørere har muligvis betalt for artikler, der skulle trykkes, som om de var ægte redaktionelt indhold i FT's særlige magasiner.
Ifølge the Guardian oplyser en talsmand for the Financial Times, at aviskoncernen tager anklagerne meget alvorligt, men indtil videre har man ikke fået nogen beviser for, at der skulle være hold i anklagerne.
Ikke desto mindre er der nu sat en undersøgelse i gang. Blandt efter reaktioner fra det britiske journalistforbund, the National Union of Journalists, som er gået ind i sagen.
Anklagerne er rettet mod FT Business, der udgiver særlige magasintillæg som Investors Chronicle, Financial Adviser og The Banker and Money Management.
"Vi er blevet gjort opmærksomme på, at flere journalister – hvoraf mange er medlemmer af the National Union of Journalists – ofte bliver bedt om at skrive 'advertorial' (redaktionelt indhold i reklamer, red.), som så fremstår som ægte redaktionelle reportager," hedder det i brevet fra det britiske journalistforbund, NUJ, som Mediaguardian.co.uk har fået mulighed for at se.
Heri hedder det videre:
"Tilsyneladende er det også almindelig praksis, at journalisterne skriver artikler om emner, som annoncørerne selv har foreslået."
Talsmanden for Financial Times oplyser, at avisen i de seneste otte uger har forsøgt at komme til bunds i sagen og oplyser, at man indtil videre ikke har kunnet finde et eneste bevis på, at der skulle være hold i anklagerne.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.