Bog: Gensyn med hippieruten – i egne fodspor efter 40 år
Forfatter: Thomas Ubbesen
Forlag: Gyldendal (318 sider, 200 kroner)

Anmelder: Johs Lynge, freelancejournalist

Thomas Ubbesen er næppe u(be)kendt for folk, der har fulgt en smule med i DR’s udlandsdækning de seneste årtier. Lidt bøger er det også blevet til for den drevne reporter. Efter forrige års rejseberetning ’Good luck, habibi’ hvor Ubbesen følger tidens flygtningestrøm fra Mellemøsten, er han nu aktuel med en rejseberetning i to spor. Det ene starter i 1977, det andet i 2017.

40 år tilbage var Ubbesen en ubefæstet ung værksteds-arbejder med udlængsel mod Østen og en langtursblaffer i maven. På den tid var den såkaldte hippierute en attraktion, der tiltrak mange eventyrlystne unge med lidt hang til hash og progressive politiske holdninger. Ruten gik ned gennem Europa til Mellemøsten og derfra videre til Centralasien – for at slutte i Indien og omegn. Og konceptet var, i modsætning til nutidens miljøfjendske flyveri, så vidt som muligt at blaffe hele vejen fra København til Himalaya. Som sagt så gjort – ligeledes her 40 år senere (selv om bus og tog også går an undervejs).

I bogen krydsklipper Ubbesen ubesværet mellem 1977 og 2017 i sin beretning fra samme rute. Den unge Ubbesens handlinger og anskuelser holdes på den måde op mod den hærdede 60-årige reporters syn på sagerne – og mindre naive ageren. For eksempel måtte ruten denne gang gå uden om Afghanistan, som forfatteren i 1977 nåede at opleve, kort før alt gik galt, og interne stridigheder endte i et blodigt geopolitisk magtspil, med den afghanske befolkning som tabere.

Som læser får man appetit på yderligere fordybelse i den historie, landene på hippieruten slæber rundt på. Appetitten strækker sig endda til den – allerede i 1977 – bedagede 60’ermusik, som Ubbesen medbragte i sin tid, og uden nyere navne har med i rygsækken igen i år 2017. Denne gang dog ikke på kassettebånd men på ipod (herunder 93 numre med blueskoryfæet John Mayall, som i øvrigt også kan anbefales).

Befriende er det i øvrigt at opleve en DR-journalist komme med skarpe kommentarer undervejs om, hvordan vi i Vesten i 1900-tallet har ageret over for eksempelvis iranerne. Og dermed bidraget til tingenes triste tilstand i dag i regionen (og religionen). At kuppe Irans folkevalgte regering i 1953 og pudse Saddam Hussein, forsynet med kemiske våben, på iranerne i 80’erne var måske ikke så elskværdigt.

Det er en engageret, intens og lang rejseberetning, vi får – måske lidt for lang; i hvert fald sine steder udførligt dvælende ved destinationerne. Det havde nok ikke forringet værket, og da slet ikke dets underholdningsværdi, med lidt flere – og større – illustrative fotos fra ruten, eventuelt på bekostning af et par sansende sætninger hist og pist.