ANMELDELSE. Jeg er egentlig fucking ligeglad med Martin Krasniks religiøse baggrund. Jeg kan i hvert fald ikke se, hvordan den skulle forhindre ham i at beskæftige sig med Mellemøsten, som han har brugt det meste af sit professionelle liv til at sætte sig grundigt ind i. Men det er der desværre andre, der kan. Så nu har han skrevet en hel bog om at være jøde, så kan I tage den, kan I.

Anledningen er Israels angreb på Gaza denne sommer, og de mange kritiske interviews, der fulgte efter hos Krasnik i ’Deadline’, hvor han blev beskyldt for at være særlig urimeligt kritisk over for folk, der som den norske læge Mads Gilbert var kritiske over for Israel. Reaktionerne røg helt ud af proportioner, især fordi Krasnik aldrig har lagt skjul på sin jødiske baggrund og sit særlige forhold til Israel.

Det gør han bestemt heller ikke i bogen, der groft sagt falder i to dele. Den ene handler mest om jøden Martin Krasnik, der kan føre sine jødiske aner adskillige generationer tilbage i historien. Det er den mest spændende og fascinerende historie – ikke mindst for en, der, som undertegnede, er resultatet af adskillige kultursammenstød op gennem slægten. Det er godt skrevet og indimellem ganske underholdende. Den anden del handler om Israel og Israels fremtid ifølge Krasnik. Den vender jeg tilbage til.

Krasnik er elsket og hadet sådan over en ret bred kam. Trykkefrihedsselskabet hader ham på grund af hans kritiske interview med Lars Hedegaard. Venstrefløjen hader ham, fordi han gik kritisk til Mads Gilbert. De fleste elsker ham på grund af interviewet med blandt andre den tidligere justitsminister Morten Bødskov.

Martin Krasnik lever fint op til den gamle journalistiske dyd om at stille magthaverne til ansvar – for, som han skriver, er der i dag ingen – med ganske få undtagelser – der virkelig går i kødet på magthaverne. Kurt Strand, der har skrevet grundbøger i interviewteknik og er meget kritisk over for Krasnik, kalder han ”insisterende naiv”. I samme åndedrag minder han stifteren af Kommunikationsforum, Timme Bis-
gaard Munk, om, at et godt politisk interview ikke er et høfligt middagsselskab. Sådan.

”De fleste journalister recirkulerer det, de i forvejen ved er rigtigt, nej, det de forestiller sig er rigtigt, de flytter lidt rundt på deres antagelser, og det kan være meget nedtrykkende. Faktisk burde journalister holde sig langt væk fra journalistuddannelserne og studere noget ordentligt,” skriver han. 

Jeg er tilbøjelig til at give ham ret. 

Martin Krasnik er en begavet journalist, der sætter sig grundigt ind i tingene. Både når det gælder et kritisk interview med en magthaver og artikler om konflikten i Mellemøsten, som han har dækket intensivt det meste af karrieren som journalist, og som den anden del af bogen også handler om. 

Han kalder sig selv superzionist af den gode slags, der gerne vil have fred, men ikke længere tror på en fredsløsning eller en rydning af bosættelserne for den sags skyld. Men i stedet opfordrer israelerne til at opgive besættelsen, annektere de største bosættelser og trække de resterende godt 100.000 bosættere tilbage.

Jeg er ikke sikker på, at det er helt så enkelt, men tanken er smuk, præcis som zionismens grundlægger, Theodor Herzls vision i fremtidsromanen ’Altneuland’, hvor de gode sejrer til sidst. Under alle omstændigheder ved Krasnik, hvad han taler om, fordi han kender området. Derfor var påstanden om, at han ikke kan dække Mellemøsten, og underskriftindsamlingen, der skulle fjerne ham fra skærmen, absurd og helt ude i hampen.

Når jeg alligevel en gang imellem kan blive lidt træt som læser – er det, når Krasnik optræder i rollen som den bedrevidende, den ufejlbarlige, den, der altid har ret, som det sker et par steder i bogen. Jeg er selv meget begejstret for hans stil og har stor respekt for hans faglighed, men indimellem kunne jeg godt efterlyse en anelse selvkritik. Verden ifølge Krasnik er spændende, men den er sgu ikke perfekt. 

Fucking jøde!
Martin Krasnik
Forlaget Bianco Luno
304 sider, 300 kroner

Anne Lea Landsted er journalist og journalistisk lektor