Onsdag den 16. december besluttede Journalisten at afbryde samarbejdet med Annegrethe Rasmussen, der har blogget for os siden 2010.
Anledningen er kendt for de fleste: Altinget mente, at en af Annegrethe Rasmussens tekster havde så stort sammenfald med en leder fra The Economist, at der burde have været henvist til den. Altinget afbrød derpå samarbejdet med Annegrethe Rasmussen.
Annegrethe Rasmussen erkendte, at der burde have været henvist til The Economist.
Men forinden havde hun først forklaret Altinget, at hun slet ikke havde læst lederen, før hun skrev sin egen tekst. Hun har efterfølgende forklaret, at den forklaring skyldes, at hun blev bange for Altingets anklage.
Journalisten besluttede samtidig med Altingets og Annegrethe Rasmussens brud at undersøge de tekster, hun har leveret til Journalisten.
Konkret har jeg set på godt 30 tekster – jeg kan ikke garantere, at min søgning har fanget alle – der er udgivet siden marts 2010, hvor Annegrethe Rasmussen afleverede sin første blog hos Journalisten om dansk/amerikanske medieforhold. En enkelt tekst er fra før denne periode.
Det er kompliceret arbejde at sammenligne tekster for at finde betænkelige sammenfald i formuleringer på to forskellige sprog. Der skal ikke ændres meget, før det er umuligt at finde en eventuel tidligere originaltekst.
Jeg har primært gjort det ved at oversætte nøgleord fra den danske tekst til engelsk og søge tekster med de samme ord – herunder også personnavne og medietitler – i tidsrummet før dansk udgivelse.
Og jeg har gjort det ved at læse de tekster, Annegrethe Rasmussen selv linker til som henvisning.
Min konklusion er dels, at Annegrethe Rasmussen har leveret en række veloplagte og velskrevne tekster, hvor hun dygtigt udnytter sin amerikanske base til at perspektivere ikke mindst samspillet mellem politikere og medier i Danmark.
Dels har jeg ikke fundet eksempler, der kommer i nærheden af det, der var med til at udløse sanktionen fra Altinget.
Samlet har jeg derfor vurderet, at Annegrethe Rasmussen ganske vist har haft et åbenlyst og bekymrende problem med et andet medie, men det har hun ikke med Journalisten.
Men en gennemlæsning, hvor der fokuseres konkret på kildehenvisninger, vil ofte kunne afsløre forhold, hvor redaktøren mener, det kan diskuteres, om mediets normer og standarder er helt overholdt.
Det gælder selvfølgelig ikke bare freelancere, men alle journalister. Således også Annegrethe Rasmussen.
Hvad fandt jeg så?
Jeg har fundet steder, hvor jeg synes, der burde stå, hvor et bestemt citat stammer fra – men hvor det i konteksten samtidig er tydeligt, at Annegrethe Rasmussen ikke gør citatet til sit eget.
Alligevel er det god skik, synes jeg, at henvise til originalkilden, hvilket også kunne være udredt i Journalistens redigering.
Det eksempel, jeg har dvælet længst ved, er fra oktober 2015 i bloggen ’Mediegribbe og massemord’.
Her er en passage på cirka 150 ord, hvor der er større faktuelt og formuleringsmæssigt sammenfald med en tekst fra Washington Post, som Annegrethe Rasmussen også umiddelbart efter henviser til, men uden at hun direkte noterer, hvor meget af researchen der er herfra.
Det er en vigtig pointe for mig, at der er kildehenvisning. Det åbner for ovenstående efterkontrol. Omvendt havde jeg gerne set, at skribenten tydeligere havde deklareret kildens afsmitning på teksten i Journalisten.
Annegrethe Rasmussen er enig i, at en mere tydelig henvisning her havde været på sin plads.
Det er essensen af, hvad jeg fandt.
Sagen er lukket herfra.
Hvad har vi lært?
Først og fremmest, at journalister, der arbejder i udlandet, men skriver i Danmark, skal lade være med at gøre arbejde, der er udført af andre, til fælleseje, bare fordi det handler om faktuelle forhold.
Hvis man ikke henviser, gør man sig yderst sårbar over for andres fejl. Det smitter af på det medie, man leverer til.
Dernæst skal redaktører også lære noget. Man kan ikke i et samarbejde med en ekstern leverandør introducere en anden redaktionel kultur end den, der gælder for fastansatte. Det vil sige, at den redaktionelle sparring fra idéudvikling til færdig tekst skal følge med, når tekster hentes udefra.
Og man skal sikre, at den eksterne skribent kender det redaktionelle kodeks: Hvornår henviser vi? Hvor meget må man citere fra en tekst, når man henviser?
Selvfølgelig afstemmes meget af den slags i en art gensidig faglig gefühl. Men det er vigtigt at huske, at man kan have forskellige standarder, hvis emnet aldrig drøftes.
Det er jo problemstillinger, der ikke kun gælder bloggere. Jeg har jævnligt fat i redaktører, der i lidt for høj grad kopierer Journalistens dækning.
Jeg tror, vi i branchen skal arbejde mod et holdningsskifte, hvis vi skal fastholde journalistikkens troværdighed: Det gør ikke dit arbejde mindre originalt, at du viser, at du har læst og set andre medier.
