Det kniber med anmelderstjernerne til den nye biografi om Politikens tidligere chefredaktør, Tøger Seidenfaden. Flere anmeldere betegner direkte bogen som et "uinteressant hyldestskrift".
Den nye biografi har allerede før dagens udgivelse forårsaget masser af debat. Ikke mindst den posthume afsløring af ombudsmand Hans Gammeltoft-Hansen som den hemmelige whistleblower i Tamilsagen.
Men skal man tro dagens anmeldere, så er bogen ikke just videre interessant. Og enkelte mener ligefrem, at Stig Andersens biogrfi om nu afdøde Tøger Seidenfaden er en »forholdsvis uinteressant helgenkåring« og »et ukritisk hyldestskrift«.
Det sidste skal især forstås i forhold til, hvilke rolle Tøger havde i Tamilsagen ifølge bogens forfatter.
Eksempelvis skriver Ekstra Bladets tidligere chefredaktør, Bent Falbert
»Lad mig tage denne grove forvrængning af virkeligheden først. Tøger hævder ifølge bogens forfatter, at det var hans medarbejder på Weekendavisen, Nils Ufer, der – via kilder som ombudsmand Hans Gammeltoft-Hansen og senere tamilsagens udspørger, advokat Henrik Holm-Nielsen – sørgede for, at der blev rejst sag imod Ninn-Hansen. Tøgers helgenkåring af sig selv beror simpelt hen på løgn – og det kan bevises«.
Falbert mener i stedet, som flere allerede har skrevet på Facebook i de seneste dage, at den ære bør tilfalde DR's journalist Alex Frank Larsen. Og selv har Alex Frank Larsen da også skrevet en kronik med overskriften: 'Tøgers falske fremstilling af tamilsagen'.
Ifølge dagbladet Politiken ønsker forfatter til Tøger-biografien, Stig Andersen, ikke at indgå i en dialog om anmeldelserne, men gerne om sin journalistik. OG han understreger, at bogen ikke er en bog om tamilsagen, men om Tøger:
»Tamilsagen har mange fædre. Alex Frank Larsen var ikke den første, der beskæftigede sig med den. Han havde også en rolle i sagen, den ære skal han have. Men Tøger forsøger ikke at tage æren for tamilsagen, og selvfølgelig er hans oplevelse af sagen ikke falsk. Den er Tøgers oplevelse,« udtaler Stig Andersen.
Direktøren på forlaget People's Press, Jakob Kvist, er i øvrigt lodret uenig i kritikken af Stig Andersens biografi. Til Politiken siger han blandt andet:
»Det er blevet kritiseret flere steder, at vi ikke har redigeret i kritikken af navngivne personer. Men Tøger Seidenfadens ytringsfrihed gælder også her nogle måneder efter hans død. Og så synes jeg, det er helt utidigt at sige, at vi skulle begynde at luge ud i det, vi ikke synes, han må sige«.
5 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
”Det var mig”-Larsen fortsætter
Uden at ville kommentere hver enkelt af Alex Frank Larsens egocentriske påstande skal jeg gerne igen gøre opmærksom på, at ”Hansen-Gate” blev født i Weekendavisens spalter, at forfatteren var Tøger Seidenfaden, at Nils Ufers artikler i Weekendavisen var de første, der afslørede, at embedsmændene i undersøgelsesretten undsagde Erik Ninn-Hansen, og at politikere reagerede på Ufers artikler med krav om en rigsretssag.
Til de, der endnu ikke har læst bogen ”Tøger”, kan jeg oplyse, at disse kendsgerninger ikke på nogen måde foranlediger Tøger Seidenfaden til at tage æren for Tamil-sagen. Og at bogen i øvrigt ikke beskæftiger sig med, hvem denne ære bør tilfalde. Tøger Seidenfaden bruger alene forløbet til at fortælle om et menneskeligt og journalistisk flot forløb, som han havde sammen med Nils Ufer.
Alex Frank Larsen må forstå, at det ikke er om ham, jeg har skrevet en portrætbog. Derudover må han for min skyld gerne fortsætte med at puste sig op og stå og stampe i gulvet og råbe: ”Det var mig”.
Stig Andersen puster Tøger Seidenfadens og Weekendavisens rolle i Tamilsagen helt ud af proportioner, når han i sin bog skriver: ”Det var i Weekendavisens spalter ’Hansen-gate’ blev født. Og det var på ’redaktionsgangen, nogle af de mest fældende artikler i tamilsagen blev skrevet.”
Det er beviseligt forkert og i strid med, hvad Seidenfaden selv skrev.
Tøger Seidenfaden anså i første omgang min TV-dokumentar ’Blodets bånd’ som ”et overflødigt efterspil”. Siden slugte han sine egne ord råt og skrev: ”En TV-udsendelse, og Ninn-Hansens stædige forsøg på at skyde sit ansvar over på andre, fremtvang alligevel en dommerundersøgelse. Den forekom dengang at være et unødvendigt efterspil. Det skal erkendes, at vi er blevet klogere.”
Politikere og presse lagde Tamilsagen død efter gulvtæppetalen. Der lå den et helt år, indtil mit TV-program og Ninn-Hansens dumstædighed fik den til at rulle. Det er realiteter, som Stig Andersens makværk ikke kan ændre på.
LARSENS MANIPULERENDE EGO
Alex Frank Larsen misbruger mine udtalelser (fra debatindlæg i Politiken) om ”Tøgers oplevelser” i forbindelse med Tamil-sagen, sådan som de er gengivet i min portrætbog, ”Tøger”, på uanstændig og manipulerende vis.
Tøger giver ikke noget sted i bogen udtryk for det, AFL påstår. Han fortæller i bogen alene om et menneskeligt og journalistisk forløb sammen med journalisten Nils Ufer, som skrev artiklerne i Weekendavisen, som afslørede hvad embedsmændene havde fortalt i undersøgelsesretten.
