ANMELDELSE. Framing – jeg hader det ord. Det er et lorteord.

Og nu har de skrevet en hel bog om framing. WTF?

Forfatterne til bogen hedder Jens Jonatan Steen og Gry Inger Reiter. Jens Jonatan og Gry Inger skriver bog om framing – så er vi godtnok kommet i tierne.

I flere år har jeg hørt på det åndssvage ord uden at fatte meningen. I forbindelse med denne anmeldelse tog jeg mig sammen og slog det op på internettet. Der står, at ordet stammer fra kommunikationsteorien. Javel. Tydeligvis ikke den del af kommunikationsteorien, der handler om at gøre fænomener letbegribelige ved eksempelvis at bruge danske ord.

Nå. Der står videre, at det handler om, hvilke associationer, der knytter sig til noget. Man taler om det på en måde og med nogle ord, der påvirker folks holdning til det, man taler om: cafepenge, ældrebyrde, Udlændingeservice og alt det der.

Et af bogens budskaber, at framing er en præmis for en politisk diskussion – et grundvilkår. Fram eller bliv framet, det er spillets regler. Dermed sagt – det bliver faktisk sagt – at der ikke findes et neutralt sprog.

Det er fandeme uhyggeligt. Ikke alene går politikerne og deres talestøbere ind og manipulerer vores følelser og holdninger gennem små, bitte ord. De gør det tilmed helt tvangsmæssigt og ofte ubevidst for sig selv.

I et kapitel står der sågar, at effekten af fremingen er neurologisk betinget. Ord er med til at opbygge forbindelser mellem hjerneceller, der henholdsvis forstår og føler – neurale sammenbindinger. Så hvis en politiker eller for den sags skyld journalist er konsekvent med at knytte nogle særlige værdiladede ord til en sag, indarbejder det samtidig et følelsesmæssigt reaktionsmønster hos dem, der læser og lytter. Med andre ord: de fuckr med vores hjerne. Creepy.

Bogen er dybest set en retorik-bog. En rimelig nørdet, akademisk sag med bog- og forsker-referencer i parenteser efter sætningerne. Heldigvis er den skrevet i godt sprog og astadigt og pædagogisk tempo med mange gentagelser af pointerne og konkrete råd og anvisninger. Opfordringen, der går igen flere gange, er at man som kommunikator er nødt til at begribe og gribe framing-teknikken og bruge den aktivt og positivt, ellers melder man sig ud af kampen.

Jeg bryder mig ikke om, når de skriver, at der ikke findes et neutralt sprog. De giver selv et eksempel – bogen er spækket med eksempler – i journalisten Flemming Flyvholm, der i en bog fortæller, at hans kræftdiagnose flere steder i sundhedssystemet præsenteres som en ”dødsdom”. Og ordet dødsdom er ifølge Jens Jonatan og Gry Inger ikke tilfældigt nulsprog. Det sammenkæder sygdommen med en aktiv kriminel handling.

Der har jeg det bare sådan … nu slapper I af! Ok, hvis det er ens hobby eller professionelle retoriske virke, kan man naturligvis kriminalisere og værdilade samtlige ord og begreber i det danske sprog. Men man kan sgu også lade være. Herregud, hvis den stakkels mand skal dø, har han da fået en dødsdom. Det ord gør ham altså ikke kriminel – ikke i min hjerne i hvert fald.

Men ok, jeg hører også til typen, der ikke mener, at ordet neger er racistisk. Om end jeg anerkender, at det gennem årene er blevet så belastet af at være brugt som skældsord af racister, at det gør folk helt perplekse, hvis man glemmer at kalde et negerkys for en flødebolle.

Jeg anerkender også, at framing – det åndssvage ord – foregår i stor stil i den politiske debat, og at man journalist skal kunne gennemskue og frem for alt ikke reproducere det. Der er desværre masser af eksempler på det modsatte. Krigen mod Irak blev i de fleste danske medier konsekvent omtalt og retfærdiggjort som et led i krigen mod terror.

Og i den forbindelse er nærværende bog måske slet ikke så åndssvag at kigge i.

PS: At medier og journalister også framer for vildt og har gjort det altid, er Jens Jonatan og Gry Inger så høflige ikke at komme ind på. 

BOG: Tag bladet fra munden – en introduktion til politisk framing 

FORFATTER: Jens Jonatan Steen og Gry Inger Reiter 

FORLAG: Samfundslitteratur

181 sider, 238 kroner

Anmelder: Lasse Højsgaard er journalist