Magasin: Udkom (relancering af magasinet Aftryk)  
Udgiver: Brancheforeningen Grakom (udkommer seks gange årligt)

Anmelder: Julie Asmussen, grafisk designer, pr-medarbejder og underviser 

ANMELDELSE. Man skal ikke kaste med sten, når man selv bor i et glashus. Som lejlighedsvis magasinlayouter føler jeg derfor også en vis tilbageholdenhed eller ligefrem uvilje imod at skulle anmelde ihærdige kollegers magasinrelanceringer, vel vidende at dét med at vælge de helt rigtige skrifter, at få grid’et til at fremstå såvel konsekvent som fleksibelt, at få skabt flow, rytme og variation, at kunne layoute stort anlagte åbningsopslag såvel som nørdet petitstof og at få det hele 'art directet', så den overordnede linje er tydelig og produktidentiteten særegen, kræver sin mand.

Magasindesign er simpelthen (synes jeg i hvert fald) en hundesvær disciplin. Netop derfor undrer det mig, at Grakom – som med udgivelsen af magasinet Udkom ønsker at markere skiftet fra arbejdsgiverforening til også at være brancheforening – har kastet (må man antage) anselige ressourcer efter at skabe en afløser til det allerede udmærket eksisterende magasin Aftryk, når outputtet er endt med at blive så midtsøgende. 

Udkom er på ingen måde et dårligt eller uinteressant magasin, men kunne lige så godt være et mere generelt forbrugerblad a la Samvirke, Tænk eller måske et sobert og solidt fagblad for en hvilken som helst anden (lettere djøfiseret) faggruppe. Personligt savner jeg noget letterpress-romantik eller Heidelberg-nostalgi i udtrykket, som efter min smag mangler grafisk punch. (Udkoms layouter kan ellers godt, når han eller hun får lov at brede sig).

"Nyt design, ny journalistisk linje og ny redaktør" skal ganske vist have "udsyn og mod til at se kritisk indad", og selvfølgelig må og skal et brancheforeningsorgan adressere fremtidens udfordringer. Men som læser bliver jeg nærmest mistrøstig af at læse Udkoms historier, der i den ene forsvarsartikel efter den anden forsøger at argumentere for papirmediets fortsatte overlevelse, som isbjørnen klamrer sig til den sidste isflage. Med artikler som ’Det offentlige digitaliserer i blinde’ (om det nødvendige i fortsat at levere papirbreve til borgerne), ’Børn elsker nyheder på papir’, ’Sæt papiret tilbage på dagsordenen’ (om at bevare fakturaer på papir) og ’Vi er på spanden’ (om reklamebranchens snarlige død) fremstår Udkom mere som svanesang end som symbolet på nye tider og håbefuld transformation. 

Som den læser, Udkom også henvender sig til (ud fra ønsket om "i højere grad at åbne sig over for omverdenen"), kunne jeg godt ønske mig endnu mere fokus på inspiration og nytænkning (som i artiklen om den i Grønland bosiddende fotograf Fransisco Mattos). 

Modsat har branchemedlemmerne måske netop brug for at se de overhængende problemer og radikale forandringer i øjnene. På det punkt må man sige, at Udkom gør sit job.