ANMELDELSE. Siden 2011 har ’Detektor’-redaktionen gang på gang vist, at man ikke altid kan stole på de tal, medier, magthavere og interesseorganisationer frembringer, fordi de ofte er halve sandheder eller direkte misvisende.
”Bliv din egen detektor,” lyder det i bogen ’Fup Fejl og Fordrejninger’, som vært Thomas Buch-Andersen og tidligere redaktør Mads Bøgh Johansen fra ’Detektor’ har skrevet. I bogen samler de op på mange af de sager, ’Detektor’ har behandlet på tv og i radioen.
Og ja, bogen burde være komplet overflødig for professionelle journalister, fordi bogens anbefalinger burde være en indgroet del af vores professionelle omgang med fakta. Men når de simple råd i bogen alligevel giver mening, er det, fordi ’Detektor’ gang på gang har dokumenteret, at medierne ikke tjekker den dokumentation, som andre har indsamlet. Dermed viderebringer vi det billede, som politikere, interesseorganisationer eller erhvervslivet ønsker at tegne. Og det er ikke altid den fulde sandhed. Et godt eksempel er den såkaldte Mary-effekt, hvor Dansk Industri og Dansk Erhverv fremhævede kronprinsesse Marys gavnlige betydning for eksporten til Australien og antallet af australske besøgende i Danmark siden forlovelsen med Frederik i 2003. Men et tjek fra ’Detektor’ viste, at stigningen i eksport og turister havde været stort set den samme i Norge og Sverige, der som bekendt ikke har en australsk kronprinsesse som trækplaster.
Man hører tit, at offentlige myndigheder eller anerkendte interesseorganisationer holder sig strengt til sandheden, fordi det ville forårsage uoprettelig skade på deres troværdighed at blive fanget i en usandhed. ’Fup, fejl og fordrejninger’ viser, at den indstilling er for naiv. Enten fordi de spinner fakta, eller fordi de ikke selv har tjekket dem. Så hvis du som journalist vil undgå pludselig at have Thomas Buch-Andersen i røret, så tjek tallene, før han gør det for dig.
Fup, fejl og fordrejninger. Bliv din egen detektor
Thomas Buch-Andersen og Mads Bøgh Johansen
DR/Gyldendal
192 sider, 300 kroner
Jakob Albrecht er journalist på Journalisten
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.