Nu bliver der sparket hårdt og velgørende til de flyvske floskler om Web 2.0. som verden og demokratiets frelse.

Et spejl. Det var ved årsskiftet årets person på forsiden af magasinet Time: TIME person of the year … You.
Sådan lød begrundelsen, som blev givet under rubrikken Power to the people:
'Du kontrollerer medierne nu, og verden vil aldrig blive den samme. Mød her borgerne i det nye digitale demokrati …'
'Fordi du overtager styringen af de globale medier, fordi du grundlægger og sætter rammerne for det nye digitale demokrati, fordi du arbejder for ingenting og slår profferne på deres egen banehalvdel, er du årets person.'
Time og mange andre toneangivende medier flyder over med slagsords-hype af samme skuffe:
Web 2.0. er blevet samlebetegnelsen for alle de tjenester på nettet, der bygger på tekst, fotos, musik og videoklip leveret af brugerne. Fra YouTube over Flickr til eksempelvis MySpace og Wikipedia. Fænomenet er blevet udråbt til demokratiets redning og begyndelsen på en ny ægte deltagerdemokratisk tidsalder.
Nu bliver der på en gang sparket hårdt og velgørende – men også meget unuanceret – til de mest flyvske floskler.
Andrew Keen går i bogen »The Cult of the Amateur« i den helt anden grøft: 'Hvordan nutidens Internet dræber vores kultur', lyder det for eksempel i undertitlen.
Forfatteren var selv med på vognen i 1990erne under den første Internet-guldfeber. Han grundlagde en af de tidlige digitale musik-websider, Audiosafe.com. Det frådende angreb på hele Internet-kulturen er ifølge Keen selv blevet skubbet i gang, fordi han igen hører Silicon Valleys 'gale utopister' snakke løs – nu om Web 2.0.
Andrew Keen refererer til T.H. Huxleys gamle fyndord om, at hvis du giver et uendeligt antal aber et uendeligt antal skrivemaskiner, så vil en af dem en dag skabe et mesterværk. Med Web 2.0. har vi i stedet for skrivemaskiner et enormt antal computere på et netværk, og i stedet for aber har vi lige så mange internetbrugere, lyder det. Nutidens aber skaber sjældent mesterværker, men fylder nettet med en skov af middelmådig amatørporno, had, fordomme og vrøvl.
Så er tonen ligesom slået an.
Web 2.0 bygger på illusionen om den noble amatør, der ofte bedre end de professionelle kan fortælle os om verden. Men vi bliver fyldt med upålidelige oplysninger, argumenterer Andrew Keen. Ofte gemmer afsenderens sig bag anonymitet eller også står der kommercielle eller politiske interesser bag indlæg, som tilsyneladende er produceret af almindelige borgere.
Men ikke nok med, at vi lader os forblinde af myten om den noble amatør.
Det brugergenerede indhold udkonkurrer samtidig det professionelle indhold hele vejen fra filmindustrien over pladeindustrien til de professionelle mediekoncerner og sågar den professionelle reklameindustri. Ergo erstatter vi professionelt og dobbelttjekket indhold og vandtætte skotter mellem kommercielle og redaktionelle budskaber med vrøvl og skjulte dagsordener.
'Dumhed møder egoisme møder dårlig smag møder pøbelvælde', lyder det i et karakteristisk citat.
Trods de ualmindeligt grove og nogle gange skrupforkerte generaliseringer er der alligevel noget befriende ved bogen. Jeg kommer til at tænke på den lille dreng i kejserens nye klæder, der udbryder: 'Jamen, han har jo ikke noget på'.
Min egen oplevelse er, at der er forbløffende langt fra lovordene om Web 2.0. til den virkelighed, man møder på en tur rundt i de brugerskabte universer. Ja, man kan finde den fantastiske dagbog fra en Irak-soldat, som sætter mediernes dækning i relief eller spændende hyperlokale nyheder, som ellers ville blive ignoreret i medierne. Men der er langt mellem snapsene, når man navigerer rundt i et hav af store bryster, nuttede kattekillinger, dansende teenagere, fulde teenagere, Tila Tequila og lonelygirl15. Det er i et hvert fald svært at få til at harmonere med ordflommen om det Web 2.0., der skulle genskabe demokratiet borger til borger.
Jeg har ikke selv haft det store held med at finde de amatør-esser, der slår de professionelle indholdsleverandører af banen. Det har været svært underholdende og en tidsrøver, men er jeg er blevet klogere?
Jeg har gået lidt stille med det, fordi jeg troede, at jeg måske var bare var lidt dum og ikke havde set LYSET.
Indtil jeg læste Andrew Keens bog.
Andrew Keen er dog så forelsket i sine egne pointer, at han går helt over gevind. Hvis han havde været drengen i eventyret, havde han ikke nøjedes med at påstå, at kejseren ikke havde noget på. Han havde benægtet eksistensen af tøj i det hele taget, kaldt kejserens bærere for aber og havde krævet kejseren hængt.
Man kan komme med mange relevante indvendinger mod Keens bog, men uanset hvad, så er den et vigtigt bidrag til diskussionen af fænomenet Web 2.0.
Ved at levere et så konsekvent vredladent abebrøl får Keen kridtet banen op. Når Web 2.0 propagandaen bliver for tyk, kan man altid hive Keens bog frem, finde modargumenterne og selv forsøge at tage stilling. Men man kan ikke klare sig med »The Cult of the Amateur« alene, fordi bogen konsekvent sorterer de positive sider ved Web 2.0 fra.
Et godt eksempel på de gode og dårlige sider i bogen er Andrew Keens frådende angreb på net-leksikonet Wikipedia.
Keen bidrager med argumenter, som at Wikipedia fjerner økonomien bag seriøse encyklopædier lavet af professionelle og erstatter det med pseudoviden produceret af amatører. Grundlæggerne af Wikipedia var oprindeligt drevet af foragt for akademisk viden og autoritet, argumenterer han. Og han bidrager med oplysende eksempler:
En forsker er blevet smidt ud af Wikipedia-universet, fordi han ifølge Keen fremturer med at rette fejl, som flertallet af brugere værdsætter, men som er faktuelt forkerte. Han giver eksempler på forkerte og spekulative indlæg – og på at forfattere bag diverse indlæg smykker sig med falske akademiske titler. Der er også et interessant eksempel på, at informationsmedarbejdere fra kæden Wal-Mart forklædt som borgere går ind og retter i opslagene om Wal-Mart for at få kæden til at fremstå i et mere gunstigt lys. Værd at tænke på næste gang man bevidstløst er ved at smække Wikipedia på som kilde i en faktaboks.
Til gengæld er det helt karakteristisk, at Andrew Keen ignorerer en undersøgelse fra 2005 i det anerkendte videnskabelige tidsskrift Nature. Her sammenlignede man 42 opslag fra Encyclopedia Britannica med ditto i Wikipedia. Det viste sig, at otte opslag i sin helhed var forkerte, og at de store brølere var fordelt ligeligt mellem de af Keen elskede professionelle og de forhadte amatører. Dog var der i gennemsnit flere småfejl i Wikipedia med 3,86 per artikel mod 2,92 i Britannica.
Undersøgelsen blev vidt og bredt refereret med den lille journalistiske stramning, at amatørerne var ligeså gode som de professionelle.
Andrew Keens bog kan bruges til at finde modargumenterne og til at nuancere den offentlige jubel. Den kan ikke bruges til at give det komplette billede.
Her er nogle af de særdeles relevante modargumenter mod bogen.

