På lokalavisen Villabyerne nægtede redaktør Dorthe Oxgren at lade direktøren få indflydelse på artiklerne. Det kostede hende jobbet. Konflikter mellem økonomi og journalistik er hverdag på mange lokalaviser, siger faglig sekretær i Journalistforbundet.

Ud med luderstoffet og ind med den kritiske journalistik. Det var Dorthe Oxgrens betingelse for at blive redaktør på lokalavisen Villabyerne. Fra sit tidligere job på AmagerBladet kendte hun nemlig til lokalavisernes dilemma mellem kontanter og kritisk journalistik.

Den mangeårige direktør på Villabyerne, Hans Diamant, var enig i, at der skulle mere fokus på journalistikken, og i efteråret 1999 kunne Dorthe Oxgren tage plads i redaktionslokalet.

"Avisen var fyldt med uredigerede pressemeddelelser og luderstof om bladets annoncører, og jeg ville rent ud sagt bulldoze hele lortet," siger Dorthe Oxgren.

Den nye stil resulterede blandt andet i en kritisk artikel om en lokal isenkræmmer, der annoncerede i bladet. Han udlejede også boliger, hvor lejerne var utilfredse med forholdene, og artiklen fik isenkræmmeren til at stoppe sine annoncer.

I den og andre situationer, hvor annoncørerne brokkede sig, gjorde Hans Diamant det klart, at de måtte finde sig i avisens nye stil. I april 2002 gik Diamant på pension, og det blev starten på en boksekamp om den redaktionelle linie.
I det ene hjørne stod den nye direktør Peter Trostmann bevæbnet med regnskaber og budgetter, i det andet Dorthe Oxgren med sine journalistiske idealer. Efter fem måneder blev hun fyret.

Nej til B&O
"Da Peter Trostmann blev ansat, sagde han ikke noget om, at han var uenig i den måde, det kørte på, men det viste sig, at han ville have artikler, som var ren produktomtale. Han var for meget reklamemand til at lede en avis," siger

Dorthe Oxgren, som havde ansat en praktikant, der også nåede at opleve de nye tider.

"Det var et brat skifte, da Peter Trostmann tog over. Man kunne mærke det på mange små ting i hverdagen, for eksempel at vi hver uge skulle holde møde med annonceafdelingen. Peter Trostmann troede, at han på den måde kunne få artikler og annoncer til at ‘passe' bedre sammen," fortæller Claus Peter Hastrup, der var i praktik på avisen i seks måneder.

Både Dorthe Oxgren og Claus Peter Hastrup nævner et livsstilstillæg som eksempel på en konflikt med Peter Trostmann.

Han ville blandt andet have journalisterne til at skrive om vin og et nyt musikanlæg fra B&O, men Dorthe Oxgren sagde nej, og redaktionen valgte andre emner. Den slags episoder var med til at fylde Villabyernes lokaler med dårlig stemning i takt med, at pengekassen blev tømt.

Dorthe Oxgren mener dog ikke, at annonceindtægterne faldt på grund af indholdet i artiklerne.

"Det gik skidt med annoncesalget mange andre steder, så man kan ikke konkludere, at der manglede penge som et resultat af avisens linie. For eksempel var det første år økonomisk set forrygende, selv om der var en ny stil på avisen."

18. september 2002 var det slut. Efter tre års ansættelse blev Dorthe Oxgren fyret på grund af "Væsentlige uoverensstemmelser omkring Villabyernes fremtidige strategier," som det hed i begrundelsen.

"Det var vemodigt at sige farvel, men også en lettelse efter nogle hårde måneder, hvor jeg oplevede at vågne med angst om natten."

Hverken Villabyernes direktør, Peter Trostmann, eller Jan Halling, som er administrerende direktør for Politikens Lokalaviser, vil svare på spørgsmål om Dorthe Oxgrens tid på avisen. Jan Halling har i stedet sendt en mail til

JOURNALISTEN om de redaktionelle retningslinier for Politikens Lokalaviser.

Der står blandt andet:

"Retningslinierne skal sikre, at det redaktionelle niveau er i orden, og at lokalavisen bliver en sund forretning baseret på et interessefællesskab mellem læsere, kilder og annoncører… Det er den ansvarshavende redaktør, der foretager de redaktionelle valg."

Problematisk frihed
Uenighed med direktør eller annoncechef er den mest almindelige grund, når redaktører på lokalaviser forlader jobbet. Det mener Flemming Reinvard, som er faglig sekretær i Dansk Journalistforbund.

"Det er på aviser med redaktionel frihed, at diskussionerne opstår. Hvis der ikke er frihedsbrev, så bestemmer ejerne eller direktøren. Det vil i praksis sige, at de tænker mere på økonomien end på journalistikken, men redaktøren kan ikke stille nogen krav," siger Flemming Reinvard.

Han blev kontaktet af Dorthe Oxgren og forhandlede med Politikens Lokalaviser, så hun kunne få en økonomisk godtgørelse, da hun blev fyret.

"Det er svært at råde folk til at handle anderledes, hvis man som redaktør vil holde på sin ret til at bestemme. Man må dog sige, at det er et livsvilkår for den slags blade, at der opstår problemer. Der vil altid være en latent magtkamp mellem redaktion og annonceafdeling, og det er som regel redaktøren, der trækker det korteste strå, hvis konflikten for alvor kører op."

I dag forsøger Dorthe Oxgren at leve som freelancer. Hun mener ikke, hun var urealistisk i sine valg som redaktør.
"Mine idealer som journalist er de samme, men det fungerer kun med kritisk lokaljournalistik, hvis ledelsen indser, at det fører til bedre kvalitet, større troværdighed og flere læsere."

VILLABYERNE
Avisen hører under Politikens Lokalaviser og udkommer en gang om ugen i Gentofte Kommune nord for København. Oplaget er på 37.500.
Villabyerne kom på gaden første gang i 1906 og er dermed en af landets ældste lokalaviser.