search

TV går skævt af sociale medier i valgdækningen

Bog: Forfatter: Forlag:

Ligegyldigheder, tidsspilde, uvidenhed og selvpromovering. Det kendetegner især DR's, men også TV2's brug af Twitter, Facebook og andre sociale og mobile medier under dækningen af valgkampen.

ANMELDELSE. De to tv-stationer bruger de sociale medier på en måde, der ikke er tænkt til ende. De får slet ikke udnyttet det potentiale, der ligger i at inddrage de sociale medier. I TV Avisen ser vi et kort med nogle få blinkende røde og blå ringe. Ringene viser, hvor en eller anden politiker er lige nu. Hvad skal jeg bruge det til? Politikeren er til møde. Hvor spændende.
Men ellers giver dette ikke nogen merværdi for seerne. Det er ren tidsspilde.
Det samme er tilfældet, når man i aftenens TV Avis indleder en historie med at fortælle, at Enhedslistens Johanne Schmidt Nielsen startede på Facebook om morgenen med at skrive, at partiet skulle præsentere sit valgprogram om formiddagen. Efter den indledning klipper TV Avisen så til selve præsentationen. Og det er jo her, historien er. Vi vil gerne vide, hvad de siger, og hvordan stemningen er her.
Oplysningen om Facebook er ren fyld. Den giver ligesom rutekortet heller ikke en merværdi til historien. Det havde været relevant at bruge Facebook som kildeangivelse, hvis oplysningen om præsentationen af valgprogrammet ikke havde været ude tidligere, og man på den måde kunne komme først med det.
Men ellers. Nej.
Vi begynder jo heller ikke dækningen af et pressemøde med at fortælle, at det blev indkaldt med en mail afsendt fra partisekretæren klokken halv fire dagen før. Eller at vi fik oplysningen via en telefonsamtale. Og slet ikke i dag, hvor alt skal være skarpt og præcist.
At bæreren af oplysningen er en telefon, en mail, Twitter, Facebook, GPS-tracking eller en runesten er fløjtende ligegyldigt. Men ellers er det ikke den tekniske ramme, men indholdet, der er kernen.
Samme lidt kluntede og uvidende tilgang til indholdet på Twitter og Facebook er formentlig forklaringen på, at både DR og TV 2 beskriver, at her er meget aktivitet, hvorefter de læser nogle fuldstændigt tilfældige og ligegyldige tweets eller Facebook-opdateringer op.
Det ligner til forveksling også partiernes og folketingskandidaternes misforståelser omkring sociale medier, som at det skulle være endnu en afsætningskanal fra dem til befolkningen. Nej. Det er et sted, man deltager. Man bidrager med det, man har og kan. Man går ind i dialogen.
Nogle få politikere har forstået dette – eller er godt på vej, mens alt for mange stadig ser de sociale medier som et sted, hvor de kan sende deres budskaber ud til vælgerne.
Medierne og de enkelte journalister på medierne skal også helt skifte tilgang og forstå, at de er deltagere i en dialog – ikke afsendere.
Det er åbenbart svært at komme i gang med et nyt medie ud fra en journalistisk tilgang. Jeg så det selv, da mine studerende i juni i år brugte sociale og mobile medier til at dække Europa-mesterskabet i ungdomsfodbold, U21, og andre begivenheder. Nogle var af sted på en musikfestival, Northside Festival, hvor arrangørerne havde sørget for alt for lidt mad og for få toiletter. Mine studerende tweetede ligesom de andre om, hvor irriterende det var, og det var først, da vi pressede dem til at spørge de ansvarlige om, hvad de ville gøre ved denne mangel på toiletter og mad, at de studerende begyndte at bruge Twitter som journalistisk redskab.
Det er godt, at tv-medierne har erkendt eksplosionen i sociale medier og kommer i gang med at bruge den i deres arbejde. Min kritik, som formentlig deles af mange chefer og seere, må for guds skyld ikke føre til at stoppe brugen af disse medier. Og heller ikke til, at man skræmmes fra at eksperimentere og udvikle.
Men lad os få lidt struktur og journalistik på.
Når vi har en geotracking af kandidaternes færden, så lad os få en vinkling på den, en opsamling og analyse. Bevæger de to blokke sig i forskellige segmenter – eller slås de om de samme marginalvælgere?
Og hvad er tendenserne i brug af Facebook og Twitter i valgkampen. Interesserer almindelige mennesker sig for valget og i hvor stort omfang. Hvad er de interesseret i? Beskriver de det i positive eller negative vendinger? Sker der en stigning i Twitter-strømmen og Facebook-opdateringerne, når der er partiledermøde i tv? Og hvad er indholdet i de tweets og Facebook-opdateringer, der kommenterer tv-mødet?
Der sker nemlig et meget spændende sammenstød mellem medier. Partiledermøderne er overhovedet ikke dialog, men kun et spørgsmål om at være offensiv, aldrig medgive en misforståelse eller nå en fælles konklusion. På den måde er de møder unaturlige i forhold til almindelige samtaler og så langt fra kernen af de sociale medier. Det kan man se af dækningen på de sociale medier, når det kammer over i tv-debatterne. Muligvis kan vi håbe på, at de sociale medier vil tage livet af de mere og mere tåbelige valgdyster.
Og lad os for guds skyld få formidlet noget af det, der især sker på de sociale medier, nemlig satiren over politikerne. Det kunne være sjovt.

Nils Mulvad er redaktør i Kaas & Mulvad, lektor på Journalisthøjskolen, underviser i onlinemedier

 

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen