Velfærdsstatens røde kritiker

Bog: Forfatter: Forlag:

Bog: Den kætterske socialdemokrat
Forfatter: Arne Hardis

Forlag: Gyldendal  (207 sider, 250 kroner)

Anmelder: Johs Lynge, freelancejournalist

Det er ikke så tit, at en 45 år gammel debatbog bliver genudgivet. Men Gyldendal gjorde sidste år en undtagelse og introducerede nutidens læsende offentlighed for økonomen Jørgen Dichs krasse velfærdsstatskritik i form af bogen ’Den herskende klasse’ fra 1973. Her tog Jørgen Dich (1901-75) et opgør med vokseværket i den offentlige sektor, på trods af sin livslange tilknytning til venstrefløjen.

Bogen gik som varmt brød og blev genstand for heftig debat, grundet Dichs kætterske polemik mod den fremvoksende klasse af offentligt ansatte, der i hans – stadig marxistiske – øjne ”udbyttede” arbejderne, som betalte det i vidt omfang overflødige vokseværk via evige skattestigninger.

På 45 års afstand er forlaget så klar med bogen om bogens forfatter. Bag denne biografi står Weekendavisens politiske redaktør, Arne Hardis, der har gjort et fodnoterigt, men også finurligt formuleret forsøg på at vække en fortidig debattør til live. 
Når det er lykkedes, skyldes det nok også, at der er uomgængelige historiske omdrejningspunkter af stærkeste kaliber i fortællingen: Den russiske revolution og de danske efterdønninger i 1920’erne, krisetiden i 30’erne, verdenskrigen og hvad deraf fulgte af besættelse, samarbejdspolitik og modstandskamp.

Jørgen Dich er med hele vejen; som kommunistisk studenteraktivist og siden som socialdemokratisk sindet embedsmand med sans for udførlig samfundsplanlægning – så arbejdsløshed og radikalisering ikke truede Staunings spirende velfærdsstat. Under besættelsen blev det også vigtigt at holde den hjemlige arbejdsstyrke beskæftiget, for at der ikke skulle være ledige hænder, som vore besættere kunne importere.

Selv om de uønskede gæster forlod os i 1945, var opgaven den samme. Men målsætningen var nu at få den velfærdsstat, som socialreformer i starten af 30’erne havde lagt kimen til, realiseret via en forøget produktion og eksport. Her kom socialdemokratiske økonomer til at spille en hovedrolle som ideologiske og administrative iscenesættere, hvad enten de var ministre eller embedsmænd. 

Fra og med 1950’erne iagttog Jørgen Dich udviklingen fra sidelinjen som økonomiprofessor med speciale i socialpolitik ved Aarhus Universitet – overraskende nok ikke med faldende bekymring, og i starten af 70’erne var bægeret fyldt for den aldrende velfærdsarkitekt. 

Vil man ned i hans (tidløse) kritik af den offentlige sektor og dens politiske/pædagogiske ideologer, kan man altså nu både læse Dichs genoptrykte angrebsskrift og Hardis' indføring i værket og forfatterens skæbne. Herfra anbefales det at starte med sidstnævnte udgivelse. 
 

0 Kommentarer