Den franske komponist og performer Jean Michel Jarre bliver ofte inspireret af sine omgivelser i forbindelse med fremtiden for vor planet og har via sin musik og teknik visualiseret musikalske landskaber. Senest i september her i Danmark, hvor han på trods af vejrgudernes rasen fremførte sin forestilling AERO i Aalborg under et skybrud, der var ved at drukne det hele.
Det var den danske vindmølle-teknologi, der havde inspireret Jarre til at opføre AERO i vindmøllernes hjemland. Om denne begivenhed er der nu udgivet en meget smuk – måske lidt opulent bog. Format, indbinding, layout, tryk er upåklageligt. Fotografernenes indsats og dækning af koncerten er formidabel, så er det sagt!
Der er fremragende enkeltbilleder imellem, der både er skrækindjagende i deres symbolik (s. 19) samt andre, der gengiver den festsprudlende forestilling (s. 31-49-53) for at nævne enkelte af de i alt 126 fotos. Deriblandt hele 25 af Jarre, så vi nu ved, hvordan han ser ud, nydelig mand!
Men, men, jeg har det, ligesom når jeg får vist fotos fra en fest, ferietur eller koncert, hvor jeg bare ikke selv var med. Jeg har ikke musikken, lydene, indtrykkene liggende i erindringen. Når jeg derfor ser de mange billeder i denne smukke bog, kan jeg – som altså ikke var med – ikke genopleve, høre musikken, lydene fra AERO. Den er forbeholdt dem, der var med. Det er som at se en dansefilm, hvor lydsiden er gået tabt. Der mangler noget! I dette tilfælde – kunne man så ikke have fundet sponsorer, så man i bogen kunne vedlægge f.eks. en CD optaget fra koncerten? Så vi andre, der ikke var med, bare kunne fornemme lidt af "suset fra kalveboderne"? Og dermed få lidt mere udbytte af bogen?
Og når man så ser og læser om det enorme opbud af hjælpere, fysiske som økonomiske, der har fået det hele til at fungere optimalt (bortset fra den manglende lyd), er det chokerende lige efter at række ud efter morgenavisen og dér læse, at en større katastrofe vil ramme op til 15 millioner etiopiere i form af sult, aids, tørke, fordi der ikke kommer hjælp nok fra de rige lande – mens man her kan rejse midler til et projekt, der varer een eneste aften? Det skal der da også være plads og midler til – men det er svært bagefter at forholde sig til, at så få har så meget at glæde sig over, og at så mange intet har. Man bliver forstemt og har svært ved at bevare den glæde og optimisme, som vel var meningen med bogen.
AERO
Udgivet af Aalborg Kommune, NEG Micon, Elsam og Muskelsvindfonden
Pris 198 kroner
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.