Dit arbejde som blogger bliver tværtimod kun mere troværdigt, hvis du henviser til mange forskellige kompetente kilder og så giver teksten originalitet med din egen analyse på baggrund af den samlede research.
En af Annegrethe Rasmussens blogs har 11 linkede henvisninger. Det er ikke den ringeste. Tværtimod.
Jeg har tilbudt Annegrethe Rasmussen at fortsætte med at blogge for Journalisten. Her er hendes svar på ovenstående:
Svar fra Annegrethe Rasmussen:
Jeg noterer mig det positive udkomme af Øjvinds arbejde. Jeg har i de år, jeg har arbejdet som aflønnet medarbejder ved fagbladet, haft et givende samarbejde med flere velkvalificerede webredaktører, herunder den nuværende.
Jeg bemærker mig, at den artikel ud af cirka 30 blogposter, Øjvind har identificeret som den eneste, der giver anledning til en kritisk bemærkning, er kildeangivet af mig med den artikel, som Øjvind gerne havde set nævnt flere gange. Spørgsmålet om, hvordan og hvor tydeligt man kildeangiver, er blevet diskuteret flere steder herunder i P1’s program ’Mennesker og Medier’ fredag den 8. januar, hvor udlandsredaktøren på Berlingske havde en række fornuftige refleksioner og anbefalinger, som jeg er enig i.
Det ville åbenlyst have været bedre, hvis Journalisten havde valgt at sætte vort samarbejde i bero under Øjvinds kvalitetstjek frem for at afslutte det. Den valgte procedure bidrog til en overvældende negativ pressedækning af min person.
Jeg har flere gange forklaret min holdning til Altinget-affæren. Jeg erkendte mine fejl i fuld offentlighed. Min undskyldning og forklaring blev efterfølgende accepteret af The Economists chefredaktør, med hvem jeg har haft en direkte dialog om sagen. Hun har læst min klumme i direkte oversættelse. Hun har netop ikke beskyldt mig for at kopiere eller plagiere magasinet; Journalistforbundets jurist har en kopi af den e-mail, hvoraf dette fremgår, lige som Altingets chefredaktør også har.
’Hvad har vi lært,’ spørger Øjvind endelig. Det er mig magtpåliggende at sige, at jeg også har lært noget om etik. Ophavsmændene til andre alvorlige undladelsessynder, når det gælder manglende kildeangivelse, synes at undslippe de konsekvenser, der er blevet mig til del. ”Dårlig timing,” får jeg nu at vide er en del af grunden hertil – medierne er trætte, et nyt år er begyndt, og medietoget ruller videre til andre historier. Den af mange efterlyste overordnede principielle diskussion mangler.
Så dette kunne være et godt tidspunkt for mig om at minde om, at jeg aldrig har bragt falske oplysninger til torvs, løjet i min journalistik eller opfundet kilder. Min motivation, når jeg skriver, er et ønske om at informere, vække debat og analysere – gerne på en underholdende og velskrevet måde. Jeg overvejer lige nu de medier og måder, det vil ske på fremover; i den proces vil jeg inkludere det positive tilbud fra Journalistens chefredaktør om at genoptage mit arbejde for journalisten.dk.
Fagbladet og forbundets støtte har betydet meget for mig i en vanskelig tid.
14 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Jeg er en smule forundret over udtrykket kvalitetstjek og udtrykket "leveret god kvalitet". Det er vel ikke et spørgsmål om kvalitet, men om normer og standarder.
Journalisten har foretaget en undersøgelse af, i hvor høj grad en skribent har været ihærdig nok med at henvise til kilder. Det er, som Journalisten også selv fremfører, et spørgsmål om "en gennemlæsning, hvor der fokuseres konkret på kildehenvisninger" for at vurdere "om mediets normer og standarder er helt overholdt."
Jeg synes, at det ville tjene til artiklens bedste, om man rettede udtrykkene om kvalitet. Hvorfor? Fordi en undersøgelse af kildehenvisninger ikke alene kan sige noget om kvaliteten. Kvalitet er et udtryk for indholdet som helhed, og det er mit indtryk, at netop indholdet har høj kvalitet. Om det derimod har været lovlig uselvstændigt afskrevet, er en anden sag; i tilfældet Journalistens blog er det øjensynligt ikke en sag med normbrud.
Det er et spørgsmål om præcisering, I know. Men i et anklageskrift er den slags også alt afgørende.
Tillykke med frifindelsen Men helt ærligt... hvor er dette her pinligt for vores fagblad! Tænk hvis vi andre blev behandlet sådan af vore arbejdsgivere - først offentligt skammet ud, dernæst modstræbende taget til nåde, efter at sagen blev undersøgt?
gu´ fa´en savnes hun i Information..!
Interessant, at Villemoes nu selv er blevet taget med plagiatbukserne nede om hælene. Det har han fået en løftet pegefinder for.
Vi mindes Arzrouni, der plankede en anmeldelse af Naomi Klein. Den blev bragt i samme avis.
Han fik vist tre måneders karantæne.
Sikke dog en mageløs dobbeltmoral på W-A.
Jeg skal sandelig love for, at der er forskel på folk.
Jeg synes det er vildt at man genansætter en der har snydt i andre medier. Er alt fint så længe snyderi kun sker i andre medier? Det er vist kun indenfor journalistfaget at man kan tages i at lyve og bryde hellige regler og så bare fortsætte i andre medier.
Men det undrer ikke
Flere