search

Virkelighedens fortæller

Bog: Forfatter: Forlag:

Anmeldelse af Ole Sønnichsen og Mark Kramer: Virkelighedens fortællere – ny amerikansk journalistik.

Fortællingen – den gammelkendte skrivemåde med stigende spændingskurve og lån af teknikker som sceneopbygning og brug af dialog fra fiktionens verden – vinder igen terræn i journalistikken.

I november mødtes således godt 900 fortælleinteresserede journalister på Harvard University i Boston til den fjerde årlige konference om fortællende journalistik for at diskutere, hvad fortællingen kan tilføre den traditionelle journalistik ud over blot dramatiske historier om flystyrt og bankrøverier.
Indlevelse, identifikation og nærvær var nogle af svarene.

De gives også i den første bog om emnet på dansk, Virkelighedens fortællere. Her har freelancejournalist Ole Sønnichsen sammen med amerikaneren Mark Kramer, der også arrangerer konferencen i Boston, samlet fem af de bedste eksempler på fortællende journalistik i serieform fra amerikansk hånd og suppleret dem med interviews med hver enkelt journalist om genren.

Det er bogens – og fortællingens – pointe, at det nogen gange kan betale sig at forka-ste vanetænkningen og nyhedstrekantens stramme opbygning. På over 352 sider beviser Anne Hull, Mitchell Zuckoff, Tom Hallman Jr., Tom French og Rick Bragg – der alle har vundet eller været nomineret til Pulitzer-prisen – at man ved at rokke lidt ved de gamle journalistiske dyder kan skabe et kraftfuldt og langt mere dragende univers, der giver avissiderne nyt liv ved blandt andet at fortælle om store, svære temaer gennem helt almindelige mennesker.

Deres historier er fulde af sproglige detaljer, som i sig selv formidler oplevelser, indsigt og forståelse af, hvordan andre mennesker tænker og føler. De beviser, at ordet, når det bruges rigtigt, meget kraftfuldt kan fortælle historier i en rytme, der giver læseren langt bedre tid til og mulighed for at leve sig ind i historien.
Det er historier, der populært sagt lader være med at spænde ben for fortællingen og låner fortælleteknikker fra romanens og filmens verden, så artiklen langsomt, men spændende, folder sig ud og først lader pointen falde til sidst, når vi – drevet af lysten til at kende slutningen – har læst, forstået historiens fulde sammenhæng og lært i samme tempo som hovedpersonen.

Fortællende journalistik er ikke et nyt hjælpemiddel i skribentens værktøjskasse. Længe før både new journalism og litterær journalistik, som den fortællende journalistik læner sig op ad, skrev f.eks. Herman Bang og Johannes V. Jensen om virkelige hændelser med fiktionens virkemidler.
Men sandheden er også, at mange af new journalismens eller den litterære journalistiks forcer – ikke mindst fortællingen om helt almindelige menneskers helt almindelige liv – er forsvundet ud af spalterne igen. Åh jo, vi har da den uundværlige "case". Men i langt de fleste tilfælde er den blot vedhæng til den ekspert-skabte historie om endnu et problem, som i morgen erstattes af et nyt…

Derfor er der ny inspiration at hente i den igangværende amerikanske fortællebølge. I dag bruger over 60 amerikanske aviser jævnligt fortællin-gen – ofte i serieform – og læseren har taget det til sig. Tom Hallman fik 5000 læserhenvendelser, da han skrev Dren-gen bag masken, som er med i bogen, og flere aviser har set deres oplag stige i takt med, at serierne har udviklet sig, lige som USAs største avis, USA Today, har slækket på sit skrappe krav om korte artikler, fordi den fandt, at fortællende journalistik tilføjede avisen noget nyt.

Det betyder ikke, at fortællende journalistik er kommet for at redde avisjournalistikken fra mere smalhals. Men fortællingen er et bud på en anderledes måde at skære en historie på – også i kort form fra dag til dag, for det her handler ikke om længde men om skrivemåde.
I bogen beviser New York Times journalisten Rick Bragg, at man sagtens kan glemme nyhedstrekanten og fortælle en nyhed, så den bliver mere levende, forståelig og spændende.

Heller ikke her handler det om at dræbe nyhedstrekanten, men om at fremelske alternativer, så både læseren, der vil have velfortalte historier, og journalisten, der vil forblive neutral og objektiv, kan være tilfredse.

Virkelighedens fortællere er – trods en række sjuskede stave- og oversættelsesfejl – en gennemarbejdet og læseværdig introduktion til at komme i gang med de alternativer, den fortællende journalistik giver.

De ledsagende interviews er opbygget, så de kan bruges som et lille opslagsværk om alle aspekter af genren. Dog savner jeg en opsamling på alle disse interviews, hvor Ole Sønnichsen og Mark Kramer bearbejder interviewene og bruger dem som afsæt til en mere sy-stematisk gennemgang af den fortællende journalistiks redskaber og metoder. At de så at sige havde skabt en værktøjskasse som afslutning på bogen.

Virkelighedens fortællere er anbefalelsesværdig for den, der gerne vil læse en samling af artikler, der virkelig giver en oplevelse – og ønsker at kende lidt til skribenternes tankegang og samtidig få nogle gode råd. Men det vil være anbefalelsesværdigt, hvis Ajour også så det som en opgave næste gang at udsende en bog om de interview- og observationsmetoder, der bruges i fortællingen. For her slår Virkelighedens fortællere ikke til.

Ole Sønnichsen og Mark Kramer: Virkelighedens fortællere – ny amerikansk journalistik, Forlaget Ajour, 352 sider, 348 kroner.

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen