Anmeldelse af Kirsten Frandsen og Hanne Bruun: Tv-produktion – nye vilkår.

Bogen er vel nok den eneste, der beskriver de faktiske forhold i det danske tv-produktionsmiljø. Det gør den interessant, ikke mindst hvis man er på vej ind i de producerendes rækker, eller hvis man vil løfte blikket over de daglige produktioner og få perspektiv på arbejdet i branchen.

Forfatterne laver en god historisk gennemgang af forholdene efter monopolbruddet. Og så tager de fat på en tungere analyse- og teoridel. Det pointeres, at hele mediesystemet ofte er analyseret, men ikke »teoretiseret om«. Blandt andet fremhæver forfatterne: »Denne poststrukturalistiske tankegang deler strukturalismens opfattelse af sproget som ideologisk og meningsmæssigt kontekstuelt bestemt.«

Måden at kommunikere på er her ganske anderledes, end i bogens anden del hvor der er fokus på udvalgte produktioner – blandt andet med en glimrende analyse af samarbejdet mellem TV 2-redaktører og producenter. Her er en tv-producent citeret for følgende: »Altså, jo mere du kan få dem (redaktørerne, red.) ind og mene noget, jo mere har de fandeme også deres røv i klemme.«

Bogen er fin baggrundsviden. Men havde den været et tv-program, ville en redaktør givetvis sige, at den skulle redigeres strammere, fortælles bedre dramaturgisk og gøres mere modtagerorienteret – ikke mindst sprogligt. Derfor vil de fleste nok foretrække det konkluderende første afsnit og de tre case-stories. Det er afgjort også værd at bruge tid på.

»Tv-produktion – nye vilkår« af Kirsten Frandsen og Hanne Bruun, Forlaget Samfundslitteratur, 158 sider, 160 kroner.