Avisen.dk giver et rodet indtryk, og det er svært at vurdere, hvor meget af det der skyldes, at netavisen er i en omstillingsfase. For Gud ved hvilken gang. Som et forældreløst barn har Avisen.dk siden fødslen – som Nyhedsavisens elektroniske udgave – haft vanskeligt ved at finde sine egne ben at stå på.
Nu er det så A-Pressen, der agerer tilsynsværge, og naturligvis skal hovedaktionæren have sine interesser varetaget. Avisen.dk er hermed blevet pålagt rollen som talerør og rådgivende instans for landets arbejdstagere. "Gør arbejdet bedre", lyder det nye slogan, og det er da en god og ædel intention. I det hele taget virker Avisen.dk tiltalende, men utjekket.
Det tiltalende først: Ud over at redaktionen tager gode og væsentlige historier op og giver dem en ordentlig behandling, har sitet et behageligt grafisk grundudtryk med brug af kun fire farver – hvid, sort, grå og orange – hvilket skaber overskuelighed og fin kontrast til de ofte farvestrålende og urolige annoncer.
Øverst på minuslisten – og på sitet – står navigeringsbjælken. Forholdet mellem de to niveauer i hierarkiet er ulogisk og forvirrende og afspejler hele konceptets let skizofrene karakter. Desuden rummer sitet kategorier, som ikke kan nås via navigationsredskaberne. En mængde nyheder er eksempelvis rubriceret som "sladder", men kategorien findes ikke i bjælken.
Under overskriften "Debat" finder jeg en blandet landhandel, der ud over debatindlæg og video-lederen – en idé, der bør droppes hurtigst muligt – indeholder lister over "Seneste nyt" og "Topnyheder" samt "Mest læste" og "Mest populære", som af en eller anden grund ikke er de samme.
I kategorien "Verden" afsluttes talrige nyheder med en anbefaling af de samme to historier. Den ene handler om, at Sarah Palin ønsker den "kommende" (sic!) præsident Obama held og lykke på posten, og den anden om, at Josef Fritzl er anklaget for barnemord. Ingen af de to "nyheder" er dateret, og det er måske meget godt.
Startsiden lægger sig op ad Ekstrabladet.dk's og Bt.dk's "tabloide" stil med skiftende skriftstørrelser og store billeder. Det samme gælder de enkelte nyheder, og ganske som hos forbillederne skæmmes disse af en udbredt og ukritisk brug af arkivfotos. Kategorisiderne er derimod bygget op i vandrette moduler, hvor hver historie har et lille billede og ditto overskrift – med langt bedre overskuelighed til følge.
Det nye logo er et lille mysterium i sig selv. Hvad betyder det, at "e" i "avisen" er typograferet anderledes end resten af bogstaverne? Måske, at Avisen.dk er en e-lektronisk avis?
A-Pressen har efter sigende givet chefredaktør og direktør Rasmus Emborg en stor pose penge til oprustning af Avisen.dk, og jeg vil anbefale, at han bruger nogle af dem til dels at styrke de redigerende funktioner, dels at få skabt en klarere og mere gennemtænkt arkitektur. De redaktionelle ambitioner fortjener det.
www.avisen.dk er besøgt i perioden 7.9.-4.10.2009 med Firefox/Mac OSX samt Internet Explorer/Windows Vista.
Ole Munk er designkonsulent, grafisk formgiver og illustrator, uddannet som arkitekt med speciale i visuel kommunikation. Han anmelder websites i Journalisten med fokus på arkitektur, design og funktionalitet.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.