Annoncemarked styrer mod hård mavelanding

Dagblade, fagblade ugeaviser og radio var i store problemer i december 2007 målt på annonceomsætning. Genereal afmatning kan koste journalister jobbet.

Dagblade, fagblade ugeaviser og radio var i store problemer i december 2007 målt på annonceomsætning. Genereal afmatning kan koste journalister jobbet.

Dagbladet Børsen har sammenholdt annonceomsætningen i december 2007 med december 2006. Annonceomsætningen steg her kun to procent i forhold til året før. Det er klart under niveauet for hele 2007, som viser en stigning på syv procent i forhold til 2006, viser tal fra Danske Reklame og Relationsbureauers Brancheforenings Mediaindex.

Det ser nu ud til, at medierne bliver ramt af aktienedtur, boligkollaps og negative forbrugerforventninger, forklarer mediabureauerne.

»Der er ingen tvivl om, at der skrues ned. Mange af vores eksisterende kunder bremser op, og jeg tror ikke, at mediernes ordrebøger er lige så fyldte som på samme tid sidste år,« siger Martin Rasmussen, direktør i mediabureauet Mindshare, til Børsen.

Samtidig har fagbladet Journalisten været på rundtur til de danske mediehuse for at tale om forventninger til indtægterne i år, og meldingen er klar: De seneste år er journalisters arbejdsløshed faldet markant, men nu er jobfesten for journalister slut.

Flere store danske mediehuse er ved at skrue ned for den budgetterede annonceomsætning i år på grund af forventninger om lavere vækst end i de foregående år.

Annoncebudgetterne er noget af det, virksomhederne først beskærer, når væksten klinger af.

Direktør i JP/Politikens Hus Lars Munch er ikke optimist på journalisternes vegne.
»Jeg tror, at set fra journalisternes side vil det i bedste fald køre lige ud. Med den afmatning, vi ser nu, ser det ud til, at jobfesten er slut. Vi kan se, at DR skal spare, TV 2 skal spare, og dagbladene sidder over en bred kam og ser på deres omkostninger,« siger Lars Munch i det nummer af Journalisten, som udkommer i dag.

Læs også: DJ: Spring til kommunikation nu

0 Kommentarer