Velvære med TV2

Bog: Forfatter: Forlag:

 

Der er stor træfsikkerhed på flow, stemning, humør og musik. Men hvordan mon det ser ud om tre måneder på en grå og kedelig hverdag, hvor ministre og stjerner ikke står i kø? Lisbeth Knudsen anmelder TV2 Radio.

Anmeldelse. Egentlig burde det i pagt med tidsånden vel hedde 'wellness-radio', men da jeg er blevet indhentet af Dansk Sprognævn undervejs, vil jeg kalde TV2 Radio for 'velvære-radio'.

Det er meget tydeligt helt ned til brugen af nyheds-jingle, at TV 2 har taget mange af de kendte ingredienser fra tv-brandet med til den nye radiokanal. Der er folkelighed, uden at det bliver platfodet og pjattet. Der er ikke alt for skarpe kanter hverken på musikken, værterne eller nyhederne. Det er voksenradio i afslappet og uformel stil.

Det er hyggeligt og ikke alt for problematisk alt sammen. Og det supervigtige, der i radiofagsproget har det ucharmerende navn 'flowet', det flyder ganske godt for TV2 Radio. Sammensyningerne mellem blokkene fungerer, værterne lyder alle sammen, som om de har en festlig dag. Alt fungerer uden stopklodser til øret lige med undtagelse af reklamerne, som rent ud sagt godt kunne trænge til produktudvikling.

Nyhedsblokkene er korte og klassiske i prioriteringen i toppen med en lille twist til fordel for lidt lettere udlandsstof, lidt mere serviceradio og lidt færre problemer længere nede i rækkefølgen.

Der er ingen spræl med underlægningsmusik og skæve sidebemærkninger i nyhederne. Troværdigheden fra TV 2-jinglen skal holde hele vejen igennem. Hele konceptet, tempoet, de korte lydklip og versioneringen minder umiskendelig meget om DRs P3 Nyheder, hvor fra da også en del af nyhedsholdet er hentet. Med den undtagelse, at selve udvalget af nyheder ikke er ungt prioriteret. Det er snarere som med hele resten af sendefladen målrettet til at køre lige direkte ind i det brede midterspor mellem P3 og P4s lyttermålgrupper.

Når alt det positive er sagt, så skal der også være plads til et par kritiske iagttagelser. Historien om den nye Venstre-komet Karen Jespersen var tophistorien, da radiokanalen blev holdt over dåben ved midnat natten til torsdag. Den samme historie var toppen kl. 6.00 og morgenfladen igennem, lige som den er i alle dagens aviser. Godt nok var der et par lydklip fra TV2s egen politiske kommentator og en kulturminister på gæstebesøg i studiet, men alligevel må dagens nyhedsbillede kunne gøres bredere end opstillingen af selv en meget kendt ny Venstre-kandidat. Nyhedsblokken indeholdt ikke nogen selvstændigt opdyrkede solohistorier, ingen lånte historier fra storebror på tv og for lidt aktiv opfølgning undervejs i morgenforløbet. Hvis TV2 Radio kun vil en pæn og sober nyhedsregistrering tilsat lidt friske lydpip uden alt for mange komplicerede sager og et forholdsvis smalt nyhedsudbud koncentreret om dagens hovedhistorier, så ligger resultatet inden for dartskiven, men er der ambitioner om at gøre nyhedsudbuddet bredere og udfordre DR på egne historier, så er der lang vej til målet.

Hvis jeg skal runde første halvdel af premieredagens anmeldelse af, så må det være med et lønligt håb om, at de to hyggelige værter på morgensamlingen Camilla Miehe-Renard og Mathias Buch må få noget mere og noget mere afvekslende at tale sammen om. Der gik ualmindelig meget tomgang i denne første morgen.

TV2s Radio Velvære er i luften. Der er ikke nye koncepter og idéer, som river tæppet væk under konkurrenterne. Der er ikke revolutionerende nyhedstænkning i radioens nyhedsformat. Men der er en stor træfsikkerhed på flowet, stemningen, humøret og musikken. Det spændende er så, om det alt sammen holder på en grå hverdag om tre måneder, hvor stjernerne og ministrene ikke står i kø uden for døren, og om nyhederne i TV2 Radio får mere saft og kraft med tiden. 

Lisbeth Knudsen, journalist og mediekommen-tator og tidligere nyhedsdirektør i DR.

0 Kommentarer