1. Bogen selv ligner et af de blogindlæg, som Keen kritiserer. Bare på vækstfremmende hormoner. Argumentationen er på ægte web-maner klistret sammen fra utallige kilder, der stort set alle bekræfter Keens vinkel. Og så er han selv en amatør, når det gælder klassiske nyhedsmedier. Andrew Keen siger med en karakteristisk formulering. 'De gamle medier står over for udryddelse.'
Vrøvl, som han underbygger via masser af enkeltsager med fyringer på prominente aviser. Men han nærmer sig aldrig samlede tal for beskæftigelsen af journalister. Hvis han havde gjort det, ville han formentlig se, at det samlede antal professionelle indholdsleverandører vokser i disse år. Samlet set lever vi faktisk i en mediealder, hvor de professionelle medier går frem, og hvor borgerne bruger stadig flere penge på at betale for indhold. En besværlig detalje, som Keen ikke forholder sig til.

2. For en journalist er det forførende at lytte til Andrew Keens lovprisninger af de professionelle indholdsleverandører. Men de mainstream medier, som Andrew Keen hylder for at dobbelttjekke data, leve op til journalistiske minimumsstandarder og holde vandtætte skotter til annoncørerne, lever desværre ikke altid op til festtalerne og egen selvforståelse. Her er en vigtig lektie at lære for de professionelle indholdsleverandører, men Andrew Keen har så travlt med at stanse sin pointe ud i beton, at han klør os reportere af alle slags på ryggen – frem for at udfordre os.

3. Andrew Keen nedtoner konsekvent de mange sager, hvor bloggere og andre glade amatører faktisk har bidraget til at nuancere de professionelle mediers billede af virkeligheden, og han ser stort på de mange specialiserede miljøer, hvor amatører og professionelle befrugter hinanden med tanker og idéer.

Alle manglerne til trods er »The Cult of the Amateur« en vigtig bog, som markerer et tiltrængt vendepunkt. Andrew Keen prikker til den mest luftige new age snak-agtige snak om Web 2.0. Det er velgørende.

Andrew Keen, »The Cult of the Amateur«, Doubleday, 228 sider, 22,95 dollars 

For en skarp kritik af »The Cult of the Amateur«. Læs Henrik Føhns anmeldelse.
For en interessant diskussion. Læs Andrew Keen diskutere med web-guruen David Weinberger i The Wall Street Journals onlineversion.