Aalborg Stiftstidende plejer annoncørerne ved at give dem indflydelse på det redaktionelle i særlige tillæg. En halv sides annonce giver en halv sides omtale, reklamerer avisen med. »Folk tror, det er rigtig journalistik,« siger begejstret annoncør.

»Kom selv til orde i avisen. Som annoncør er du med til at udforme den redaktionelle linje.«
Sådan lyder det i et brev fra Aalborg Stiftstidende til annoncører, der tilbydes journalistisk omtale i et tillæg om efterårets mode, hvis de tegner en annonce. Modellen, som avisen har udviklet over en årrække, er enkel. Kunderne får redaktionel spalteplads i præcis samme omfang, som de tegner annoncer – én sides annonce udløser en sides redaktionel omtale, en halv sides annonce giver en halv sides artikel.
En hel annonceside koster godt 25.000 kroner. For den sum lover avisen høj kvalitet i omtalen: »Den redaktionelle profil udarbejdes af professionelle journalister og fotografer,« hedder det blandt andet – med tilføjelsen: »i samarbejde med dig.«
I forårets udgave af modetillægget kan man blandt andet erfare, at »Andersens damefrakker har eksisteret i en menneskealder«. Bag poesien står freelance-journalister, mens freelance-fotogra-fer sikrer billedsiden, der mestendels består af fritskrabede portrætter af handlende, der smilende viser varerne frem.

Glade kunder
»Ja, vi forsøger at gøre lidt ekstra ved layoutet,« forklarer leder af Aalborg Stiftstidendes annonceafdeling – i daglig tale ‘Projektsalg' – Per Briann Jensen. Han beretter, at modellen, hvor freelancere oversætter de handlendes ord til journalistik, én gang for alle har elimineret annoncørernes problemer med kritiske vinkler.
»Da vi brugte journalister fra redaktionen til tillæggene, opstod der det problem, at annoncøren ikke altid lige brød sig om det, der stod. Linjen var for kritisk, og oplysningerne var måske ikke lige up to date. Annoncørerne ved jo som regel mest om emnet,« siger Per Briann Jensen.
Den »gamle« model betød, at annoncesalget faldt.
»Hvis en annoncør havde købt en helside, så ville jour-nalisten ikke tage ham som redaktionel kilde. Kunder, der tegnede helsides-annoncer, kunne opleve, at konkurrenten, der ikke annoncerede, var ham, journalisten skrev om! Til sidst kunne vi næsten ikke sælge annoncer til de tillæg,« forklarer Per Briann Jensen.
I dag kimer telefonerne igen.
»Det er blevet modtaget utroligt positivt, vi stiger hele tiden i annoncesalg,« siger Per Briann Jensen, der ikke vil røbe konkrete tal.

Helt som rigtig journalistik
En af de annoncører, der har høstet af den ny annoncefilosofi, er indehaveren af Centrum Tøj & Sko, Hans Ole Jensen. Butikken købte for godt 6.000 kroner en kvart annonceside i forårets udgave af modetillægget, hvilket udløste en kvart sides omtale: »Uanset om det er et godt tilbud eller en mærkevare, man er på udkig efter, så har Centrum Tøj & Sko det,« skrev journalisten blandt andet på baggrund af interviewet med indehaveren.
Resultatet lod ikke vente på sig. »Flere kunder har fortalt, at de godt så, at vores forretning havde været omtalt i avisen,« fortæller Hans Ole Jensen.
Folk tager det for at være journalistik?
»Ja, det kan du tro. Folk tror, det er rigtig journalistisk omtale. For mig at se så er omtalen ikke en annonce, det er journalistik, og det virker mere rigtigt end en annonce. Hvis vi selv laver en annonce, så spørger folk lidt skeptisk »er det nu også rigtigt?«. Men det har de ikke gjort med denne her. Slet ikke. Det har jo stået i Stiftstidende.«

Kravet er adskillelse
Og dermed antyder forretningsmanden også, at Aalborg Stiftstidende er på kollisionskurs med det etiske kodeks for reklame og tekstreklame, som Dansk Journalistforbund og Danske Dagblades Forening har fastlagt:
»Adskillelsen mellem redaktionel tekst og annoncer er af afgørende betydning for offentlighedens og læsernes tillid til pressen,« lyder det. Og videre: »Hvor reklamer og annoncer i udstyr har lighed med redaktionel tekst … skal der markeres, at der er tale om annoncer.«
Men selv om den markering er så lille, at annoncørerne ikke mærker effekten af den, afviser ansvarshavende chefredaktør Per Lyngby, at læserne bliver snydt.
»Der står annoncetillæg på forsiden af tillægget, og format og typografi er anderledes end Aalborg Stiftstidendes,« siger Per Lyngby.
»Vores model er ikke værre end den, andre aviser bruger, hvor det er de fastansatte journalister, der skriver artiklerne i annoncetillæggene,« siger Per Lyngby.
Men hos jer er det dog kunden, der bestemmer, hvad der skal stå i avisen?
»Det tror jeg også, det er i andre tilfælde, uden at jeg skal sværte nogen til.«
Heller ikke formanden for Danske Dagblades Forening, Nils Thostrup, har travlt med at udtale sin kritik.
»Hvis produktet er trykt og produceret uafhængigt af avisen, men udsendt sammen med den, så har jeg ingen forbehold over for det.«
Men forfører den slags journalistik ikke læserne?
»Nej. Jeg tror godt, at læserne kan gennemskue, at det her ikke er journalistik på almindelige betingelser,« siger Nils Thostrup, der er chefredaktør på JydskeVestkysten. »Og hvis jeg kritiserede Aalborg Stiftstidende, ville jeg desuden minde om manden, der bor i et glashus og selv kaster stenene,« siger formanden – og antyder dermed også, at Aalborg-modellen ikke kun stortrives i det nordjyske.

Utroværdig købejournalistik
For enkelte forretningsdrivende er den kop te, Aalborg Stiftstidende har brygget, dog umulig at sluge. Winnie Lauritzen er indehaver af Kanstrup Sko i Aalborg. Selv om hun ofte annoncerer i Aalborg Stiftstidende, skal hun ikke nyde noget af redaktionel omtale.
»Som forbruger kan man da ikke have tillid til en avis, hvor du ikke ved om det, der står i spalterne er objektivt vurderet og ikke blot købt af annoncøren,« siger Winnie Lauritzen. »Aalborg Stiftstidende taber troværdighed på det her.«
Måske den kritiske Winnie Lauritzen lider af en bedaget erhvervsskade. Inden hun blev forretningsindehaver, var hun – journalist. »I min journalisttid kaldte man det her luderjournalistik – gør man ikke det længere?« spørger hun.