Bog: Scoop. Fra Watergate til Panama Papers – nedslag i journalistikkens verdenshistorie
Forfatter: Peter Christensen
Forlag: Gyldendal (349 sider, 300 kroner)

Anmelder: Johs Lynge, freelancejournalist

Journalistik kan som bekendt føre til alt – også krigsfangenskab og livsfarlige lynchscenarier. Amerikanske David Rohde og engelske Robert Fisk er dog foreløbig endt som prisbelønnede og stadig særdeles aktive journalister, der har leveret afslørende reportager om henholdsvis serbernes folkemord på 8.000 bosniske muslimer i Srebrenica i 1995 og en kristen libanesisk milits' massakre på 1.700 palæstinensiske flygtninge i Beirut i 1982. Men havde fredsforhandlingerne mellem parterne i ex-Jugoslavien ikke været amerikansk ledet, var Rohde måske ikke sluppet ud af sit serbiske fangenskab – for USA krævede ham løsladt ved forhandlingerne. Alt imens (masse)graverjournalisten i fangekælderen måtte svare på inkvisitoriske spørgsmål som ”Hvad er din rang? Hvem er din chef i CIA – og hvad er din mission?” 

Bedre behandling fik Robert Fisk ikke i mødet med en aggressiv gruppe afghanere på gaden, hvor ”60 råbende mænd stod omkring Fisk, der liggende på jorden tog imod spark og slag (…) Og flere mænd tog sten i hænderne for at knuse hans hoved”. Kritiske situationer, der dog endte med indgriben fra henholdsvis en amerikansk chefforhandler og en besindig, ældre afghansk mand.  

Drages man af den slags historier, kan man roligt anskaffe sig den tidligere Politiken- og nuværende Zetland-journalist Peter Christensens bog om nogle af historiens største journalistiske bedrifter og folkene bag – fra Watergate til Panama Papers. ’Scoop’ har forfatteren med rette valgt at kalde den, og han kommer vidt omkring både geografisk og emnemæssigt: Apartheidtidens torturafsløringer (be­drevet af hvide dissidenter), organiseret pædofili i Mexico og Vietnamkrigens sorteste kapitel – amerikanske soldaters massakre i landsbyen My Lai (som så også blev afsløret af amerikanere). Christensen har dog især haft fat i sager, som medier ovre i USA har afsløret, men at man leder forgæves efter eksempelvis Farum-sagen, er til at leve med. At amerikanerne er den afslørende journalistiks pionerer – og vel aldrig har sluppet førertrøjen – er der flere årsager til. 

For selv om præsident Theodore Roosevelt i starten af 1900-tallet betegnede den slags journalistik som ”muckracking”, kaldte han alligevel dens udøvere, for eksempel fattigdomsdokumentaristen Jacob A. Riis, ”uundværlige – men kun hvis de ved, hvor de skal stoppe”. 
Efter læsning af bogen ved man i hvert fald, hvor Watergate-reporterne stoppede og dermed åbnede en ny usikker æra – både for amerikanske præsidenter og danske borgmestre.