Anne Serlev stopper som formand for Journalistforeningen i DR. Det er i dag blevet meddelt kollegerne i en intern mail.
»Det er ganske udramatisk. Jeg har valgt at stoppe nu, så der er god tid til, at den nye ledelse kan blive kørt i stilling inden de næste overenskomstforhandlinger,« forklarer Anne Serlev til Journalisten.
Hun har arbejdet i DR i en årrække.
»Jeg har været ansat i 40 år i DR. Det har været én lang fyringsrunde, specielt de sidste 20 år,« som hun siger.
Delte formandskabet
Serlev blev valgt som formand for medarbejderforeningen i 2011.
»Jeg stopper, fordi jeg kan mærke, at jeg helbredsmæssigt ikke magter det mere. Det er anstrengende at være formand, man er på 24 timer i døgnet, hele året rundt. Man har i princippet aldrig helt ferie, for der er altid nogen, der ringer,« forklarer hun.
Da Anne Serlev blev valgt som formand, betingede hun sig, at der ville være tid til både at lave fagligt arbejde og journalistik. Derfor blev formandskabet ikke – som det plejede – et fuldtidsjob, og opgaverne blev delt 60/40 med næstformanden.
Anne Serlev understreger, at det har været både sjovt og udfordrende at være formand.
»Det har været enormt spændende og rigtig udfordrende. Jeg har været enormt glad for det, og jeg synes, vi har nået meget. Det er for eksempel spændende at få indblik i ledelsens strategier og måde at tænke på. Det tror jeg er sundt. Og så har det været godt at se, at det delte formandskab har virket.«
Fyringsrunder er hårdt arbejde
Men Anne Serlev har også været formand i en tid med flere sparerunder, og senest en stor udflytningsplan. 165 DR-stillinger forventes oprettet i provinsen, og det har skabt et stort puslespil af medarbejdere, der ikke ønsker at flytte fra København.
»Fyringsrunderne, og nu udflytningerne, er enormt slidsomt. Det er voldsomt for dem, der bliver berørt på deres levebrød, og det er hårdt arbejde for os andre at prøve at redde så mange stumper som muligt.«
Anne Serlev går nu tilbage til at være journalist i DR.
Næstformand Henrik Friis Vilmar, som også sidder i Dansk Journalistforbunds hovedbestyrelse, er ny formand. Sanne Strøh Andersen er ny næstformand.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.