Anne Mette Svane: »Vi har ikke holdt mikrofonen for Carlsberg«

Carlsberg inviterede fem danske medier til Asien. Artiklerne gav ifølge en beregning bestilt af Carlsberg hos Infomedia redaktionel omtale til en værdi af 1,5 millioner annoncekroner. »Læserne må bedømme, hvorvidt det svækker troværdigheden,« siger chefredaktør på Politiken, Anne Mette Svane

Berlingske, Jyllands-Posten, Børsen, Ritzau Finans og Politiken. Fem store medier og syv erhvervsjournalister rejste i november sidste år til Asien for at se på Carlsbergs aktiviteter.

Rundrejsen begyndte i Hong Kong, sluttede i Beijing og var betalt af Carlsberg.

I det nyeste nummer af Journalisten fremgår det, at bryggeriet efterfølgende fik lavet en vurdering af værdien af den redaktionelle omtale. Infomedia opgør værdien til en annonceværdi af samlet 1.548.689 kroner.

I Politikens tilfælde vurderer Infomedia, at Carlsberg fik omtale for 228.421 kroner.

Chefredaktør på Politiken Anne Mette Svane mener dog ikke, at den betalte rejse – og Carlsbergs analyse – påvirker Politikens journalistiske integritet. Politiken havde skrevet under artiklerne, at turen var betalt af Carlsberg.

»Jeg vil ikke tage ansvaret for artiklerne i de andre medier, men jeg kan sige, at vi i de to artikler, som vi har bragt, har gjort det meget klart, at vi var blevet inviteret med på turen af Carlsberg,« siger hun til journalisten.dk.

»Jeg kan fuldt ud stå inde for artiklerne. Vi har ikke holdt mikrofonen for Carlsberg – vi har flere andre kilder med, hvorfor vi kan give et godt billede af problemstillingerne på det asiatiske marked. At Carlsberg laver en Infomedia-analyse, hvor de kommer frem til et beløb på en reklameværdi … Det må de forskellige medier stå til ansvar for. Den samlede mængde vil jeg ikke kommentere yderligere – blot konstatere, at man kan se analyser på mange måder,« fortsætter hun.

Infomedia ejes ligeligt af JP/Politikens Hus og Berlingske Media.

 

Skrappe retningslinjer

Anne Mette Svane lægger stor vægt på, at Politiken har skrappe retningslinjer for betalte rejser.

»Det er i meget begrænset omfang, at vores økonomiredaktion får lov til at tage på firmabetalte ture. Af vores etiske regelsæt fremgår, at rejserne altid skal godkendes af en redaktionschef. Derudover skal man sikre sig, at den journalistiske frihed ikke er begrænset af dem, der betaler turen, og det skal fremgå af artiklerne, at turen er betalt – i det her tilfælde af Carlsberg. Herefter må det være op til læserne at bedømme, hvorvidt det trækker troværdigheden ud af artiklerne.«

I det konkrete tilfælde har Politiken ikke handlet uforsvarligt, mener Anne Mette Svane

»Adam Hannestad [Journalisten, red.] er tidligere redaktør på vores økonomisektion, men er nu blevet skrivende med global ressourceøkonomi som stofområde. I det lys syntes vi, det var relevant, at han kom med på den her tur – både for at få et bedre indblik i det asiatiske marked – hvor Carlsberg er en stor spiller – og for at få et større kildenetværk. Og i det lys skrive relevante artikler med en kritisk distance.«

Hvordan synes du, at det påvirker journaliststandens integritet, at Carlsberg har fået redaktionel omtale for så mange tusinde kroner?

»Jeg vil sige, for Politikens vedkommende, at hvis vi tog med på samtlige ture, som vi blev inviteret med på, ville vi have et redaktionelt problem. Men det gør vi ikke. Vores etiske retningslinjer siger, at vi gerne må tage med på betalte ture, men kun i et begrænset omfang. Igen, jeg har genlæst artiklerne, og jeg synes, de er helt straight og holder hele vejen.«

 

Norge og Sverige er kritisk

Journalisten har talt med flere redaktører fra Norge og Sverige om de etiske problemstillinger i forbindelse med betalte rejser. Fælles for redaktørerne er, at de tager afstand fra de invitations-rejser, der er mere udbredte i Danmark.

Redaktør på Sydsvenskan Daniel Sandström kalder ligefrem betalte ture for bestikkelse, inden han tilføjer:

”Når man modtager økonomiske fordele fra dem, man skriver om, kan det ikke blive betragtet som selvstændig journalistisk.”

Anne Mette Svane har svært ved at tage kritikken seriøst:

»Han svinger sig for højt op i træet. Hvis han har læst de to artikler og stadig vil fastholde sin kritik, så synes jeg, at han har et problem. Jeg kan fuldt ud stå på mål for vores kritiske distance til Carlsberg i artiklerne.«

Med henblik på de her betalte ture. Vil I gøre noget anderledes i fremtiden?

»Nej, jeg synes ikke, at vi har et problem. Når det gælder vores økonomiredaktion, er det i yderst begrænset omfang, at vi siger ja til betalte ture. Og vi har ingen planer om at ændre praksis,« siger Anne Mette Svane.

Carlsberg har understreget over for Journalisten, at bryggeriet ikke kalkulerede med omtale på grund af turen. Analysen af annonceværdien blev lavet af hensyn til de asiatiske partnere, understreger Carlsberg.

1 Kommentar

Tania Jacobsen
10. DECEMBER 2013
Hej.

Hej.
Jeg skriver opgave om netop denne case og jeg mangler de originale artikler som Politiken, Berlingske, Børsen osv. skrev om deres tur i Asien. Jeg synes ikke rigtig at jeg kan finde dem nogen steder. Har i en ide til hvor jeg kan finde dem?