Sådan var virkeligheden, der også omfattede, at journalisterne Maria Cuculiza og Christine Cordsen allerede i slutningen af 1988 på TV2 afslørede den såkaldte ”telefaxsag”, som åbnede for ombudsmandens rolle i sagen, og som var den, der i april 1989 fik Tøger Seidenfaden til at skrive en leder i Weekendavisen med overskriften: ”Hansen-gate”. Siden beskrev bl.a. Anne Lea Landsted i Det fri Aktuelt, hvordan Justitsministeriets administration af lovgivningen havde resulteret i, at tamiler var døde. Først derefter, i foråret 1990, lavede AFL fjernsyn om Tamil-sagen.
Jeg ved ikke, hvad AFLs ærinde er med de manipulerende påstande. Formentlig kan de tjene til at pleje et forsmået ego. Men næppe heller andet.
Tilmed mener AFL, at jeg med min bog om Tøger Seidenfaden har gjort denne en bjørnetjeneste. Det vil bestemt undre mig, hvis det er en holdning, han har fået fra Tøger, men måske omfatter AFLs bedrifter her i tilværelsen også, at han har talt med Tøger, efter at bogen er udkommet. I så fald vil det da være interessant at høre, hvad Tøger ellers fortalte.
Det er både spøjst og forstemmende, som debatten om Tamilsagen fordrejes bort fra sagens fakta. Jeg har aldrig hævdet at have ’afsløret’ eller ’startet’ sagen. Aldrig!
Tværtimod har jeg fortalt, hvad der skete efter Poul Schlüters ’gulvtæppetale’, hvor stort set hele den danske presse klappede i og droppede sagen. Det var præcis Schlüters påstande og pressens tavshed, der satte mig i gang med at producere den TV-dokumentar, som DR sendte et år senere, og som fik følger i form af dommerundersøgelse, regeringens fald og dommen over Erik Ninn-Hansen.
Derfor tør jeg hævde, at jeg fik sagen til at rulle, efter at den i et år havde været død og begravet. Det kan faktisk bevises, som Bent Falbert fastslog i Ekstrabladets anmeldelse af bogen Tøger.
Dermed har jeg ikke forsøgt at skrive hverken ombudsmanden, Flygtningehjælpen, journalistkolleger eller andre nys udnævnte ’helte’ ud af historien om Tamilsagens start. Jeg glemte heller ikke i dokumentaren ’Blodets bånd’ at lade Anne-Dorthe Helmich eller Arne Piel Christensen fra Flygtningehjælpen fortælle om deres centrale rolle i sagen.
Tøger Seidenfaden afskrev effekten af min TV-dokumentar som ”et overflødigt efterspil … der burde ikke være mere at sige”. Derfor er det i sandhed absurd, at han i Stig Andersens bog uden videre kan slippe af sted med en kontrafaktisk historieskrivning, der tillader Seidenfaden at tilrane sig æren for netop de følger, som mit program fik.
Jamen det er nu engang Tøgers oplevelse, indvender Stig Andersen, og den vil han ikke ”censurere” eller ”sortere i”. Så kunne han ikke skrive et ”ærligt” portræt af personen Tøger.
Det holder ikke en meter. Det er ikke ærligt at fylde læserne med løgn, og hvis Stig Andersen selv ville være ærlig, måtte han fra sin egen indsigt i Tamilsagen vide, at Seidenfadens fremstilling var forkert. Hensynet til læserne, til sandheden om man vil, må altid veje tungere end portrætfigurens trang til at stille sig an ved at fordreje fakta. Uanset om det sker bevidst eller i god tro.
Da Ole Lange og jeg sidste år skrev biografien om vores tidligere chefredaktør, Informations grundlægger Børge Outze, måtte vi flere gange konstatere, at vores hovedperson huskede et historisk eller personligt forløb forkert. Det kan ske for enhver, og derfor noterede vi det. Kanhænde, at det stadig var Outzes ’oplevelse’, men det berettiger ikke os til at kolportere faktuelle fejl eller undlade at belyse indbyrdes modsigelser.
”Oplevelsen” kan aldrig være det altoverskyggende, når virkeligheden skal skildres. Journalistik handler netop om at sortere og vurdere, om at forholde sig til fakta og følge fagets etik. Derfor er det fejt og jammerligt, at Stig Andersen kan medvirke til et brud på kildebeskyttelsen ved at klynke ”jamen, det var Tøger, og han var ikke journalist”.
Stig Andersen har i virkeligheden gjort sin hovedperson en bjørnetjeneste ved ikke at give ham det fornødne modspil.
Man gruer for, hvad der var sket, hvis Tøger Seidenfaden i betroelserne til sin litterære lejesvend havde tilstået dobbeltmordet på Peter Bangsvej, Palmemordet og halshugningen af Den Lille Havfrue.
Direktøren på forlaget People's Press, Jakob Kvist, siger, at det ville være »helt utidigt at sige, at vi skulle begynde at luge ud i det, vi ikke synes, han må sige«. I debatten mellem Falbert og Andersen på TV2 News, sagde Stig Andersen, at Tøger Seidenfaden kun nåede at læse et enkelt kapitel før han døde – vist nok det der handlede om hans sygdom. Dvs. vi ved ikke hvordan han ville have det med de øvrige kapitler, hvis han havde fået dem læst. Så selvfølgelig kan en forlagsredaktør tillade sig at redigere, fx i afsnit der indeholder løse, udokumenterede angreb på en række af Politikens mellemledere, sådan som jeg forstod det på Falbert i tv. Selv har jeg ikke fået læst bogen endnu, men det glæder jeg mig til.
Flere