Annoncør skriver artikler til EB.dk

Det ligner grangiveligt en artikel fra Ekstra Bladets sportsredaktion, men teksten kommer fra spilfirmaet Unibet, og avisen tjener penge på at lade den indgå side om side med det øvrige stof.

Det ligner grangiveligt en artikel fra Ekstra Bladets sportsredaktion, men teksten kommer fra spilfirmaet Unibet, og avisen tjener penge på at lade den indgå side om side med det øvrige stof.

Onsdag kunne man på forsiden af EB.dk se rubrikken 'Magtkamp i Manchester'. Den fodboldinteresserede læser kunne herefter klikke sig videre og læse om det store lokalopgør i den engelske Premier League. Og først her afslører en sort bramme foroven samt navnet 'Unibet' i bylinen, at teksten kommer fra en annoncør.

»Det skulle have fremgået på forsiden, at der var tale om en annoncør-tekst. Det er en fejl,« fortæller chefredaktør Geir Terje Ruud.

Men at Unibet forfatter artikler, der i layout, font og baggrund ligner almindelige EB-artikler, er til gengæld ingen fejl. Der er tale om et forsøg med en ny måde for annoncører at brande sig selv på EB.dk.

»Unibet får lov at lave artikler i en særlig annoncør-sektion. Der henvises så til artiklerne fra forsiden i nogle særlige annoncør-mærkede bokse. Der er tale om et test-forsøg, der løber frem til jul, hvor vi så vil evaluere, hvad det har skabt af værdi for annoncøren, læserne og os selv,« fortæller Geir Terje Ruud.

Han fortæller, at annoncerings-metoden er kendt fra VG og især det svenske Aftonbladet.se, der har faste rubrikker med 'indhold fra annoncører'. Således har Volvo ansat til at sidde og skrive den slags artikler, der fx kan handle om Sverige ældste Volvo eller ny miljøteknologi i (Volvo-)biler.

På EB.dk betaler Unibet for en pakke, der blandt andet lægger fast, hvor meget, der skal henvises til artiklerne fra forsiden.

I retningslinjerne for god presseskik hedder det, at "der bør opretholdes en klar skillelinje mellem annoncering og redaktionel tekst". I EB.dk ligner artiklen fra Unibet imidlertid fuldstændig de almindelige redaktionelle artikler. Men Geir Terje Ruud mener ikke, sitet overtræder den gode presseskik.

»Nej, jeg synes det er ret tydeligt. Der står Unibet i bylinen, og der står annoncør-sektion for oven. Men det er klart, at hvis vi skal drive det videre, skal der ske en større design-mæssig ændring. Vi har bare valgt at teste det, før vi bruger en masse penge på udvikling.

Risikerer I ikke at svække EB.dk's journalistiske brand ved at blande op med annoncør-tekster?

»Det vil altid være en diskussion, men vi har allerede regler for de almindelige annoncer, og det skal vi selvfølgelig også har på dette område.«

Kunne man forestille sig, at I vil bringe politiske artikler, forfattet af parti-annoncører?

»Vi må jo tage hvert enkelt tilfælde og vurdere det for sig. Det kan godt være vi finder nogen, vi ikke har lyst at arbejde sammen med,« siger Geir Terje Ruud.

Forsøget kører frem til jul og skal derefter evalueres. Ruud har dog oplevet positiv respons på de artikler, der har været.

»Det virker som om, læserne er tilfredse med artiklerne, og det er nok fordi Unibet formår at skrive artiklerne, så det ikke bare er en reklame.«

De skriver teksterne, så man ikke kan se forskel i forhold til de øvrige EB-artikler?

»Ja, men det er måske bedre, end at de bare skriver om, hvor fantastisk Unibet er.

1 Kommentar

Jakob Andresen
14. NOVEMBER 2010
Re: Annoncør skriver artikler til bt.dk

Det med at lade firmaer skrive artikler har bt.dk praktiseret i lang tid. Og her er det endnu sværere at gennemskue, at indholdet leveres af et privat firma.

Seneste eksempel er fra i dag.